En 11 årig dreng står midt på gulvet i Kastrup kirke. Han er et Gudsbenådet talent, og spiller hele kirken op med Khatchaturians violinkoncert 1. Sats.
Musikken flyder ud i rummet, og kirkens dygtige koncert organist må spille sit ypperste på sit flygel for at følge med.
Alle som én, elever, søskende, lærere, forældre, familie, og Kastrup menighed, er vi bjergtaget. Vi er vidne til en af de musikalske oplevelser, der lagrer sig i sindet, og som er godt at finde frem på en lidt trist dag.

For Steiner konfirmander er orgelet klart det sejeste kirken har
Det er Steinerskolen som holder forårskoncert, og den unge violinist og øvrige unge musikere, vidner om den kreativitet og musikalitet, der præger Steinerskolens filosofi og undervisning.
Steinerskolen er en enhedsskole på 12 år, der har sit udgangspunkt i at opdrage og undervise mennesket og dens væsen på egne præmisser. Lærerne skal anskue undervisningen som en kunst, hvor målet er at møde børnene, så de kan udvikle sig i overensstemmelse med deres bestemmelse. (Steinerskole før, nu og fremtiden 2020 s.7)
Der arbejdes med at den enkelte elev finder sin vej i livet gennem sit iboende potentiale, derfor tilbydes der en bred vifte af kreative fag: Maling, tegning, formgivning, håndværk, bevægelse og musik.
I de små klasser holdes den intellektuelle læring tilbage til fordel for billeder, fantasi, bevægelse og oplevelser.

Frugtbart samarbejde med Kastrup kirke
På de ældre klassetrin, introduceres de til naturvidenskabelig undervisning tilrettelagt fænomenologisk, hvor eleverne i første omgang betragter fænomenet uden nogen form for teori eller konklusion. Iagttagelse får lov at stå alene, og til sidst vil læreren så supplere med faglige sammenhænge, og perspektiver.
Forårskoncerten i Kastrup kirke, blev anledningen til et frugtbart samarbejde, så Steinerskolen nu tilbyder 8. klassetrin et konfirmandforløb i Kastrup kirke.
Det er herligt, at være præst for Steiner konfirmander, deres musikalitet og skolens morgensang, gør at de synger godt med på salmerne, og går til salmeteksterne med opvart nysgerrighed, ja ganske enkelt holder de utrolig meget af at synge.
Der er kun blevet bestyrket, når vi har talt om, hvad den holder mest af ved kirken og undervisningen, så er det orgelet, musikken og salmesang som langt de fleste af konfirmanderne omtaler.
Sansende undervisning i kirken
Vandringsgudstjenester med stationer i kirken, er et andet projekt, som vi har arbejdet med. Her er stationerne pyntet med blomster, og duftende hjemmebagt brød, og beskrivelserne af stationernes funktion er skrevet med smuk skrift og indfarvet i diverse pastelfarver.
Gennemgang af de liturgiske farver og deres symbolske betydninger, vækker også stor interesse, her fornemmer jeg tydeligt deres evne til at inddrage farver og stemninger ind i en større sammenhæng.
På et af holdene blev det et fast ritual, at tale om hvilken ”farve” bibel teksten kunne have. De farver, der dukkede frem i deres bevidsthed ved gennemlæsningen, samt den liturgiske farve, gav anledningen til gode reflekterede samtaler.
Jeg kan kun anbefale, at tage kontakt til jeres lokale Steinerskoler og indgå i et samarbejde.