Laban, Lea og lagenet

Nu skal du høre en påskehistorie:
Den handler om to børn, der hedder Laban og Lea. Den handler også om et lagen. Derfor hedder historien Laban, Lea og lagenet.
Laban og Lea var tvillinger. De var født på den samme dag. Laban og Lea var lige fyldt 5 år.

*

Tvillingerne havde en far. Han hed Josef. Ligesom Jesus’ far. Jesus’ far kom fra byen Nazaret, men tvillingernes far kom fra en anden by. Han kom fra byen Arimatæa. Det er svært at sige, også for voksne: Ari-ma-tæ-a. Så han blev bare kaldt Josef A. Hvis han havde været fra København, havde han heddet Josef K.
Josef A. boede i en anden by end den lille by, han var født i. Josef A. boede i den store by Jerusalem sammen med sine to børn, Laban og Lea. Josef A. havde mange penge. Når man er meget rig, kender
man mange mennesker, for mange mennesker vil gerne kende én, der er meget rig. Josef A. kendte guvernøren, Pontius Pilatus. Han kendte også Jesus.

*

Laban og Lea havde meget legetøj, fordi deres far havde mange penge. Han gav dem næsten alt, hvad de pegede på, men Laban og Lea gad ikke at lege med deres legetøj. De ville hellere lege hule.
Laban og Lea elskede at lege hule. Hulen skulle være hyggelig og mørk. Så de skulle bruge et tæppe, en dug eller et lagen. Tæpperne var for tykke, dugen måtte de ikke bruge, men deres far gav dem
lov til at låne et lagen. Et stort, hvidt lagen.
Da Laban og Lea havde bygget hulen, satte de sig ind i den.
– Ræk mig rosinerne, sagde Laban til Lea.
– Stik mig noget slik, sagde Lea til Laban.
De hyggede sig i hulen.

*

Men pludselig kom deres far og sagde: – Jeg skal bruge
lagenet.
– Øv, sagde Laban og Lea i kor. – Hvad skal du bruge det til?
– Jeg skal bruge det til at begrave en mand, der er død.
– Hvem er død? spurgte Laban.
– Det er Jesus, svarede deres far.
– Det er sørgeligt, sagde Lea.
– Ja, sagde Josef A. – Det er meget sørgeligt. Han var min ven. Jeg ville ønske, at han ikke var død. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget. Men det eneste, jeg kan gøre, er at give ham en ordentlig begravelse. Og derfor skal jeg bruge lagenet.
– Må vi komme med? spurgte tvillingerne.
– Nej, sagde deres far, tog lagenet og gik ud ad døren.

*

Laban og Lea listede efter deres far. Det måtte de ikke. Men de gjorde det alligevel.
– Han må ikke se os, sagde Laban.
– Eller høre os, hviskede Lea.
Deres far gik ud af byen. Han gik hen til en bakke. På bakken stod der tre kors.
Der hang to mænd, én på hvert kors, men det midterste var tomt. Foran det lå der en mand på jorden, og ved siden af stod der nogle soldater. Manden på jorden bevægede sig ikke.
– Han er død, sagde Laban.
– Det er Jesus, sagde Lea.

*

Josef A. gav soldaterne en pose penge. Han gav dem også lagenet. Soldaterne rullede den døde mand ind i lagenet. Så løftede de den døde Jesus op på deres skuldre og begyndte at gå. Josef A. gik forrest. Soldaterne gik bagved. De gik ikke ind til byen. De gik hen imod nogle klipper, som lå lidt længere væk. Laban og Lea listede efter. De kom hen til klipperne. Der var en hule. Deres far og soldaterne bar Jesus ind i klippehulen. Lea og Laban blev udenfor. De gemte sig bag en stor sten.
– Jeg kan ikke se, hvad de laver, sagde Laban. – Skal vi snige os tættere på?
– Nej, hviskede Lea. – Så opdager de os bare. Se, nu kommer de ud igen!

*

Josef A. og soldaterne kom ud af klippehulen. De stod lidt og så sig omkring. Så fik de øje på den store sten, som Laban og Lea gemte sig bagved. Josef A. pegede på stenen, og soldaterne begyndte at gå hen imod tvillingernes gemmested.
– Skynd dig, sagde Laban. – Vi må væk!
– Vi gemmer os i busken derovre, hviskede Lea.

*

Laban og Lea gemte sig i busken. De blev ikke opdaget. Soldaterne skubbede den store
sten hen foran indgangen, så man ikke kunne komme ind i klippehulen. Så gik de tilbage til
byen. Det gjorde Josef A. også. Laban og Lea kravlede frem fra deres skjulested.
– Jeg vil se, hvad der er inde i hulen, sagde Laban.
– Men vi kan jo ikke flytte stenen, sagde Lea.
– Øv, sagde Laban. – Hvad så med lagenet?
– Det får vi nok aldrig igen, sagde Lea.
Og så traskede tvillingerne tilbage til byen.

*

Næste dag var det lørdag. Og dagen efter var det søndag.
Søndag morgen sagde Laban til Lea:
– Skal vi lege hule?
– Det kan vi godt, sagde Lea. – Men vi har ikke noget lagen.
– Nå, nej, sagde Laban.
– Vi kan gå ud til klippehulen, sagde Lea.
– God idé, sagde Laban.

– Hvor skal I to hen? spurgte deres far, da de gik ud ad døren.
– Vi skal bare ud at lege, sagde Laban og Lea i kor.

*

Da tvillingerne kom ud til klippehulen søndag morgen, var stenen rullet væk fra indgangen til graven.
– Hvem mon har gjort det? sagde Laban.
– Det ved jeg ikke, sagde Lea.
Børnene gik ind i klippehulen.
– Hvor er her mørkt, sagde Lea. – Vi skulle have taget en lygte med.
– Se, der ligger noget på gulvet, sagde Laban.
– Det er lagenet, sagde Lea.
– Hurra, sagde Laban. – Så kan vi lege hule igen.

*

Tvillingerne gik ud af klippehulen.
– Se, sagde Laban. – Solen skinner.
– Hør, sagde Lea. – Fuglene synger.
Og så gik tvillingerne hjem igen.

*
På hjemvejen mødte Laban og Lea to kvinder.
– Hej, sagde Laban.
– Hvad hedder I? spurgte Lea.
– Jeg hedder Maria M., sagde den ene kvinde.
– Jeg hedder bare Maria, sagde den anden kvinde.
– Vores far hedder Josef A., sagde Laban.
– Men vi kalder ham bare Josef, sagde Lea.

*

Hvad er det, I har der? spurgte den ene Maria.
– Det er et lagen, sagde Laban.
– Hvor har I fundet det? spurgte den anden Maria.
– I en klippehule, sagde Lea.
– Men det er vores lagen, sagde Laban. – Vi bruger det, når vi leger hule.
– Vores far brugte lagenet i fredags, forklarede Lea. – Han skulle begrave en død mand.
– Den døde hed Jesus, sagde Laban. – Kender I ham?
Maria og Maria kiggede på hinanden og smilede.

*

Hvorfor smiler I? spurgte Lea.
– Fordi vi er glade, sagde den ene Maria.
– I fredags var vi kede af det, men nu er vi glade, sagde
den anden Maria. – Og det skal I også være.
– Hvorfor det? spurgte Laban.
– Fordi den mand, som jeres far begravede i fredags, er blevet levende igen.
– Det lyder lidt uhyggeligt, sagde Lea.
– Det er det ikke, sagde den ene Maria. – Det er glædeligt.
– Hvor er han så henne? spurgte Laban og så sig omkring.
– Han er ikke her, sagde den anden Maria. – Men vi har lige mødt ham. Måske møder I ham også på vej hjem?

*

Laban og Lea, sagde Josef A., da tvillingerne kom ind ad døren. – Hvor har I dog været?
– Far, far, vi har mødt Jesus, råbte Laban og Lea i kor.
– Hvad siger I? udbrød Josef A. – Det kan ikke passe. Jeg begravede ham i fredags. Og han var
stendød.
– Ja, far, det ved vi godt, sagde Laban. – Vi fulgte efter dig.
– Selvom vi ikke måtte, sagde Lea. – Undskyld.
– Har I været ude ved graven? spurgte deres far.
– Ja, sagde Laban. – Se, her er lagenet.

*

Josef A. stirrede på det hvide klæde.
– Det var mærkeligt, mumlede han.
– Det mest mærkelige var, at vi mødte ham på vej hjem, sagde Lea.
– Mødte I ham? spurgte Josef. – Sagde han noget?
– Ja, sagde Laban. – Han sagde “Godmorgen”.
– Så det gjorde vi også, sagde Lea. – Kom, Laban, lad os bygge en hule med lagenet.