Hvornår tror man nok til at kunne kalde sig kristen?

Bloggens titel stammer fra den undersøgelse Børn i kirken udførte tilbage i efteråret/vinteren 2017 i Københavns og Frederiksbergs folkekirker.

Viden om børnefamilierne

Undersøgelsens formål bestod i at få en større viden omkring børnefamiliernes brug af folkekirken og deres tanker omkring kristendom, tro og dåb i en storbykontekst. Selvfølgelig var der mange ting, vi godt viste fra rappoterne: “Tager du barnet ved hånden tager du moderen om hjertet” (Center for Samtidsreligion, 2014) og “Dåb eller ej” (Center for kirkeforskning, 2014). Men der var stadig så mange ting, vi ikke viste: Hvorfor vælger forældre dåb fra, men kommer til babysalmesang og børnegudstjenester?, Hvad føler forældrene de giver til deres barn ved at komme i kirken? Hvordan ser forældrenes tro ud? osv.

Hvad bestod undersøgelsen af

Vores undersøgelse blev udarbejdet af religionsvidenskaber Ida Dietz og bestod af 411 spørgeskemabesvarelser, 10 interviews med forældre og 10 interviews med ansatte. I alt var Ida ude i 30 kirker i hovedstadsområdet.

Den svære tro

Ja, altså jeg tror jeg stadigvæk har lidt svært ved at definere, hvad det egentlig betyder for mig, for jeg ser ikke mig selv som kristen på den måde, altså jeg går jo ikke i kirke eller sådan, eller beder en bøn eller sådan noget. Jeg er heller ikke rigtig sikker på om jeg sådan tror på om der er noget

Citatet er fra en babysalmesangsmor på Østerbro og er et rigtig godt eksempel på den usikkerhed, som forældrene bære rundt på. Moren fra citatet havde gået til kor hele hendes barndom og ungdom, og hendes mor sad tidligere i menighedrådet. Alligevel følte hun ikke at hendes tro, var stærk nok til at kunne kalde sig kristen eller døbe deres barn. Men samtidig vil hun meget gerne give de kristne værdier og historier videre og kommer derfor gerne til kirkernes børnearrangementer.

Kristne værdier og kulturel dannelse

Netop det forhold til kristendommen ser vi i det næste citat, som er af en mor fra Vesterbro. Hun er både gift i kirken og hendens tre børn er døbt af hendes farfar, der er præst. Familien bruger mange af kirkerne på Vesterbros tilbud: De ældste går til kor og hun har gået til babysalmesang i tre forskellige kirker med den yngste. Alligevel er det med troen svært at sætte ord på.

”Jeg ved ikke om jeg tror på, at der findes en Gud. Jeg tror mere på budskabet i kristendommen eller på, ligesom på… jeg tror også på kulturen i det. Jeg tror også vi mister noget ved ikke at komme i kirken for vores kultur. Jeg tror den er en del af os, eller var i hvert fald. Også det der med, at man har et fælles, ikke regelsæt, men en fælles værdinorm man er sammen om i et samfund, på en eller anden måde. Og noget ligesom at tro på, når det hele går skævt på en eller anden måde. Der er det også rart at ty til.”

Ambassadør for tro, så forældrene har noget at spejle sig i

Mødrene fra de to citater har begge haft relationer til folkekirken og den har været en del af deres barndom. Alligevel føler de, at det der med troen er utroligt svær at definere og sætte ord på.

Størstedelen af forældrene i undersøgelsen havde det på samme måde. Flere gav udtryk for, at de ikke følte, at de kunne kalde sig kristen, da de ikke gik i kirke hver søndag, bad aftenbøn eller troede bogstaveligt på fx. skabelsesberetningen.

Det virker som om, at forældrene på mange måder har en meget dogmatisk forståelse af kristendommen, som de tror man skal leve op til, for at kunne kalde sig kristen. Men hvem af os “indefra” kirken kan leve op til den definition?

Vi har derfor en kæmpe opgave som ansat, menighedsrådsmedlem, frivillig, præst osv. i at være ambassadør for den kristne levende tro som ikke kræver en lang tjekliste, så forældrene har noget at spejle sig i, og de føler deres tro også er god nok til, at de kan kalde sig for kristen.

Du kan læse hele undersøgelsen her.