Ester og det lille lam

Nu skal du høre en historie, der handler om godt og ondt.

I en lille by nord for byen Nazareth boede der en pige, der hed Ester. Ester var 6 år gammel.

En dag gik Ester ud for at lege med de andre børn. De legede gemmeleg, og det var sjovt. Pludselig kom to drenge op at slås. Den ene dreng var meget større end den anden. Den store dreng slog den lille dreng på næsen. Den lille dreng fik næseblod og begyndte at græde.

*

– Hold op med det, råbte Ester.
– Han var selv ude om det, sagde den store dreng.
– Det er tarveligt at slå på nogen, der er mindre end én selv, sagde Ester.
– Men han drillede mig, sagde den store dreng.

Ester kiggede på den lille dreng.

– Er det rigtigt? spurgte hun.

Den lille dreng snøftede og nikkede.

– Det er forkert at drille, og det er forkert at slå, sagde Ester til de to drenge. – Nu skal I to sige undskyld til hinanden.

*

De to drenge gav hinanden hånden og blev gode venner igen. Ester og de to drenge legede sammen. De andre børn ville også være med.

– Alle må være med, sagde Ester. – Det er ikke ok at holde nogen udenfor.

Mens børnene var godt i gang med at lege, stak Esters far hovedet ud af døren og kaldte på hende.

– Ester! Kom lige!
– Jeg kommer tilbage om lidt, sagde Ester til de andre børn.

*

Esters far var pottemager. En pottemager arbejder med ler, og Esters far var god til at lave krukker. Esters mor var god til at male mønstre på krukkerne. Når de havde lavet en lerkrukke, skulle den brændes i ovnen. Krukken kunne godt tåle at blive brændt. Det gik den ikke i stykker af. Når en krukke var blevet brændt, kunne den bruges til at hente vand fra brønden.

Esters far lavede mange krukker. Og Esters mor malede dem alle sammen. Krukkerne var flotte, og de skulle sælges på markedet.

*

Da Ester kom ind i huset, sagde hendes far:

– Du skal hjælpe os med noget. Vi mangler brænde til ovnen. Gå ud i skoven og hent så mange kviste og grene, som du kan bære.
– Øv, sagde Ester. – Jeg skulle lige til at lege gemmeleg med de andre børn.
– Det er godt at gøre, som ens forældre siger, sagde Esters mor. – Det ved du godt, ikke?

Ester nikkede. Jo, det vidste hun godt.

*

Esters mor havde flettet en kurv af siv, som man kunne bruge til at bære brænde i. Kurven havde stropper, så man kunne bære den på ryggen. Ester løftede kurven og tog den på. Ligesom en skoletaske. Da hun vendte sig for at gå ud ad døren, ramte sivkurven en lerkrukke. Lerkrukken faldt på gulvet og gik i stykker.

– Åh, nej, råbte Esters mor.
– Undskyld, sagde Ester.
– Den krukke var kostbar, sukkede hendes far.
– Det var ikke med vilje, sagde Ester.
– Det ved vi godt, sagde hendes far og mor.

Ester kiggede på de mange små potteskår.
– Kan den ikke sættes sammen igen? spurgte hun.
– Nej, sagde hendes far.

*

Ester var ked af, at hun havde ødelagt krukken. Hun følte, at hun havde gjort noget forkert. Også selvom det ikke var med vilje.

– Jeg ville ønske, at det ikke var sket, sukkede Ester og fik tårer i øjnene.

– Ja, sagde hendes far. – Men sket er sket. Du kan ikke gøre det om. Men du kan gøre det godt igen ved at gå ud i skoven og hente kviste og grene.

Ester tørrede sine øjne og smilede. Så gik hun hen til skoven med sivkurven på ryggen.

*

Ude i skoven lå der mange kviste og grene på jorden. En fugl sad i et træ og fløjtede. Ester satte sivkurven på jorden og gik straks i gang med at samle brænde. Alt det, hun samlede, lagde hun i sivkurven. Da sivkurven var fyldt til randen, tog hun den på ryggen. Hun skulle lige til at gå hjem igen, da hun hørte en lyd:

– Mæh!

Lyden kom længere inde fra skoven.

– Det lyder som et lille lam, tænkte Ester.

*

Ester fulgte lyden og gik længere ind i skoven. Hun kunne høre, at hun kom tættere på, for lyden blev højere og højere:

– Mæh! Mæh!

Pludselig kom Ester til en lysning i skoven, hvor der lå en masse sten. Imellem stenene stod der et lille lam og lavede lyde. Ester kunne se, at dets ene ben sad i klemme mellem stenene.

– Nu skal jeg hjælpe dig, sagde Ester til det lille lam.

*

Det lille lams ben sad godt fast. Det var svært at få det fri. Ester svedte og brugte alle sine kræfter. Til sidst lykkedes det! Hun fik befriet det lille lam. Det var godt, tænkte Ester. Det lille lam slikkede hende på kinden med sin varme tunge. Det kildede.

– Nu kan du løbe hjem til din familie, sagde Ester til det lille lam.

Men det lille lam løb ingen steder. Det kiggede bare på hende. Så forstod Ester, at det lille lam ikke kunne gå. Måske var benet brækket?

*

Hvad skal jeg dog gøre? tænkte Ester. Hvis jeg lader det lille lam blive alene ude i skoven, så bliver det spist af et rovdyr, når mørket falder på. Det ville være ondt og sørgeligt. Det bedste ville være, hvis jeg kunne bære det lille lam hjem. Men jeg kan ikke bære både brændet på ryggen og lammet i mine arme.

Ester ville gerne gøre det rigtige. Hun ville gerne komme hjem med en masse brænde, for så blev hendes forældre glade. Men hun ville også gerne hjælpe det lille lam. Og hun kunne ikke gøre begge dele. Hun måtte vælge.

*

Ester gik hen til sivkurven. Hun løftede den og vendte den på hovedet. Alt det brænde, som hun havde samlet, faldt ud. Nu var sivkurven tom. Ester gik hen til det lille lam. Hun bøjede sig ned og løftede det op. Så satte hun det lille lam ned i sivkurven.

– Nu går vi hjem til mig og giver dig en forbinding på benet, sagde Ester.

– Mæh, sagde det lille lam.

Ester tog sivkurven på ryggen og gik ud af skoven.

*

På vej ind til byen tænkte Ester på, hvad hendes mor og far ville sige, når hun kom hjem uden brænde til ovnen. Ville de blive sure på hende? Ville de sige, at hun havde gjort noget forkert? Ester følte, at hun havde gjort det rigtige. Hun følte, at hun havde gjort noget godt. Men hun var ikke sikker. Bare jeg ikke får skældud, tænkte Ester.

*

Da Ester nærmede sig huset, fik hun øje på sin mor og far. De stod og ventede på hende. Ester kunne ikke se, om de var sure eller glade. Da hendes forældre fik øje på hende, løb de hende begge to i møde og omfavnede hende.

– Vi har været så bekymrede og bange, sagde hendes mor.

– Det tog så lang tid, sagde hendes far. – Vi troede, at der var sket noget med dig.

– Jeg har det godt, sagde Ester. – Og se hvad jeg har fundet ude i skoven! Men jeg kunne ikke både bære brændet og det lille lam …

*

Esters far og mor blev ikke sure. De var glade for, at Ester havde reddet det lille lam.

– Det var godt gjort, min pige, sagde hendes far. – Nu går jeg ud og henter det brænde, som du havde samlet. Så kan vi få ild i ovnen og brænde nogle flere krukker.

– Jeg laver en forbinding til det lille lams ben, sagde hendes mor. – Og så skal vi finde ud af, hvor det bor.

– Jeg går ud og leger med de andre børn, sagde Ester.

En fortælling om GODT OG ONDT til børnehavebørn (3-6 år) inspireret af Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 12-14.

Vi har desuden udviklet et gudstjeneste-format på baggrund af forællingen om ‘Ester og det lille lam’, og her kan du læse mere og downloade materiale til gudstjenesten.