Faglighed i kirkens børnearbejde
Vi vil med dette projekt styrke fagligheden i kirkens børnearbejde. Det er en yderst betroet og vanskelig opgave at være kirke for børn, og ofte lader vi – især som præster – intuitionen være rettesnor. Vi er yderst velbevandrede i at drive teologi, især for voksne. Vi ved, hvad det er at skrive en prædiken eller gennemføre [eller stå for?] en kirkelig handling. Her er der en fast form og en tradition at gå ind i. Men præsters uddannelse inden for pædagogik er ikke imponerende. Vi vil med dette materiale gerne skabe et teologisk/pædagogisk værksted for alle, der arbejder med børn i kirken. Børn skal opleve, at de har betydning, og at de er de kloge og bliver taget alvorligt – især i kirken.
I dette materiale er der bevidst taget hensyn til barnets alder, både når det gælder den fysisk/psykiske udvikling og den åndelige. Vi opererer med fire aldersgrupper:
Til hvert alderstrin er der udarbejdet: Nye bibelhistorier, sange/rim og remser, musik, bønner, og korte artikler om barnets udvikling: psykologisk, kommunikativt og åndeligt. De nye bibelhistorier har fire temaer: Jul – Påske – Tro – Godt og ondt.
Målet er at skabe et narrativ i kirken for børnene, som de ikke kun kommer til at kende til, men som de fornemmer, at de selv er en afgørende del af.
To grundprincipper
Udgangspunktet for dette projekt er disse to grundtanker:
- Gud møder vi i Det Nye Testamente. Det er her, vi møder kærlighedens ophav, Jesus’ far. I Det Gamle Testamente møder vi andre billeder af Gud, som alt for nemt “stjæler billedet” fra den kærlige far, som Jesus forkynder. Derfor er det nødvendigt med en bevidstgørelse af, hvordan vi forkynder for børn i kirken, så de ikke går herfra med en forkert opfattelse af den Gud, vi tror på.
- Der er – og skal være – forskel på, hvordan vi taler om Gud med 3-årige og med 12-årige – og med 23-årige for den sags skyld. For mange kirkelige undervisere er det en selvfølgelighed, men for de fleste bygger denne selvfølgelighed mere på en mavefornemmelse end på en bevidst pædagogik. Det vil vi gerne ændre på. Forholdet til Gud skal være i bevægelse fra barn til voksen. Vi kalder det ”teologisk progression”. Det vil sige, at fortællinger – bønner/fordybelse – sange/salmer – udfolder sig op gennem barndommen i takt med barnets udvikling. Læs om “Barnets udvikling” under hver aldersgruppe.
Gud møder vi i Det Nye Testamente
De fleste børn hører historierne om Skabelsen, Noas ark og Babelstårnet i skolen. Ofte er det også disse historier, der danner rammen om børnegudstjenester, fordi de er dramatiske og indeholder nogle gode visuelle elementer. Men spørgsmålet er, hvad disse historier siger om den kristne Gud. En gud der skaber verden på seks dage, en gud, der slår alle mennesker ihjel undtagen Noa og hans familie, og en gud, der ikke ønsker, at de forskellige folkeslag skal kunne tale sammen. Disse fortællinger tegner et andet billede af Gud end det, der kommer til udtryk i forkyndelsen af Jesus i Det Nye Testamente.
I projektet Børn i kirken begynder vi med Jesus. Ikke med de ti bud, men med næstekærlighedsbuddet. Børnene vil med det samme møde den opstandne og hans budskab. De skal ikke opdrages til lydighed mod de ti bud, men med Ånden fra Ny Testamente. De vil møde en kærlighedshistorie og med alderen lære om den frihed og det ansvar, som ligger gemt i fortællingerne. Der er en stigende bevidsthed om, at børn lærer gennem historier. De hjælper dem dels til at forstå den verden, som de vokser op i, dels med at bearbejde de erfaringer, som de dagligt gør sig.
Kernebudskabet er:
- Gud er kærlighed: Gud er Jesus’ og din kærlige far
- Kærlighed tvinger aldrig: Guds afmagt er større end nogen anden magt, jf. 1 Kor 1,18-25
- Gud er altid nærværende, og hans kærlighed er uopslidelig: jf. 1 Kor 13
Udgangspunktet for bibelfortællingerne i dette materiale er derfor Det Nye Testamente. Det er et bevidst valg, som gør alvor af, at Det Gamle Testamente kun er en del af den kristne Bibel i en kristen tolkning. I sig selv er det en jødisk bog, og det skal vi i dag med den viden, som vi har, respektere. Det Gamle Testamente kan vente til senere.
Det er en forudsætning for dette materiale, at børnene fra begyndelsen (vuggestue og børnehave) fortælles ind i, at Gud er Jesus’ far. De er elskede, og Gud passer på dem, ligesom deres mor og far gør. Der skal ikke være tvivl om, at Gud er kærlighed, og at vi elsker, fordi han elskede os først. Og der skal ikke sås tvivl om Guds kærlighed, fx ved at fortælle om en Gud, som straffer de onde og belønner de gode eller lign. Dette er “julemandsteologi”, som ikke hører hjemme i kirken. Guds kærlighed er stærkere end retfærdighed – eller bedre: Guds kærlighed er en ny overraskende retfærdighed. Derfor betyder retfærdighed noget andet i kirkens rum end ude i samfundet, hvor retfærdighed næsten altid handler om millimeterretfærdighed – den gammeltestamentlige retfærdighed, der siger: “Øje for øje, tand for tand”. Dette gjorde Jesus på det kraftigste op med (Matt 5,38-42).
Teologisk progression: Hvad? Hvorfor?
Teologisk progression hænger nøje sammen med, at vi i dette inspirationsmateriale begynder i Det Nye Testamente. Det er vores udgangspunkt, at Gud er Jesus’ nådige og tilgivende far, og vi vil ikke spilde vores tid eller bebyrde børnenes tanker og sind med en streng og straffende Gud, som de højst sandsynlig aldrig kommer videre fra, fordi de mister interessen, koncentrationen, og som de så måske derfor, forståeligt nok, vælger at kassere.
Børnene skal vokse op i en bevidsthed om at være elskede. Når de går ind i kirkens rum, skal der ikke være tvivl om, hvem eller hvad Gud er. Gud er i kristendommen Jesus’ far. Op gennem barndommen udvikles forholdet til Gud. De små børn skal fortælles/synges ind i en historie, hvor Gud passer på os, ligesom mor og far.
De større børn skal lære selv at arbejde med. Hvor det hidtil har heddet: Nu skal I bare høre! Tager dette materiale udgangspunkt i børnene selv, og det hedder: Nu skal du bare spørge! Børnene skal føle, at de har betydning, og allerede i 8-9-års alderen har de et sprog, hvor de begynder at sætte spørgsmålstegn ved Guds almagt. Gud kan ikke vække deres døde kat eller hund til live igen, når den er død. Gud kan ikke trylle.
Det umiddelbare forhold til Gud begynder at vakle, for enhver kan se, at livet er uretfærdigt. Det er ikke kun et kæledyr, der ikke kan vækkes til live. Børnene vil møde sygdom og død og spørge: hvorfor? Hvor er den kærlige Gud?
Det kan vi som voksne ikke bare svare på. Men vi kan skabe et rum, hvor børnene har lov til at spørge og forvente at blive hørt. Det er her de nye bibelhistorier kommer i centrum som samtalepartner. Jesus er centrum i fortællingerne, og med Jesus kom Guds sårbarhed ind i verden.
Bibelhistorierne vil stadig holde fast på, at Gud er Jesus’ far og nu helt bevidst set fra sønnens vinkel, set med Jesus’ blik. Det er kun barnet, der kan sige, hvordan forældrene er som forældre. Det er kun sønnen Jesus, der kan sige, hvordan Gud er som far. Det er omdrejningspunktet i teologisk progression.
I lignelsen om den fortabte søn er faren magtesløs i forhold til sine to sønner, fordi kærligheden ikke bruger rå magt, men det gør ikke kærligheden mindre: faren bliver ved med at elske dem, nu med smerte, lidelse, ligesom Jesus til sidst på korset. Sådan er Gud. Gud er ikke perfekt, men Gud er kærlig. Synd og skyld og skam transformeres til smerte, lidelse og nyt liv. Der er altid liv i smerten. Og kærligheden bliver hård, uden nåde, når den[??] møder ukærligheden, sådan som de to sønner måtte opleve det.
Det er denne bevidsthed om, at alt levende er sårbart, som børnene ikke skal miste, når de bliver voksne. De skal have fået ind under huden, at det hører med til at være et levende menneske at være sårbar, at Gud selv er sårbar, ja, legitimerer sårbarheden.
For jo ældre barnet bliver, des mere skal det lære at klare sig selv, være robust og leve op til samfundets krav. Det mister med tiden sin umiddelbare sårbarhed, og des vigtigere er det, at sårbarheden italesættes, og at der skabes en bevidsthed om at være sårbar som en forudsætning for at leve et voksenliv.
I kirken kan børnene tale frit om alt det, der optager dem, både liv og død. Her er det en selvfølge at tale om det, der er større end os, det vi er magtesløse over for, det vi ikke kan måle og veje. Men som ikke desto mindre er fundamentet for at leve. Det mystiske, de inderste livgivende kræfter, som vi ikke forstår og ikke kan indfange i et mikroskop.
Et af målene er, at børnene vokser op med en bevidsthed om, at kristendom og naturvidenskab ikke er modsætninger, men supplerer hinanden, og i kirken arbejder vi med det, vi ikke altid kan se med det blotte øje, men som ikke desto mindre er grundlaget for vores liv med hinanden. Vi kan se kornets vækst på marken, men vi forstår ikke de inderste livgivende kræfter. Er vi bare overladt til naturens kræfter? Nej, siger Jesus, Gud er på livets og de levendes side i kampen mod alle de livsødelæggende kræfter, og derfor kan vi også være det. Kærligheden er stærkere end døden.
Jesus fik mennesker til at vokse, trække vejret frit i det nye forhold til Gud som en kærlig far. Vi er noget mere, og Jesus åbner i sine fortællinger vores øjne for, hvad det betyder at være i et fællesskab, tage hensyn til andre, at vi er hinandens liv. At vi vokser op i et universelt fællesskab. At vi lever i denne vanvittige og vidunderlige verden, og at vi kun har dette ene liv med hinanden, hvor vi ikke behøver at frygte døden, fordi vi også i den skal møde Kristus, og han vil føre os til sin far, Gud i himlen. Og himlen er ikke geografi. Det er bevidsthed om et godt sted – et sted uden tårer – ligesom det engelske ”heaven” (i modsætning til det engelske “sky”).
Kirkerne skaber gennem babysalmesang, børnegudstjenester, spirekor og minikonfirmand et rum, hvor vi mødes under en højere himmel. Der skabes en bevidsthed om noget uden for os, der er større end os, og som vi er fælles om. Det er større end os, og samtidig ikke langt væk, men også helt tæt på, inden i os hver især når vi trækker vejret: Guds livgivende ånde.
Teologisk progression kan ikke tænkes uden kroppen. Kroppen er udgangspunktet for børns oplevelser, og den udvikler sig selvfølgeligt i takt med barnets alder. Børnene skal høre og føle, at deres krop er kostbar og sårbar, og at de derfor skal passe på sig selv og hinanden. Kroppen er ifølge Paulus som et tempel for Guds kærligheds ånd.
Musikken, sangene og bønnerne vil følge barnets udvikling og vil nok blive det sted, hvor sårbarheden bliver ved med at være det centrale. For her røres vi og bliver berørt uanset alder. Det bliver aldrig en selvfølge ”selv at føle morgen i sjæl og krop”, som vi synger det i Jakob Knudsens salme: ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Derfor er det vigtigt, at bibelhistorierne ikke står alene, men at også musikken hører med. Musikken kan skabe et rum for det fælles åndedrag, og sange og bønner giver os et sprog for det, som vi ikke kan sige os selv – men som vi heller ikke kan undvære. Læs mere om “Musik og bevægelse” under hver aldersgruppe.
Lignelsen om de fortabte sønner – et eksempel på teologisk progression
Jesus fortæller lignelsen om de fortabte sønner (og ikke bare “den fortabte søn”) i Lukasevangeliet kapitel 15, vers 11-32. I løbet af fortællingen forandres billedet af Gud, alt efter om vægten lægges på den yngste bror, den ældste bror eller faren. Når lignelsen bruges i kirkens forkyndelse, kan man tage sit udgangspunkt på forskellig vis, alt efter børnenes alder:
1-3-årige. Grundkonflikt: Nærhed – afstand Den største trussel for et barn er angsten for at blive forladt. Vægten lægges derfor på nærhed, på faren, der tager imod sin yngste søn. Sådan er Gud. Gud passer på dig og mig og far og mor. Læs mere om aldergruppen her.
3-6-årige. Grundkonflikt: Krop – risiko Den yngste søns liv i det fremmede er farligt. Hvad sker der med ham? Mæthed og sult, kærlighed og had, godt og ondt, rigtigt og forkert. Den yngste søn vender hjem, hvad tænker han om sin far? Hans far opfører sig helt anderledes, end han forventer. Faren omfavner ham, elsker ham. Gud er den, der tager imod – tilgiver – heler – velsigner. Læs mere om aldersgruppen her.
6-9-årige. Grundkonflikt: Kontrol – kaos Den største trussel er frygten for ikke at kunne klare sig selv. Her lægges vægten på den ældste søn. Kan han klare sig selv? Hvorfor bliver han vred på sin far? Og misundelig på sin lillebror? Hans ståsted i fællesskabet – eller mangel på samme. Følelsen af at være udenfor. Identitetskrise. Dialogen med faren. Er Gud til at tale med? – Mulighed for at udvikle nyt selvbillede og selvforståelse. Venskab og fællesskab. Læs mere om aldersgruppen her.
9-12-årige. Grundkonflikt: Autonomi – afhængighed De to brødre og deres far – et trekantsdrama. Ståsted og bevægelse. Dan dit eget forhold til Gud. Hvad betyder det for dit forhold til andre og til dig selv? Hvad er vi herre over? Hvad er vi ikke herre over? Skyld – skam – tilgivelse. Dilemmaspil. Læs mere om aldergruppen her.
En lignelse som den om de fortabte sønner kan godt høres som en transformation, når det er Jesus, der fortæller den. Begge sønner tænker i retfærdighed og dermed i synd og skyld og skam. Den yngste angrer, er klar over, at det er forargeligt, hvad han har brugt sin arv til, og at det vil være retfærdigt, hvis hans far kræver ham til regnskab, men det gør faren ikke. Sønnen har ikke forstået sin far, ikke forstået kærlighedens væsen.
”Mens han endnu var langt borte”, står der. Faren så ham, før han så sin far, ventede på ham – mon ikke, der skete noget i den yngste søn, da han blev så kærlig modtaget, mon ikke det gjorde ondt? Men også godt. Synden og skylden blev til smerte, og da så den ældste søn opdager, at deres far ikke gør forskel, så føler han sig uretfærdigt behandlet. Det er hans smerte og lidelse, at han føler sig forfordelt.
Lignelsen er også blevet kaldt lignelsen om den gode far. Men faren kan intet gøre, han prøver, men må vente på, at sønnerne forhåbentlig finder ud af det. Det er kærlighedens smerte, som vi også kender fra vores eget liv. Kærligheden tvinger ingen, og Jesus holder fast i, at det gør Guds fader-vilje derfor heller ikke.
Lignelsen om de fortabte sønner fortæller derfor heller ikke, hvad der sker med de to børns forhold til hinanden. Det er tilhørerne selv, der må arbejde videre. Det er en øjenåbner, at Gud ikke gør forskel. Det betyder, at forskellene forklares på andre måder, at det kan være en smerte at se forskelle, en lidelse at føle dem på egen krop. Det er ikke Gud, der gør forskel. Gud er ånd. Gud er kærlighed, og 1. Korintherbrev kapitel 13 er nok den ældste teologiske udfoldelse af kærlighedens mysterium.
Konklusion
‘Børn i kirken’ vil være med til at give børnene nogle pejlemærker, så de kan færdes i deres barndoms land med de skuffelser og tab på det personlige plan, som de ikke kan undgå at komme til at opleve. Både børn og voksne har brug for at møde andre måder at reagere på end de naturlige overlevelsesinstinkter eller længslen efter retfærdighed. Der er brug for at kunne gå ind i relationer, der ånder af forsoning og tilgivelse. Ikke retfærdighedens lige for lige, men kærlighedens lige for lige, sådan som Jesus har lært os at leve i forhold til Gud og de andre.
Det skal ikke bare forkyndes, det skal leves; det skal vi handle på, så det bliver virkelighed. Inspirationsmaterialet vil gerne hjælpe børnene med at drage de etiske konsekvenser af at vide sig elsket af Gud, nemlig at der er en uløselig forbindelse mellem at vide sig elsket og selv at elske. Vi skal give den kærlighed videre, som vi altid allerede har fået af Gud. I Det Nye Testamente klippes den patriarkalske nerve over, og det enkelte menneske kan nu uanset køn, etnicitet, status og alder forholde sig til den Gud, Jesus har lært os at kalde far og bede til i Fadervor.
Litteraturliste:
Friedrich Schweitzer: “Barnets ret til religion” (Eksistensen 2006) er en fin, lille bog, der præcist og klart argumenterer for, at vi aldrig må lade børnene lide under de voksnes religionsforskrækkelse, der som regel skyldes, at den voksne ikke selv har oplevet troens vækst, men pga. manglende følgeskab i opvæksten har kastet troen ud sammen med den trehjulede cykel. Børn har ret til at møde en tro og stille de spørgsmål, som troen altid stiller.
Gianni Vattimo: “Jeg tror at jeg tror” (Anis 1999) om “den svage tænkning”, om hvad den kristne arv kan betyde for en nutidig, postmetafysisk filosofi, om Gud som afmægtig – for de “halvtroende”.
