”Børnene skal selv vælge om de vil døbes”, det svarer mange forældre i den spørgeundersøgelse, der er blevet foretaget som en del af dette projekt.
Det er et stort ansvar at lægge på børnene, og det er det ansvar, ”Børn i Kirken” vil hjælpe dem med. Vi vil gerne lære børnene, at deres gudsbillede ikke behøver at stivne i barndommen, så de må forkaste det som voksne.
Derfor begynder vi i Det Nye Testamente. Vi gør alvor af den helt banale kendsgerning, at Jesus’ liv, død og opstandelse var begivenheder af verdenshistoriske dimensioner, der delte tiden i et før og et efter Kristus. Og vi lever efter Kristus, vi lever efter påske, i opstandelsens tidsalder.
Når børnene går ind ad kirkedøren, går de ind i opstandelsens rum. Dér er kærlighed, frodighed og livskraft. Dér er højt til loftet og langt ud til væggene. Børnene er med i et lokalt fællesskab, men de er samtidig med i et globalt fællesskab.
Inspirationsmaterialet tager derfor udgangspunkt i Jesus og formidler ud fra, at noget er sat på plads med ham: Nemlig at Jesus gør Gud til sin tilgivende far. Jesus har for al tid forandret forholdet til Gud ved at kalde ham far. Som søn er han den, der kan fortælle os om sin far. Samtidig er forholdet til andre mennesker forandret, idet de nu også har Gud til far.
Materialet er bevidst tilrettelagt, så det tager hensyn til barnets alder. Det vil sige, at fortællinger – bønner/fordybelse – sange/salmer – udfolder sig op gennem barndommen i takt med barnets udvikling.
Det er det, vi kalder teologisk progression. Vi vil med dette projekt samtidig gerne styrke fagligheden i kirkens børnearbejde ved at skabe et teologisk/pædagogisk værksted for alle, der arbejder med børn i kirken.
De mindste synges og fortælles ind i forholdet til Gud som en kærlig far. Kroppen er vigtig både som gudsskabt gave, der skal passes på, og som et anker for opmærksomheden. Gennem krop, sansning og bevægelse tilegner barnet sig den verden, det lever i – herunder også den religiøse sammenhæng, det er en del af.
Forholdet til Gud som Jesus’ far udvikler sig i takt med, at børnene bliver ældre. Nu melder spørgsmålene sig om Guds almagt: Om en kærlig Gud og far kan tillade alt det onde uden selv at blive ond?
De nye bibelhistorier giver ikke noget éntydigt svar, men de åbner for spørgsmål – undren – samtaler om sundhed og sygdom, godt og ondt, tro og tvivl og liv og død. Som søn fastholder Jesus sin fars almagt. Men her i verden ligner det afmagt. For kærligheden tvinger ingen.
Inspirationsmaterialet begynder med det sårbare barn. Det mister med tiden sin umiddelbare sårbarhed, og des vigtigere er det, at den italesættes, og at der skabes en bevidsthed om at være sårbar som en forudsætning for at leve et voksenliv.
Målet er at skabe et narrativ i kirken for børnene, som de ikke kun kommer til at kende til, men som de fornemmer, at de selv er en afgørende del af og kan blive i som voksne.