Nu skal du høre en historie, der handler om jul.
I byen Betlehem boede der en pige. Hun hed Sara. Sara havde en bror. Han hed Samson. Sara var 4 år gammel. Det var Samson også. Hvorfor var Sara og Samson lige gamle? Fordi de var tvillinger! De var blevet født den samme dag. Og før de blev født, lå de ved siden af hinanden inde i deres mors mave.
*
Selvom Sara og Samson så ens ud, var de også meget forskellige. Sara var god til tale. Hun talte faktisk hele tiden. Og hun forstod en masse mærkelige ord.
Det gjorde Samson ikke. Han sagde heller ikke så meget.
Til gengæld var Samson god til at bruge sin krop. Han kunne gå armgang. Han kunne klatre i træer. Og så kunne han klatre op ad… stigen!
*
Sara var bange for stigen. Selvom hun var 4 år gammel. Hun var bange for at klatre op og ned ad den.
For hvad nu, hvis hun gled og faldt ned og slog sig?
Men der var desværre ingen vej udenom.
”Du er altså nødt til at lære det,” sagde hendes mor.
”Det ved jeg godt,” sagde Sara. ”Men jeg er så bange for at falde ned. Stigen er så høj. Den går helt op til himlen!”
”Nej,” sagde mor. ”Det er altså ikke en himmelstige. Den går ikke op til stjernerne. Den går kun op til det øverste rum i huset.”
*
Det hus, som Sara og Samson boede i, lignede alle de andre huse i landsbyen.* Det var ikke særlig stort. Der var kun to rum i huset: Det øverste rum og det nederste rum. I det øverste rum sov hele familien ved siden af hinanden. I rummet nedenunder var stalden og køkkenet. Og hver gang man skulle op eller ned, skulle man bruge stigen. Der var ikke nogen trappe.
”Far,” sagde Sara. ”Hvorfor bygger du ikke en trappe? Det ville være meget nemmere for mig.”
Tvillingernes far var tømrer, så han kunne godt bygge ting af træ. Fx en trappe.
”Det har vi ikke råd til,” sagde far. ”En trappe fylder også alt for meget. Der skal jo være plads til, at vi kan tænde ild og lave mad. Og der skal være plads til oksen.”
*
Familien havde en okse. Om dagen var oksen udenfor på gårdspladsen, men om natten var den indenfor i huset. Det lyder måske mærkeligt – at så stort et dyr sover inde i huset – men sådan boede man dengang. Det var især smart, når det var koldt, for så kunne varmen fra oksen i det nederste rum stige op til den sovende familie i det øverste rum.
*
Men tilbage til det med stigen. Der var som sagt ingen vej udenom. Sara var nødt til at lære det. Hun kunne godt, når hun fik hjælp af far eller mor. Men hun turde ikke klatre alene.
”Hvordan gør du?” sagde Sara til Samson.
Samson sagde ikke noget. Men han sprang hen til stigen og kravlede lynhurtigt op ad de syv trin.
”Jeg synes, det sværeste er at komme ned,” sagde Sara.
Samson sagde ikke noget. Men en, to, tre, fire, fem, seks, syv! – så var han kravlet ned igen.
”Du er en kravlenisse,” sagde Sara. ”Det ser så let ud, når du gør det.”
Samson smilede og slog en kolbøtte.
*
”Sara og Samson,” råbte deres far ude fra gårdspladsen.
Samson og Sara løb udenfor.
”Onkel Josef kommer på besøg,” sagde far, ”og han har sin forlovede med.”
Samson så lidt forvirret ud, men Sara kunne godt huske onkel Josef. Onkel Josef var tømrer ligesom deres far. Engang havde han også boet i byen Betlehem. Men nu boede han nordpå i byen Nazareth.
”Hvornår kommer onkel Josef?” spurgte Sara.
”Jeg ved det ikke,” sagde far, ”men jeg håber, at de når frem, inden det bliver mørkt.”
”Hvad hedder hans forlovede?” spurgte Sara.
”Vi har ikke mødt hende før,” sagde far.
”Men vi har hørt, at hun hedder Maria,” sagde mor.
*
Dagen gik, solen gik ned og det blev mørkt. Det blev meget mørkt. For der var ikke noget elektrisk lys dengang.
Familien var inde i huset sammen med oksen. Far passede ilden. Mor lavede mad. Samson kravlede op og ned ad stigen og slog kolbøtter. Sara stod sammen med oksen henne ved krybben.
Hvis du ikke ved, hvad en krybbe er, så er det sådan én, som dyrene spiser af. Oksen kunne godt lide hø, så Sara havde lagt hø i krybben.**
”Hvornår kommer de?” spurgte Sara.
”Jeg ved det ikke,” sagde far. ”De burde havde været her for længe siden.”
I det samme bankede det på døren.
”Bank! Bank! Bank!”
*
Hele familien løb hen til døren. Oksen blev stående ved krybben. Far åbnede døren. Udenfor stod en mand, en kvinde og et dyr. Det var Josef, Maria og æslet.
Alle sagde hej og goddag til hinanden. Da Sara sagde goddag til Maria, fik hun øje på den store mave.
”Hvorfor er du så tyk?” spurgte Sara.
Maria smilede.
”Jeg er gravid,” sagde Maria.
”Hvor mange børn er der inde i din mave?” spurgte Sara.
”Jeg tror kun, at der er et,” sagde Maria.
”Hvornår skal du føde?” spurgte Sara.
”Snart, håber jeg,” sagde Maria. ”Det er tungt at slæbe rundt på sådan en stor mave.”
*
Josef og Maria fik noget at spise. Det gjorde æslet også. Æslet stod ved krybben sammen med oksen og spiste hø.
”Hvor må vi sove i nat?” spurgte Josef.
”Vi har desværre ikke så meget plads,” sagde far, ”men I må gerne sove ovenpå sammen med tvillingerne. Så flytter mor og jeg herned og sover sammen med dyrene.”
Josef kiggede på stigen.
”Jeg tror ikke, at Maria skal klatre op og ned ad den stige,” sagde Josef. ”Tænk, hvis hun falder og slår sin mave. Det vil gøre skade på barnet.”
”Det har du ret i,” sagde far. ”Så må I hellere sove hernede sammen med oksen og æslet.”
*
”Børn,” sagde mor. ”Nu skal I op og sove.”
Samson sprang op, løb hen til stigen og susede op ad de syv trin.
Sara trak vejret dybt… tog mod til sig… gik hen til stigen… og klatrede op!
En, to, tre, fire, fem, seks, syv! Hun klarede det! Alle syv trin. Helt selv, uden hjælp.
”Fantastisk,” udbrød Samson og blev forbavset over sig selv. Det ord havde han nemlig aldrig sagt før.
”Tak,” sagde Sara, ”men det bliver svært, når jeg skal klatre ned.”
”Gør jer sengeklar,” sagde mor. ”Vi kommer op lidt senere.”
Da Sara faldt i søvn, drømte hun, at hun klatrede på en stige, der gik helt op til himlen.
Uden at falde ned.***
*
Midt om natten vågnede Sara med et sæt. Det lød som om, der var nogen, der græd nedenunder. Sara kravlede hen til kanten og kiggede ned. Hun fik øje på Maria og Josef, som lå og sov. Men hvem var det så, der græd? Lyden kom henne fra krybben.
*
Sara var både nysgerrig og bange. Hun ville gerne se, hvad der lå i krybben. Men hun turde ikke klatre alene ned ad stigen. Sara så sig om. Mor, far og Samson lå og sov.
Sara trak vejret dybt… tog mod til sig… og klatrede ned ad stigen. Syv, seks, fem, fire, tre, to, en! Hun klarede det! Uden at falde og slå sig.
*
Sara listede hen til krybben og kiggede ned i den. Nede i krybben på et blødt lag af hø, lå der en lille bitte baby. Babyen græd med lukkede øjne og åben mund. Sara rørte ved babyens fingre. De var meget små. Så aede hun babyen på kinden. Den var meget blød.
Babyen holdt op med at græde. Det var nok fordi Sara holdt det i hånden og aede det på kinden. Babyen åbnede øjnene og kiggede på Sara.
Babyen og Sara kiggede hinanden dybt i øjnene uden at sige noget. Det var som om tiden stod stille. Det var som om, at der ikke var andre end de to i hele verden.****
*
”Tak fordi du trøstede ham,” lød en stemme.
Det var babyens mor, Maria. Hun lå og hvilede sig ved siden af krybben. Maria smilede til Sara.
”Er det en dreng?” spurgte Sara.
”Ja,” sagde Maria.
”Så har vi fået en fætter,” sagde Sara.
”Ja,” sagde Maria.
”Hvad skal han hedde?” spurgte Sara.
”Han skal hedde Jesus,” sagde Maria.
Forfatter
Jonas Lucas Christy
Sognepræst i Lindevang Kirke, Frederiksberg
Illustrator
Josephine Kyhn
Illustrator
Forfatter kommentarer
Finn Dyrhagen
Pastor emeritus
Lisbet Kjær Müller
Pastor emeritus, tidl. Lindevang Kirke, Frederiksberg
Introduktion til historien:
Det vil være oplagt i juletiden at tage udgangspunkt i den bedst kendte julefortælling, når det gælder denne aldersgruppe: den fra Lukasevangeliets beretning om rejsen til Betlehem og fødslen i stalden. En af de interessante ting, man opdager, når man nærlæser teksten, er at stalden slet ikke nævnes. Det er noget, vi læser ind i teksten, fordi vi tager udgangspunkt i nutidens måde at indrette beboelse på. Men har man været på besøg i et frilands- eller vikingemuseum, vil man vide, at også her i landet brugte vi at leve under samme tag som vore husdyr, selv de store. Meget tyder på, at det på Jesus’ tid var ganske almindeligt at bo i huse med to etager: menneskene sov på førstesalen, mens dyrene holdt til nedenunder.
I bibelteksten er det ordet “krybbe”, der får os til at tænke på en stald, for det er her, vi møder fodertruget i dag. Og ordet “krybbe” møder vi hele tre gange i juleevangeliet, hvorimod der ikke tales om “stald” på noget tidspunkt. Bemærk også, at hyrderne siger til hinanden: “Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket …”
Denne konstatering danner udgangspunktet for fortællingen om “Sara, Samson og stigen”, hvor netop stigen er et vigtigt element: dels er det den, som Sara er bange for at kravle på, dels er det den, der er årsag til, at den højgravide Maria ikke føder i soverummet: hun er ikke i stand til at kravle på stiger i den tilstand.
Og selv om noget af staldromantikken dermed forsvinder, og fortællingen bryder med krybbespils-traditionen, åbner den for nye muligheder for dramatisering, som børnene kan blive en del af.
Der er ingen konflikt mellem det gode barn i krybben og den onde verden, som ikke tog imod ham. Josefs bror er i denne fortælling ”krovært”, men kroen er ikke en kro, for ”herberg” betyder nok bare et ”gæsteværelse”. Josef er ikke vred på sin bror over, at der ikke er plads ovenpå, så de må sove nedenunder sammen med dyrene, for den højgravide Maria kan slet ikke komme derop. Pointen er ikke, at byen er afvisende, men at Jesus blev født blandt ganske almindelige (fattige) mennesker, som var gæstfri trods pladsmangel.
Samtale og afrunding:
Den historie, du lige har hørt, handler om, hvordan Gud bliver far julenat. Jesus’ mor hedder Maria og hans far hedder Josef. Jesus har også en anden far. Han hedder Gud. Derfor siger man, at Jesus er Guds søn. Fordi han både har en far på jorden – Josef – og en far i himlen: Gud.
Man kan vælge at genfortælle bebudelsen af Jesus’ fødsel, Lukasevangeliet kapitel 1, 26-38, hvor englen Gabriel fortæller Maria, at hun skal blive gravid og føde en søn, som hun skal kalde Jesus. Englen er et sendebud fra Gud, og det fremgår af fortællingen, at Guds ånd, Helligånden, skal fylde Maria, og at hendes barn skal kaldes Guds søn. For intet er umuligt for Gud.
Navnet “Jesus” var ganske almindeligt på den tid. Navnet betyder: “Gud hjælper”, og i parallelberetningen i Matthæusevangeliet (kap. 1, v. 21) siger englen: “du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra dets synder.”
Her er det tvillingerne Samson og Sara, der oplever, at Jesus bliver født – og på en eller anden måde vender denne begivenhed op og ned på deres liv: Sara opdager, at hun alligevel godt kan klare stigen – uden hjælp – og Samson opdager, at han godt kan bruge ord, han aldrig har brugt før.
I fortællingen er det stigen der forbinder husets to etager. Og stigen er anledning til at tale med børnene om frygt og forventning. Vi er ikke bange for det samme? Hvorfor er Sarah bange? Bange for at slå sig? Hvad får hende til at overvinde sin frygt? Glæden er belønningen – hun trøster den nyfødte, hun får ros og får en lille ny fætter. Måske kan børnene fortælle om det at få et nyt barn i familien. Eller om forventning – opfyldelse eller skuffelse.
Stigen er også noget mere. Sara drømmer om en stige, der går helt op til himlen – og når helt ned på jorden. Den stige hører vi om i andre sammenhænge: både i Grundtvigs smukke julesalme: “Velkommen igen, Guds engle små” (nr. 99 i Salmebogen), hvor det hedder i v. 7: “Da vandre Guds engle op og ned / på salmens tonestige”, og i Johannesevangeliet kapitel 1 siger den voksne Jesus til sine disciple: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”, altså over ham selv.
Sådan som Sarah julenat steg ned og ser hele universet i dette barns øjne. Dette barn er et tegn på, at alle nyfødte i hele verden har Guds ånd og er Guds børn.
****
Andre fortællinger
Den anden julefortælling (Matthæusevangeliet 1,18-25)
Fortælling og samtale: Det kan være svært at forstå, at vi har to så forskellige fortællinger i vores Bibel om, hvordan det gik til, da Jesu blev født. Men det hænger sammen med, at man efter Jesus’ opstandelse blev ved med at fortælle om ham på nye måder. Forfatteren til Matthæusevangeliet lægger hele vægten på, at Gud er Jesus’ far ved at fortælle om hans undfangelse ved Helligånden. Men det var ikke nok for forfatteren til Lukasevangeliet, han udfyldte et tomrum ved udførligt at fortælle om Josef og Maria, deres rejse fra Nazaret til Betlehem og om fødslen der. – Hvad ved du om din egen fødsel?
Afrunding: Det vigtigste ved julefortællingerne er, at Gud besluttede sig for at blive et menneske, ligesom en af os. Det var den allerbedste måde at vise os, hvor meget han elsker os – lige sådan som vi er, også indeni.
****
Aktiviteter: