Glyptoteket i København er som mange andre museer i København i gang med en gentænkning og opprioritering af formidlingen for børn og deres voksne.
I Glyptotekets strategi for 2018-2020 er et af de ti hovedmål: at gennemføre et paradigmeskift vedr. formidling.
Se den samlede strategi her: https://www.glyptoteket.dk/wp-content/uploads/2018/06/strategi-for-2018-2020_-dansk.pdf.
Glyptoteket opfattes af mange som et utilgængeligt, elitært hus, som ikke er i øjenhøjde eller relevant, og der er derfor et stort ønske om at gøre op med den opfattelse og åbne huset.
Det har blandt andet betydet, at afdelingen for børn, unge og formidling er blevet udvidet.
Afdelingen henvender sig både til institutioner (børnehaver, skoler og gymnasier) og ”de frie børn”, der kommer på museet sammen med deres voksne.
Jeg har talt med Stefan Bang, der er formidlings- og undervisningsmedarbejder på museet, om den proces, de er i gang med, og som jeg tror, vi i kirkerne kan lære meget af.
Faktisk var det så inspirerende at tale med Stefan, at det er svært at få det hele komprimeret i et enkelt blogindlæg, så hvis nogen af jer skulle have lyst til at høre mere, må I endeligt ringe eller skrive til mig.
Nedenfor har jeg forsøgt at komme omkring nogle af hovedprincipperne i Glyptotekets nye tilgang til børn og formidling.
Børnene inddrages i udviklingen
Som en del af processen med at gentænke børnehavebesøg, besøgte man en børnehave og medbragte, en bedende ægypter, for at se, hvordan børnene reagerede.
Og reaktionen var ikke til at tage fejl af. Børnene ville røre ved statuen og opleve den gennem deres hænder. Besøget i børnehaven tvang Glyptoteket til at tænke kreativt, hvis de skulle tage børnene alvorligt, for det er et grundvilkår for museet, at der helst ikke må røres ved noget som helst.
Løsningen blev at udvikle et besøg, hvor der fokuseres på de ting på museet, som man gerne må røre ved.
Fiskedammen i vinterhaven og det glatte gulv, hvor gulvmosaikken kan bruges til at lege twister.
Kan det leges?
Børn i alderen 3-6 år leger sig gennem verden, og deres besøg på museet må derfor fokusere på mindre tale og mere leg.
Fortællingerne leges ind ved at børnene synger for guldfiskene, laver puslespil af museets fabeldyr og danser/laver gymnastik, hvor de imiterer statuernes positurer.
Rummet er nok
For helt små børn er der slet ikke behov for et program ved første besøg på museet. Rummet er overvældende nok i sig selv, og man risikerer simpelthen at overstimulere dem, hvis de skal forholde sig til ret meget mere end det.
De skal i stedet have fred og ro til at kigge op og dvæle ved tingene.
Find rummets potentiale
Glyptoteket er set med børneøjne et fantasifuldt, skævt og skørt sted, som ikke ligner de huse, børnene er vant til at færdes i.
Det var aldrig Carl Jacobsens hensigt, at museet skulle være kedeligt; han ville tværtimod begejstre, inspirere og imponere gæsterne og give plads til deres egen fantasi, hvilket er årsagen til, at der er meget lidt skriftlig information til skulpturer mv.
Formidleren skal udnytte rummets potentiale, og åbne skulpturen så børnenes egen fantasi sættes i spil.
Det kræver sin mand/kvinde
Det kræver noget af rundviserne at tage imod børnene. De er uforudsigelige, umiddelbare og til tider fysisk grænseoverskridende.
Glyptoteket har brugt kræfter på at opbygge en ny profil for rundvisere, hvor pædagogikken prioriteres højere.
I de nye omvisningsforløb er der mindre fokus på monolog og mere fokus på dialog med børnene.
Rundviserne har til gengæld oplevet en stor glæde ved at arbejde med de nye forløb og tilgange, fordi de når igennem til børnene.
Start med pointen
Når skolerne besøger museet har der tidligere været tendens til at fokusere på –ismer og årstal. Man er startet med lange forklaringer om maleriernes samtid, men derved går malerens egen intention tabt, forklarer Stefan Bang.
Impressionisme handler for eksempel om sansning. Maleren forsøger at gengive et øjeblik, og i formidlingen må man starte der.
Skolerne får lov at ligge på lytte til musik, mens de kigger på billederne. De får lov at lytte til malerierne. Dufte til dem. Tegne i vinterhaven og krabbe sig op af de stejle trapper. På den måde foldes sansningen ud, og børnene lærer ikke om billederne men gennem noget.
Og hvad så?
Det var inspirerende og motiverende at tale med Glyptoteket. Vi er fælles om så mange udfordringer, men har også samme potentiale, hvis vi ellers kan få øje på det.
I kirkerne er det også store, sansemættede huse, der møder børnene, og selvom der er ting, som børnefingrene helst ikke må pille ved, er der plads til at lege og i ethvert kirkerum ting at dvæle ved og fantasere over.
Se meget mere om Glyptotekets konkrete tilbud til børn og deres voksne her:
https://www.glyptoteket.dk/undervisninger/