Få herunder en optakt til netværksdagen d. 23. november kl. 8.45-12.30 i Grundtvigskirken, hvor Proceskoordinator for Børnenes Katedral, Anne Møen vil folde sit arbejde ud.
Se indbydelse her og tilmeld dig og dit menighedsråd.
Siden marts har jeg, med interviewsamtalen som brobygger mellem projektet Børnenes Katedral/religionspædagogisk udv. og ansatte i Københavns Stift, bevæget mig rundt i samtlige provstier for at blive klogere på deres arbejde med børn. Fra små firkanter på Teams til smukke kirkerum, private stuer og papirfyldte kontorer har præster, kirkekulturmedarbejdere, organister og korledere mødt mig med varm kaffe, smil og åbenhed samt en lyst til at give mig et ærligt indblik i de tanker og formål, der ligger bag netop deres kirkes tilbud, og hvordan de helt personligt oplever arbejdet for og med børn (og deres voksne).

Fælles for alle dem, som jeg har mødt er, at de udover at fremstå meget engagerede omkring arbejdet med børn også arbejder utrolig reflekteret. Som et moderne patchwork sammensat af forskellige teologiske retninger og pædagogiske ståsteder, har det været meget inspirerende at opleve, at de, trods forskelligheder fra sogn til sogn og fra person til person, alle arbejder med det samme formål for øje; nemlig at kirken skal være et trygt og rart sted for børn at være, et sted hvor de har lyst til at komme, hvor de føler sig hørt, mødt og forstået, hvor de kan få stimuleret deres sanser, møde musikken og et sprog, der giver dem mulighed for at tale om livets små og store spørgsmål, og hvor de sidst men ikke mindst kan indgå i et fællesskab, der rummer dem, som de er.
Jeg har herunder valgt at præsentere et lille udpluk af citater, der repræsenterer nogle af de oplevelser og udfordringer, der fremstår som generelle i Stiftet.
Relationer og merværdi
’Jeg har virkelig lært meget af de minikonfirmander, hold op de kan stille nogle gode spørgsmål…og når det virkelig er lykkedes godt, så spørger de jo, om de ikke godt må fortsætte, og det er jo ikke kun fordi, det har været hyggeligt, og de har fået kage, men også fordi, der har været en samtale, som gav mening…’ – Præst, Kbh. Stift
Når jeg har spurgt indtil, hvor kirkens ansatte oplever, at deres styrke ligger – hvad de oplever at være gode til, så er det særligt evnen til at skabe relationer og et nærværende rum for relevante samtaler, der nævnes. At man formår at arbejde med nogle temaer, der fylder i børnenes liv, og derigennem omsætte kristendommen, til noget, som de kan forholde sig til. Der er ligeledes en oplevelse af, at børn sætter stor pris på, at være et sted, hvor man ikke er bange for at sige, hvad man tror på, og derfor bliver børnene mødt af en tydelighed i forhold til tro, som de ikke møder andre steder.
’…det er min erfaring, at børn i dag, de kender ikke de grundlæggende bibelske fortællinger, så jeg føler virkelig også et ansvar overfor at få dem videregivet…fordi det er en kode til at forstå vores kultur og vores sprog…’ – Præst, Kbh. Stift
Ligegyldig faggruppe har jeg også fundet, at alle nære en stor ansvarsfølelse overfor at videregive både noget dannelse og kulturforståelse. Der er således en fælles oplevelse af, at man gennem sit arbejde faktisk er med til give børnenes liv en form for merværdi, noget livsduelighed.
Hvad med drengene?
’… vi har forsøgt at have blik for, om vi kunne tilbyde noget mere fysisk til drengene, men oplever det svært at holde på dem…’ – Kirkekulturmedarbejder, Kbh. Stift
Noget af det, der opleves udfordrende er at nå bestemte målgrupper. Her nævnes særligt drengene som svære at fange. Hvordan den tendens vendes, tænker jeg må være et yderst spændende og relevant spørgsmål at arbejde med. Og uden at ville gå ind i den helt store ’kønsdiskussion’ omkring biologi vs. kultur, så tænker jeg, at det i den proces måske kunne være interessant at arbejde udenom en forståelse af at skulle imødekomme noget ”særligt drenget” for at tiltrække, men netop turde udfordre den (i hele samfundet) lidt fastlåste kønsforståelse, da det måske netop er i den ’problemet’ ligger. For ALLE børn elsker mystik og en god fortælling, ALLE børn elsker musik og bevægelse, ALLE børn vil gerne være en del af et rart fælleskab, og skal jeg tro på de ansattes egne ord, så er det jo netop det, som de kan finde i kirken.
Børn kræver TID
’Det aller aller sværeste at lave, efter mine år som præst, det er noget til børn, det er nemt at lave noget for de gamle, det er let at lave alt muligt, børn er bare nogle af de sværeste, der er kontant afregning, når du leverer, og jeg kan blive allermest nervøs, når jeg skal lave noget til børn, fordi jeg ved, at det skal bare ramme plet, ellers taber jeg dem…’
–Præst, Kbh. Stift

Hvad enten man, som denne præst, finder det udfordrende, eller man som andre finder det naturligt at formidle til børn, så er den generelle oplevelse, at denne formidling kræver et helt særligt nærvær og autenticitet. Blikket skal løftes fra papiret, hvis de nysgerrige øjnene og øre skal fanges; i fortællingen, i salmen, i undervisningen. At kunne levere et gennemarbejdet stof af høj kvalitet, der taler til HELE barnet; dets kognitive udviklingstrin, krop og sanser, kræver god forberedelse, og god forberedelse kræver som bekendt TID – noget særligt præster giver udtryk for kan være en mangelvare.
Hvordan den udfordring imødegås, kan være svært for mig at pege entydigt på. Men et sted, der set med mine briller rummer store muligheder for udvikling er samarbejdet med ’Menighedsrådet’. For er der bred enighed om, at børn er den allervigtigste investering, som folkekirken kan lave, så er der, ifølge de ansatte mange steder, plads til at menighedsrådet udviser en større interesse på området, og påtager sig et større medansvar ift. at være med til at skabe nogle rammer/vilkår, der rent faktisk sikrer, at det potentiale, som kirkens ansatte rummer, kan forløses.