DR Ramasjang – det kan folkekirken lære af børnens kanal II

Jeg har talt med projektleder Lene Mailund Mikkelsen om hvordan deres tilgang er til børneprogrammerne på kanalen Ramasjang, og hvilke erfaringer de har gjort sig, for der er ingen tvivl om at DR altid har været gode til at lave børneprogrammer, og måske kan vi i kirkerne lære noget af dem, selvom vi har helt andre ressourcer og rammer i vores arbejde.

Dette er anden og sidste del af artikelserien. Læs første del her.

Identifikation

I Ramasjangs programmer skal der altid være nogen i programmerne som børnene kan identificere sig med. Der skal simpelthen være nogle børn og et indhold som afspejler deres virkelighed og interesserer dem. Programmerne skal afspejle dansk børneliv.

Bibelfortællingerne er eksotiske, men ofte fjerne. Vi skal sikre os at vi får dem fortalt ind i børnenes egne livserfaringer.

De fortællinger Jonas Christy har skrevet til Børn i kirken, har netop det til fælles at der indgår et barn i bibelfortællingen. Det kunne der måske altid gøre når vi fortæller historier fra Det Nye Testamente til børnegudstjenester mv. 

Læs en af Jonas Christys forællinger.

Hvad med de voksne

Børn vil gerne lave noget sammen med deres voksne. Hvis børnene kan se at de voksne griner/græder med og bliver opslugt af det de ser, bliver oplevelsen dobbelt for dem.

Derfor forsøger Ramasjang at eksperimentere for at finde noget som rammer både forældre og børn.
Lene Mailund Mikkelsen fortæller at det er vigtigt at turde eksperimentere med det skøre og skæve, og at ting nogle gange tager tid før det finder sin form. Man skal have tålmodighed og tro på sin ide.

Karakteren Onkel Reje er et godt eksempel – han er elsket af mange børn og ikke mindst forældre, men Ramasjang modtager også en del klager over programmer hvor han medvirker, fordi han afprøver grænser. Man kan ikke gøre alle tilfredse.

Når ens målgruppe er 3-6 år, er det i sidste ende forældrene der vælger hvad man skal se, og hvis forældrene synes at indholdet er godt for deres børn, øges chancen for at de vælger den kanal igen.

Derudover har Ramasjang bevidst delt deres eksterne kommunikationsplatforme op, så deres hjemmeside retter sig mod forældre med information og aktiviteter, mens de har en app. der henvender sig til børnene med spil, fortællinger osv. 

Ifølge Lene Mailund Mikkelsen står vi stærkt som folkekirke i forhold til forældrene.

Vi repræsenterer den menneskelige kontakt. En Ipad og telefonfri zone med ”sundt og opbyggeligt” indhold, som de fleste forældre gerne vil give deres børn.

Det er forældrene der tager børnene med hen i kirken, og hvis de voksne selv synes indholdet er godt/sjovt/værdifuldt, er chancen for at de kommer igen større.

I den ideelle verden skal der være noget til både børn og deres voksne i alt hvad vi laver, og vi skal være gode til at kommunikere hvad vi har at tilbyde.

Den dystre prognose

Udefra set er Ramasjang en kæmpe succes. Hver sommer drager karaktererne rundt i landet med Cirkus Summarum og fylder teltet til sidste plads (endnu et eksempel på hvordan Ramasjang skaber nærhed og opløser fjernsynsskærmens distance).

Men når man taler med Lene Mailund Mikkelsen, danner der sig et andet billede.

DR kæmper en hård kamp for at følge med danskernes medievaner – også børnenes.

Hvor børn før så de samme programmer og for eksempel den samme årlige julekalender, fordi der kun var én udbyder, ser de nu 117 forskellige ting, og den plads som DR fik i børnenes kollektive erindring er ved at forsvinde.

DR taler ind i en tradition der er forsvindende.

Selvom Lene Mailund Mikkelsen håber at Ramasjang ved at insistere på kvalitet frem for kvantitet kan fastholde sine seere og få forældrene til at vælge Netflix fra, er hun skeptisk.

DR står et langt stykke hen ad vejen over for samme udfordring som folkekirken. Vi bærer en tradition som ikke længere er givet, og vi har en forpligtelse overfor vores indhold, som gør at vi ikke bare kan slippe alt og følge strømmen.

Her er det vigtigste vi kan lære af Ramasjang måske at vi ikke står alene med den udfordring, men deler den med andre kulturelle formidlere.