Nationalmuseet: Storytelling og medinddragelse

Nationalmuseet i København har de seneste år lavet en stor børnesatsning. Formålet er at nå ud over skoleprogrammet og få børnene til at komme på museet sammen med deres voksne og ikke kun som del af undervisning, hvor nationalmuseet ellers er flittigt brugt.
Jeg har talt med Inga Paulsen Albertsen, leder af “Oplevelse og Læring”, og Andreas Tolstrup, oplevelses og læringsdesigner, om deres tilgang til børnesatsningen og de erfaringer, der er kommet ud af det indtil videre.

Læs mere om Nationalmuseet for børn

Forstyr fordommene
På Nationalmuseet har man helt bevidst valgt at lave arrangementer for børnefamilierne, der bryder med de fordomme folk har om Nationalmuseet og museer generelt.
Det gælder både arrangementernes indhold men også måden, de kommunikeres på. I den eksterne kommunikation til børnefamilierne lægges der vægt på, at formidlingen har en skævhed, som kan vække nysgerrighed.
Det har ført til udviklingen af kedsomhedsknappen, som er placeret rundt omkring på museet. Når man trykker på en kedsomhedsknap, sker der noget. Måske kommer et menneske ind og fortæller om den ting, man står ved, eller tingene i montren/på væggen vækkes til live med lys og lyd.
Kedsomhedsknappen fik blandet modtagelse i museumsverdenen, idet den giver medhold i fordommen om at museer i udgangspunktet er kedelige, i stedet for at tale imod fordommen.
Museumsgæsterne har til gengæld været meget begejstrede for kedsomhedsknapperne, og de har haft den intenderede effekt.

Storytelling og medinddragelse
Andre tiltag på Nationalmuseet har været: fortællinger fra graven og børnemorgener, og selvom arrangementerne retter sig til forskellige aldersgrupper, er der flere ligheder i den tilgang, der ligger til grund for arrangementerne:

• Storytelling
  Med storytelling sættes genstandene i montren ind i en kontekst. Det giver mulighed for at bygge et univers op omkring en genstand og give børnene plads til at lege med i det univers.
  Nationalmuseet har aktivt skabt fiktion på baggrund af forskningen.
  Jim Lyngvilds udstilling om vikingerne er udtryk for samme tilgang; en udstilling, hvor der ikke kun er plads til forskningsresultater, men også til den fantasi, som forskningen kan sætte i gang og som også er selve forskningens grundlæggende drivkraft.
  Med storytelling tager man udgangspunkt i menneskene bag de ting, der udstilles.

• Medinddragelse
  Børnene inddrages aktivt i arrangementerne, så de ikke kun skal kigge på tingene, men involveres. Et godt eksempel herpå er lortemorgener, hvor børnene igennem de naturvidenskabelige metoder Nationalmuseets forskere benytter sig af, skal opklare, hvem der har er ”ophavsmand” til en lort.
  Børnene har brug for viden for at opklare mysteriet, og derfor bliver de interesseret i historiske, nørdede detaljer, som ellers ville virke ligegyldige.
  Alle børnenes sanser aktiveres bevidst, og der opstår en synergieffekt mellem oplevelse og læring. 
  Inga Paulsen Albertsen og Andreas Tolstrup fortalte dog også, at medinddragelsen i selve udviklingen af arrangementerne indtil videre er et punkt, der kan arbejdes mere på.

Har det virket?
Der er ingen tvivl om, at børnearrangementerne på Nationalmuseet har været populære og fået flere børnefamilier til at besøge museet.
Der er dog stadig et stykke vej til at kunne sige, at Nationalmuseet har appel hos alle danskere.
Derudover er museets fysiske rammer en svaghed ift. børnefamilierne, idet:

• Menuen i museets cafe ikke er prisvenlig eller børnevenlig.
• Bygningen ikke er i sig selv ikke magisk (som for eksempel et slot eller en kirke).
• Udstillingerne er ikke integrerede med oplevelserne

Hvad kan folkekirken lære af Nationalmuseet?
Mange kirker arbejder allerede med samme tilgang til børnefamilierne som Nationalmuseet, for eksempel når det handler om medinddragelse.
Det er dog interessant, at museet, som står overfor samme grundfordom som kirkerne – at vi er kedelige – har valgt bevidst at italesætte den fordom.
Vi kan helt sikkert lære noget af Nationalmuseets skæve måde at formidle på, så længe vi er bevidste om, at det også vil møde kritik.
Problemet er, at mange på samme tid ønsker fornyelse og uforanderlighed fra kirkens side, og her er vi ind imellem nødt til at vælge, hvad vi vil.

Storytelling i kirken

Måske kan vi også lære noget, når det gælder storytelling, som ikke kun kan bruges ift. forkyndelsen af bibelske tekster, men også være en måde at vække kirkerummet, altertavlerne og døbefonten til live på; særligt hvis vi som Nationalmuseet tør blande fantasien ind i forkyndelsen.
I virkeligheden er de nye bogudgivelser et udtryk for netop det greb, idet den kanoniserede bibelfortælling får tilføjet et børn, som fortællingens fokus flyttes til.

Slutteligt kan vi glæde os over, at vi, i modsætning til Nationalmuseet København, arbejder i bygninger, der har stærke narrativer og er et besøg værd i sig selv.
Det skal vi måske blive bedre til at udnytte eller i hvert fald glæde os over, at vi har gode forudsætninger i vores arbejde med børnefamilierne.