”Far er gak-gak… og i øvrigt er min kat muslim”. Sådan sagde en pige på 8 år første gang, hun deltog i sorg- og samtalegruppen for børn i Frederiksholm Kirke. Det var introduktionen; det var virkeligheden i børneperspektiv: ”Far er gak-gak… og i øvrigt er min kat muslim”.
Hvorfor skal kirken stå for sorggrupper til børn?
I Frederiksholm Kirke oprettede vi primo 2018 en sorg- og samtalegruppe for børn i alderen 6-10 og 11-20 år. Tanken bag var og er, at en kirke, der prioriterer arbejdet med børn, også må prioritere at møde børnene, når livet udfolder sig fra sin barskeste side: når far drikker, når mor er kræftsyg, og/eller når døden griber ind i barndommen.
Børnene har en følelse af “anderledeshed” og ensomhed
Børnene, der kommer hos os, beretter i vid udstrækning om en følelse af ”anderledeshed” ift. deres omgivelser. Skoledagene kan være vanskelige at komme igennem, da ked-af-det-hed, bekymringer og frustrationer hurtigt kan komme på tværs – med følelsen af eksklusion og ensomhed til følge. Og derudover forsøger en del af børnene også at lægge låg på sorgen derhjemme af hensyn til den øvrige familie – for: ”jeg vil ikke gøre mor mere ked af det”, som en pige på 9 år forklarede det.
Denne her følelse af ”anderledeshed” og ensomhed hos børn i sorg er kirken, for os at se, forpligtet til at gå ind i – ikke med en terapeutisk og behandlende tilgang, men med et lyttende øre og i et rum, hvor alle følelser er tilladte, og hvor børnene føler sig set og forstået – både af de voksne og af de øvrige børn i gruppen.
Sådan arbejder vi
Inden deltagelse i selve sorg- og samtalegruppen afholder vi en samtale med barnet og dets forælder/primære omsorgsperson. Denne samtale tager afsæt i, hvorfor den pågældende familie har kontaktet os, og vi understreger i samtalen, at vores tilbud ikke gør det ud for egentlig terapi eller behandling. Vi udfolder derefter, hvad barnet kan forvente at møde i en sorg- og samtalegruppe: andre børn med ofte store bekymringer eller tab, historier og tanker at spejle sig i, forståelse – og måske vigtigst af alt: nye venner at dele tanker og liv med.
Udover at sorg- og samtalegruppen giver børnene mulighed for at sætte ord på deres sorg og livssituation, lægger vi stor vægt på fællesskabet: at børnene skal føle sig trygge ved hinanden. Dette gøres bl.a. gennem det vi kalder hyggestunder: at vi altid drikker varm kakao og spiser boller – og derudover bruger tid på forskellige lege.
Grine- eller grædeklub?
”Er det her egentlig en grineklub? Eller er det en grædeklub?” – sådan kan man godt spørge sig selv, når man er 8 år og går i en sorg- og samtalegruppe. – Og sandheden er: det er begge dele.
Når vi i Frederiksholm Kirke møder børn i sorg, er der plads til både grin og gråd. Her får børnene en ventil i en ellers ofte kaotisk hverdag. Her møder de hinanden. Og her møder de to voksne, der tør og vil høre på historier, der rummer alt lige fra modløshed og ensomhed til håb og drømme.
”Arbejdsmetode” spørger du måske? Den er enkel: tavshed er børnenes værste fjende. Lyt!