Petra og feberen

Nu skal du høre en historie, der handler om tro.
I byen Kapernaum boede der en pige. Pigen hed Petra og hun var 5 år gammel.
En dag fik Petra feber. Du har måske også prøvet at have feber? Når man har feber, er panden og
kinderne meget varme. Feber er et tegn på, at man er syg.
Da Petra fik feber, kaldte hun på sin far. Men han kom ikke.

Far er ude at fiske, sagde Petras mor. – Og jeg håber i øvrigt, at han snart fanger noget.
– Mor, sagde Petra. – Jeg har det dårligt.
Mor lagde sin bløde hånd på Petras varme pande.
– Du har feber, sagde mor. – Bliv i din seng. Så kommer jeg med noget vand til dig.

*

Petra havde feber hele dagen. Hun kom slet ikke ud at lege med de andre børn. Hun lå bare i sin seng og var syg. Det var trist. Og det var kedeligt.
– Far, kaldte Petra, da solen var gået ned, og det var ved at blive mørkt.
– Far er stadig ude at fiske, sagde Petras mor. – Den torsk! Han burde have været hjemme for længe siden.
– Mor, sagde Petra. – Jeg tror, at feberen er forsvundet.
Mor lagde sin hånd på Petras pande.
– Nej, sagde mor. – Ikke endnu. Din pande er stadig varm. Men det går bedre. Og du bliver snart rask igen.
– Lover du det? spurgte Petra.
– Ja, sagde mor. – I morgen er det helt sikkert slut med feberen. Og så kan du lege igen. Men nu skal du hvile dig. Sov godt!

*

Det blev morgen. Og hanen galede. Petra vågnede. Hun havde det godt. Hendes pande var ikke varm.
Hun hoppede ud af sengen og kaldte på sin far. Men han dukkede ikke op.
– Den havtaske er ikke kommet hjem endnu, sagde mor.
– Bare han ikke er druknet ude på søen, sagde Petra.
– Det er han ikke, sagde mor. – Gamle Zebedæus har lige fortalt mig, at din far og farbror Andreas er taget over i synagogen sammen med en fyr, der hedder Jesus.
– Må jeg se, om jeg kan finde dem? spurgte Petra.
– Nej, sagde mor. – Men du kan gå op til mormor med noget vand. Hun ligger stadig i sin seng. Nu har hun fået feber.

*

Petra gik op til mormor. Hun havde et krus med vand i hånden. Mormor lå i sin seng. Hendes øjne var lukkede. Mormor plejede altid at stå op før Petra, så det var lidt underligt at se hende ligge der med lukkede øjne.
– Mormor, hviskede Petra. Mormor svarede ikke.
– Mormor, sagde Petra igen og rakte kruset frem. – Jeg har vand med til dig.
Mormor sagde stadig ikke noget. Og hendes øjne var lukkede. Er hun død? tænkte Petraog blev bange. Har feberen slået hende ihjel?
Petra lagde sin hånd på mormors pande. Den var iskold. Nu blev Petra endnu mere bange. Hun skulle lige til at skrige og løbe ned til mor, da mormor pludselig åbnede øjnene.

*

Mormor, råbte Petra. – Du er ikke død!
– Nej, sagde mormor. – Heldigvis. Men jeg har det faktisk ikke særlig godt.
– Har du feber?
– Ja, sagde mormor.
– Men din pande er kold, sagde Petra. – Da jeg havde feber, var min pande varm.
– Ja, sagde mormor. – Måske er det en anden slags feber, jeg har fået. Jeg fryser over det hele. Og jeg kan ikke få varmen, selvom jeg har dyne på.
– Vil du have noget vand?
– Ja tak, sagde mormor.
Petra gav mormor kruset med vand og satte sig på sengekanten.

*

Mormor, hvornår bliver du rask igen? spurgte Petra.
– Det ved jeg ikke, sagde mormor.
– Jeg blev hurtigt rask, sagde Petra. – Da hanen galede i morges, var min feber forsvundet. Den forsvandt af sig selv.
– Det var godt, sagde mormor.
– Forsvinder din feber også af sig selv? spurgte Petra.
– Det ved jeg ikke, sagde mormor.

*

Mormor, hvad sker der, hvis feberen ikke forsvinder af sig selv? spurgte Petra.
– Så må jeg vel blive liggende i sengen, sagde mormor.
– For evigt? spurgte Petra.
– Det håber jeg ikke, sagde mormor.
– Hvem skal så lave mad til os?
– Det gør din mor, sagde mormor.
– Men din mad smager bedre, sagde Petra. – Mor kan ikke lave sovs!
Mormor smilede. – Så må vi jo håbe, at feberen snart forsvinder, sagde mormor og lukkede øjnene.

*

Mormor faldt i søvn. Petra kiggede på hende. Mormor så faktisk meget syg ud. Hendes pande var kold. Hendes kinder var blege. Og man kunne næsten ikke høre, at hun trak vejret. Petra stod lidt og så på mormor uden at sige noget.

*

Så hørte Petra en stemme, hun straks genkendte.
– Hej med jer!
– Far, råbte Petra og skyndte sig nedenunder.
Hendes far var kommet hjem fra den meget lange fisketur. Petra løb med det samme hen og
omfavnede ham. Han gav hende et stort knus.
– Hvor har du været, far? spurgte Petra.
– Hvor mange fisk har du fanget, Simon? spurgte mor.

*

Først var jeg ude at fiske, sagde far.
– Men jeg fangede ikke en eneste fisk. Og så mødte jeg en mand, der
hedder Jesus.
– Ham vil jeg gerne se, sagde Petra.
– Han står lige udenfor og taler med min bror, sagde far.

*

Petra og hendes far gik udenfor. Der stod en mand og talte med farbror Andreas.
Det må være Jesus, tænkte Petra.
– Det er min datter, sagde far. – Hun hedder Petra.
– Det var et smukt navn, sagde Jesus.

*

Min mormor er syg, sagde Petra.
– Er hun det? sagde Jesus.
– Ja, sagde Petra. – Hun har feber. Og feberen vil ikke forsvinde af sig selv.
– Vis mig, hvor hun er, sagde Jesus.
– Kom med, sagde Petra.
Og så gik Petra og Jesus ovenpå.

*

Mormor lå stadig i sin seng med lukkede øjne. Petra lagde sin hånd på hendes pande.
Den var meget kold.
– Kan du se, hvor syg hun er? spurgte Petra.
– Ja, sagde Jesus.
– Kan du få feberen til at forsvinde? spurgte Petra.
– Måske, sagde Jesus. – Gå ned til din mor og far. Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre.

*

Petra sad nedenunder og ventede. Mor og far stod og talte sammen. De talte vist om fisk. Pludselig galede hanen udenfor. I det samme kom mormor og Jesus gående ned ad trappen.
– Mormor, råbte Petra og løb dem i møde. – Er du blevet rask?
– Ja, grinede mormor. – Jesus fik feberen til at forsvinde!
Far og farbror Andreas klappede og jublede. Men Petras mor tog det helt roligt.
– Nå, sagde hun. – Så kan han måske også trylle fem fisk frem, så vi kan få noget at spise?
– Det behøver han ikke, sagde mormor. – Jeg laver lige en sovs og bager noget brød.

*

Da de havde spist den dejlige mad, som mormor havde lavet til dem, skulle Petra i seng.
– Far skal fortælle godnathistorie, sagde Petra.
– Far sidder lige og taler med Jesus, sagde mor.
– Jeg skal nok fortælle godnathistorie, sagde mormor. Petra lå i sin seng, og mormor sad på sengekanten.
– Mormor, sagde Petra. – Var det Jesus, som fik feberen til at forsvinde?
– Det tror jeg, sagde mormor. – Men jeg ved det ikke. Måske har han særlige evner. Eller også forsvandt feberen af sig selv. Det hjalp i hvert fald, at han sad hos mig og holdt mig i hånden.

Hjalp det også, da jeg gav dig vand og aede dig på panden? spurgte Petra.
– Ja, sagde mormor. – Det betød meget for mig. Du betyder meget for mig.
– Når jeg bliver stor, så vil jeg være sådan én ligesom Jesus, der kan få feberen til at forsvinde, sagde Petra. I det samme galede hanen for tredje gang.