”Sara, Samson og stigen” er en børnebog udgivet af Børn i kirken og kan findes på hjemmesiden www.bornikirken.dk Historien handler om tvillingerne Sara og Samson, som er vidner til Jesu fødsel og finder den lille baby i krybben julenat.
Fire rekvisitter til en enkelt forkyndelse
En pude, to grydeskeer og en skammel. De fire rekvisitter forvandler sig til bl.a. en gravid mave, til oksehorn, til grene og til en stige, mens vi hører julehistorien folde sig ud. Vores publikum er medfortællere og byder ind med lyd, ansigter og bevægelser. Undervejs træder vi også ud af historien og stiller børn spørgsmål om nogle af de emner, der er med i fortællingen og som målgruppen kan relatere sig til.
Mit navn er Anabela Lemos
Jeg er uddannet Kunst- og Kulturformidler for børn og unge og har siden 2014 arbejdet som bl.a. planlægger og koordinator af scenekunst-relaterede projekter på Teatret Riddersalen. Jeg er så privilegeret at være omgivet nogle enormt dygtige og generøse kolleger og at få lov til at være ”på gulvet” hver gang vi på teatret laver teaterworkshops med 3. klasses elever, eller når vi holder teatersommerskole. Jeg har derudover haft mulighed for at følge adskillige teaterproduktioner fra idéplan til færdig forestilling. Så min hverdag er præget af gode ideer 😉
Benspænd, der fremmer fortællingen
Det er første gang jeg prøver at lave en drejebog af en fortælling, hvor jeg selv skal stå for opsætning.
Jeg startede med at definere nogle benspænd, som dannede rammen for mit arbejde:
- Få og genkendelige rekvisitter, som det er nemt at få fat i.
- Rekvisitterne skal være nemme at transportere og flytte rundt på scenen/alterpartiet/korbuen.
- Opsætningen skal både fungere for én eller flere fortællere/præstens juleprædiken i kirken.
- Fortællingen skal også kunne formidles af børn.
Ud over det, har det været vigtigt for mig at have fokus på publikumsinddragelse og dermed invitere publikum/børnemenigheden til at være medfortællere ved at give dem nogle små ”opgaver” undervejs i fortællingen. Og for at gøre fortællingen mere personlig og skabe variation har jeg nogle steder valgt at træde ud af fortællingen og stille nogle spørgsmål til dem (Fx ”Hvad gør jer bange?”). Håber I finder inspiration til julens prædiken/levende genfortælling. Man kan evt. vælge at give børnene bogen med hjem som gave fra kirken, så fortællingen og dermed forkyndelsen lever videre i hjemmet.
God Jul!
Drejebog kan ses og downloades her:




