Børnegudstjeneste: At tale for børn

Fra kaos til kairos: Det er nuet, der tæller

Børn bider ikke nødvendigvis på en velforberedt og velformuleret prædiken, og til en børnegudstjeneste, skal der være et andet niveau af nærvær. Alt kan ske, det kan ligne og føles som kaos, og improvisationsevnen bliver udfordret.

Når du skal improvisere, skal du være helt og holdent til stede i situationen. Det er nødvendigt for at håndtere alt det uventede, der kan opstå. Det kalder vi i retorikken for kairos – teologer kender det også som tidens fylde. Kairos betyder, at det rette skal ske til rette tid.

Men hvordan mestrer man kairos i forbindelse med en børnegudstjeneste? Hvordan kan man være i nuet og blive der? Jeg giver her tre konkrete bud på, hvad du kan gøre for at blive bedre til at improvisere og tage hånd om det uhåndgribelige og kaotiske nu.

Første bud: Tænk grundigt over situationen
Ingen af os er bygget til at improvisere. Vores hjerner kan ikke lide, at vi springer ud på dybt vand, uden vi ved, om situationen kan bære os og vi den. Vi er vant til at kunne forberede os på hvert enkelt ord og hver pause. Derfor kan det være en god ide at overbevise hjernen om, at det ikke er farligt at improvisere.

For at kunne improvisere skal du forberede dig grundigt. Det kan lyde paradoksalt, men tænk på en jazzmusiker, der sender en forrygende, improviseret solo ud af saxofonen, og tænk så på alle de timers træning, der ligger bag. Når du skal improvisere, skal du forberede dig på en anden måde, end når du har et fuldt udskrevet prædikenmanuskript at holde dig til. Du skal afklare situationen og konteksten, og du skal forestille dig, hvordan det vil blive. Så er du mere klar, når det sker.

Andet bud: Gå mundtligt til værks
Mange taler uden manuskript til en børnegudstjeneste, fordi det giver plads til mere nærvær og mere opmærksomhed i situationen. Improvisationen skal foregå i det mundtlige rum, og derfor hjælper du dig selv ved at gå mundtligt til værks frem for at skrive en masse ned, når du forbereder dig.

Start med at tale højt, og find derigennem en form. Du kan endda optage dig selv fortælle og derefter lave stikord eller skrive de pointer ned, du vil hen til. Så har du et manus, der passer til det mundtlige rum.

Tredje bud: Øvelse, øvelse, øvelse
Hvis man skal improvisere og tale uden manuskript, skal man også øve sig grundigt på det, man vil sige. Uden et stærkt fundament, er det svært at improvisere. Det stærke fundament er, at du har prøvet det før. Og prøvet det mange gange. Prøvet, hvor du har svært ved at huske en overgang, som du må lave om.

Du vil opleve, at de bedste historier, fortællinger og vinkler opstår, når du øver dig højt i samklang med situationen. Brug mindst halvdelen af din forberedelsestid på at komme ud på kirkegulvet og give ordene lyd og krop.

Så kan du mestre kairos frem for at blive slugt af kaos.

Læs mere:

Lis Kruse: ”Mission Improvisation”, RetorikMagasinet nr. 101

Læs eller genlæs Finn Dyrhagens blog “at fortælle for børn”