Genfortæl på en ny måde: Historierne om Jesus i børnehøjde

Hvordan kan man genfortælle de gamle historier om Jesus på en ny måde?

Man kan fx digte videre på de nytestamentlige fortællinger. Det er der en meget gammel tradition for. Det gjorde de første evangelister, og det kan du også gøre.

Evangelisterne var de første til at digte videre på historierne om Jesus

I det Nye Testamente er der som bekendt fire forskellige evangelier: Markus, Matthæus, Johannes og Lukas. De fire evangelier ligner hinanden, men de er – når man kigger nærmere efter – også ret forskellige. De fire evangelister fremstiller Jesus på hver deres måde. Evangelisten Markus var den første af de fire til at give en samlet fremstilling af Jesus’ liv, død og opstandelse. Men det var åbenbart ikke nok. Den fortælling fik nemlig ikke lov at stå alene. Matthæus digtede videre på Markus’ fortælling, og senere kom Johannes og Lukas med deres versioner.

Evangelisterne var de første til at digte videre på fortællingerne om Jesus. Noget blev genbrugt, noget blev skåret væk, noget blev tilføjet, og noget blev ændret. Der er altså en lang tradition for at genfortælle de gamle historier på en ny måde.

Hvordan genfortæller jeg for børn?

Hvordan kan man så rent praktisk gøre det, hvis man fx skal genfortælle en historie om Jesus til en børnegudstjeneste?

Først finder man en historie om Jesus fra det Nye Testamente, som man gerne vil genfortælle. Det kan være en historie om, at Jesus helbreder en syg person. Det kan også være en historie om, at Jesus laver vand til vin, går på vandet eller opstår fra de døde. Der er mange muligheder.

Når man har fundet den historie, som man gerne vil bruge, skal man bruge sin fantasi. Hvilke muligheder er der for at digte videre på den historie, som man har fundet? Er der et sted – en tom plads – i historien, hvor der er plads til at placere en ny person?

Eksempel på genfortælling: Brylluppet i Kana

Lad mig give et eksempel: I Johannesevangeliet (kapitel 2, vers 1-11) er der en historie om, at Jesus forvandler vand til vin. Historien foregår ved et bryllup. Vi hører om Jesus, hans mor og disciplene. Vi hører også om brudgommen og om tjenerne, der serverer vin for gæsterne. Kunne man forestille sig, at der var ét eller flere børn med til det bryllup? Ja, det kunne man godt. Man kunne fx forestille sig to børn – en dreng og en pige – på samme alder som de børn, der forventes at komme til børnegudstjenesten. Man kunne forestille sig, at de to børn var gæster til brylluppet.

Når man har fundet ”en tom plads” i historien, hvor man kan placere et eller to børn, skal man stille sig selv en masse spørgsmål for at fantasien kan komme i gang med at arbejde. Kender de to børn hinanden i forvejen eller lærer de hinanden at kende ved brylluppet? Er de i familie med hinanden? Kravler de ned under bordet og taler sammen, mens gommens far holder en lang og kedelig tale? Lægger de mærke til Jesus? Ser de at han laver vand om til vin? Og hvad er deres reaktion på dette under? Er de tillidsfulde, skeptiske, nysgerrige eller bare optaget af at lege med hinanden?

Gevinsten ved dette fortællegreb er, at man genfortæller en god gammel historie på en ny og spændende måde med udgangspunkt i målgruppens erfaringer, overvejelser og interesser.