Mon Gud er li’så stærk som Tarzan?
Mon Gud er li’så klog som far?
Mon han er mer’ end politiet?
Hvem kan gi’ mig svar?
Sådan var der nogle, der sang i 70’erne, fordi de mente, at børnene skulle have noget kendt at sammenligne Gud med. Og børn har da også brug for sproglige billeder, når deres forestillinger om Gud skal tage form. Men det er en noget fattig forestilling, der kommer til udtryk, hvis børnene skal sammenligne Gud med Tarzan eller med deres far eller politiet. Så er der mere substans i Iben Krogsdals salme ”Min far kan løbe hurtigt”, for her er Gud hele tiden mere end det kendte:
Min far kan løbe hurtigt
min mor kan lege tik
men Gud kan tænke jorden rundt
kun på et øjeblik
I en ny påskesalme for børn af Dorte Roager Scharling, fortælles der om Jesu opstandelse ved en beskrivelse af fodspor i det morgenvåde græs. Det er et sanseligt og erfaringsnært billede, som peger ud over det konkrete og sansbare, og sådan må det være, når det er påsketro, der skal beskrives:
I skal ikke være bange:
I det morgenvåde græs
er der spor af Jesu fødder,
skynd jer hjem, fortæl enhver:
Han er stået op og lever,
Han er ikke læng’re her!
Men hvordan forklarer man børn om inkarnationsmysteriet – at Gud blev menneske? Et af de enkle og meget smukke bud, finder man i Margareta Melins salme ”Gud bor i et lys, som ingen kan nå”. Den fjerne Gud, som vil os alt godt bliver et barn, en af jordens små.
Ære være dig, o Gud, som er stor.
Tak fordi du kom og blev vores bror.
Ja, du kommer til os,
og alt godt du vil os.
Så bli’r du et barn, og Maria mor.
Mørket kan være faretruende, uhyggeligt og svært at forholde sig til for mange børn. Men mørket kan jo også være godt. Og børn må gerne tidligt høre, at Gud også er i mørket. Det har Lars Busk Sørensen beskrevet i sin salme ”Det mørkner i vor gade”, hvor han slår fast, at de mørke skygger også er skabt af Gud. Og derfor kan vi trygt færdes, når mørket sænker sig om os, for mørket er Guds skærmende hænder.
Og nu hvor dagen ender
og standser vores leg,
er mørket blot hans hænder
der lægger sig om mig.
Og når sorgen rammer – for børn kan også sørge – er der brug for gode gudsbilleder. Iben Krogsdal har i salmen ”Jeg så en due lande” ladet duen, som børnene kender den fra naturen og fra kirkegårdens gravsten, være et billede på den trøst, som Gud sender. Duen bliver et billede på Guds omsorg for det barn, der sørger:
Det er som om den lander ganske varsomt ved mit savn.
Det er som om den kender mig.
Den kender mig ved navn.
Et på én gang kendt og originalt billede af Guds nærvær, er at opfatte himlen ganske konkret, som den himmel, der omgiver mennesker, uanset hvor de er. Det har Iben Krogsdal gjort rigtig flot i salmen ”Himlen er et mystisk sted”. Det mystiske er dragende og spændende. Det er værd at udforske og forholde sig til. Men himlen er jo lige her; vi går lige under den. Guds nærvær og Guds kærlighed er som den himmel, der omfavner os alle. Himlen bliver i Iben Krogsdals korte salme et fint gudsbillede, som børn i skolealderen vil kunne forholde sig til.
Himlen er et mystisk sted:
Som en ring af kærlighed.
Uanset hvor vi går ud
går vi lige midt i Gud.
Salmerne i denne klumme kan findes på salmedatabasens site med børnesalmer.
Af sognepræst Hans Boas, Lystrup-Elev, medlem af Forum For Børnesalmer
Forfatter
Hans Boas
Sognepræst