Køn i det kirkelige arbejde med børn

Der er ingen tvivl om, at den introduktion, vi får til Bibelen som børn, former vores syn på, hvad Bibelen er for en størrelse, og om den overhovedet taler til os, og at den dermed også er med til at forme vores tro. Den norske professor i GT Ingunn Aadland har derfor lavet en analyse af Det nye Testamente i nyere norske børnebibler for at se på, hvor meget og på hvilken måde kvinder er repræsenteret i dem. Aadland har bl.a. undersøgt, hvilke tekster man vælger at præsentere børnene for, og her går nogle tendenser klar igen: – dels en marginalisering af kvinder, der fx betyder, at indholdsfortegnelsen ofte ikke rummer kvindenavne, men udelukkende Noa, Jesus, Lazarus og andre mænd, og at man for at forsimple historierne skriver kvinderne ud og nøjes med at fortælle om disciplene. – dels at de kvinder, der så er med, er ydmyge kvinder, der har brug for tilgivelse. Kvinderne kobles til synd og gøres først og fremmest til objekter for den tilgivende Gud.

Kvinderne er marginaliserede i det bibelske univers

Bibelen er skrevet i en patriarkalsk kultur og bærer i sig en kønslig ulighed, men den ulighed forstærkes i børnebiblerne. Det viser sig også på billedsiden, hvor kvinderne ofte er uden ansigt, bortvendte eller med lukkede øjne. Nogle af børnebiblerne har selv skrevet piger ind i fortællingerne for at rette op på den kønslige ubalance, men Aadland spørger, hvorfor man ikke i stedet har valgt at fremhæve de kvinder, som faktisk findes i Bibelen og som taler og agerer. Måske skyldes det, at man har lavet en kanon i kanon, hvor fortællingerne om mændene opleves som mere rigtig bibelhistorie? Gør det samme sig så gældende i en dansk sammenhæng? Hvis man ser på De Mindstes Bibel af Synne Garff (2007) og Bibelhistorier af Ida Jessen (2016) er der nogle af tendenserne, der går igen. Indholdsfortegnelsen i De Mindstes Bibel rummer fx en lang række mænd, men kun to kvinder, Eva og Maria, og i Bibelhistoriers indholdsfortegnelse nævnes kun Eva og søstreparret Martha & Maria.

Hvilket Gudsbillede skal vores børn vokse op med?

Der er ingen tvivl om, at man som pige har brug for at kunne spejle sig i andre piger og kvinder. Men uanset barnets køn er kvindernes historier vigtige at få med, fordi det bliver nogle andre historier, der fortælles, når det er kvinder, der er hovedpersonerne. Så hvad kan vi gøre, når vi taler med børn om kristendom og tro? Dels skal vi nok have en større bevidsthed om, hvilke tekster vi bruger. Børnene skal stadig høre de kendte og elskede fortællinger om Noas ark osv., men fx også om den kana’anæiske kvinde, hvis datter er besat, og om kvinden, der salver Jesus. De kvinder, der er tilstede i de kendte historier, skal nævnes. Og når kvinderne faktisk har navne, skal de med. Dels kan Gudsbilledet godt tåle at blive udvidet lidt: vi hører ofte historien om hyrden, der mister et får, men hvad med engang i mellem at fortælle om enken, der mister en mønt, og bliver så glad over at finde den, at hun inviterer alle sine veninder og naboer til fest? Det er da et skønt Gudsbillede at vokse op med.