At fortælle for børn

Der er ikke meget, der kan måle sig med oplevelsen af at blive henført til et andet univers – med begge ben på jorden.

Den mest oplagte måde at blive henført på er i en fortælling. Her kan det lykkes at blive henført – uden at blive forført eller påført. Tænk bare på “Brødrene Løvehjerte” eller “Klods-Hans”. At fortælle er at ‘meddele noget på en mere eller mindre fortrolig eller ligefrem måde i en fordringsløs form’ (iflg. Ordbog over det danske sprog”). Og heldigvis kan det stadig lade sig gøre – også i en tid fyldt med så mange medier, at fantasien ikke får mange chancer.

I kirken bruger vi alt for lidt at fortælle. Vi læser op, vi synger færdige ord, vi lytter til fint formulerede prædikener, men vi oplever ikke megen fortælling. Det er både synd og skam.

Og det bør vi gøre noget ved.

Mange vil sikkert føle sig famlende og usikre, fordi vi ikke er vant til at bruge fortællingen i kirkerummet, selvom vi rask væk bruger den i konfirmandlokalet og i menighedssalen. Naturligvis skal man have noget på hjerte, men hvem har ikke det i kirken?

Det vil fx være oplagt at fortælle bibelhistorie, og her gælder nogle få enkle regler:

• Sæt dig ordentligt ind i den historie, du vil fortælle: lær navnene og forløbet, så du vil kunne gengive historien uden tøven.
• Efterlad dit manuskript og tal frit fra hjertet. At læse en historie op kan fungere glimrende. Men det er noget andet end at fortælle, fordi der altid vil være et manuskript mellem fortæller og modtager. Det gælder også små sedler, som du tror, ingen ser. Som fortæller skal du forlade din sikre position og have fuld øjenkontakt med dem, du fortæller til. Træd ud på den tynde is og lad dig selv gribe af den historie, du vil fortælle.
• Find frem til den pointe, du vil videregive: du skal selv kunne se en mening med det, du vil fortælle, ellers giver det ingen mening for modtageren. Og pointen behøver ikke at være et færdigt svar eller en morale. Måske er det netop den åbne og uafklarede slutning, der er pointen, som i flere af Jesus’ lignelser.
• Fortæl først for dig selv. Lav en optagelse, som du kan lytte til.
• Lad gerne prædiken og bibelfortælling smelte sammen til en helhed. Det virker meget stærkere end at signalere, at fortællingen kun er en forsmag på det væsentlige. I Gunda Jørgensens bøger kan man finde glimrende eksempler på dette kunsthåndværk.
• Tillad dig unøjagtigheder og overraskelser, hvis det tjener fortællingens pointe: arbejderne i vingården (Matt 20,1-16) kan godt få 1.000 kr. – i timen! – i stedet for 1 denar.
• En fortælling skal allerhelst have form som en fisk: hovedet er pointen, kroppen er indholdet, finnerne er fremdriften – og halen giver det lille svirp til sidst, der får fortællingen til at dirre og pirre nysgerrigheden.

Tip-tap-tønde, nu kan en ny begynde!