For aldersgruppen 5 år og opefter har vi i Flintholm Kirke nogle gange lavet gudstjenester med et tema fra børnelitteraturen. Vi har således ofte arbejdet med en fortælling eller dele af en historie fra bl.a. Astrid Lindgreens litterære univers.
Lav en drejebog
Hver gang har vi skrevet en lille drejebog over fx Emil Fra Lønneberg og Ronja Røverdatter. Kirkens børnekor har medvirket som lydtæppe, med sange som passede godt ind i temaet om fx forår, venskab og isolation og fællesskab. Dertil synger vi 1-2 salmer, evt. forkortet da ikke alle kan læse. Det kan også være max 2 vers som indlæres på stedet med fagter for at få kroppen med.
Den kristne fortælling fortalt på en ny måde
Hovedideen er at gøre den kristne fortælling levende i kirkens rum ved en historie som kommer et andet sted fra. Der bruges ved disse børnegudstjenester altså ikke en traditionel fortælling/dramatisering over en Jesus historie, men den kristne grundfortælling belyses fra denne anden vinkel.
Et par nuværende eller gamle konfirmander med lyst til og flair for skuespil instrueres 1-2 timer før gudstjenesten. Jeg selv og mine samarbejdspartnere, musikformilder Anne Katrine Odgaard og præst Peter Friis, spiller evt. en voksenrolle. Der benyttes ikke så mange replikker, men i stedet voice over/fortællerstemme, imens børn og voksne følger med/ser på.
Emil fra Lønneberg som kristusskikkelse
Emil fra Lønneberg er i sig selv en Kristusskikkelse – en misforstået dreng, som kun gør ”skarnsstreger” af et rent hjerte. En gudstjeneste frit over historien ”Kometen kommer”, hvor hele byen, som er fuld af overtro og bekymringer, frygter en komet. Hos besøg hos den fine fru Petrell går Emil lige ind i stuen med stylter på så fru Petrell besvimer, og han prøver at redde hende ved at kaste blåbærsuppe i ansigtet på hende. En gudstjeneste om skarnsstreger og den uartige dreng som i virkeligheden er et symbol på livet selv, fordi han handler og er tilstede fremfor at være forstokket og frygtsom. Fra skuet bag lås og slå hjemme i Katholt bliver Emil senere kaldt ud af sin ven Alfred, som kigger på stjernerne sammen med ham og skaber roen og troen på ”Du og Jeg Alfred”. Emil er ikke alene, selvom han bliver udstødt fra tid til anden.
Ronja Røverdatter – historie om venskab og mod
Ronja Røverdatter og Birk er fjender, for de bor på hver sin borg på hver sin side af kløften. De kender ikke hinanden – kun af omtale og gammel røverstrid. Men da naturbørnene Ronja og Birk lærer hinanden modvilligt at kende, ændres deres fjendskab langsomt til venskab. En gudstjeneste om venskab og mod. De dyster om at springe over kløften, men det er lige ved at gå grueligt galt for Birk. Senere kommer Ronja til skade, og Birk hjælper hende op af et hul. Venskabet etableres i forårsskoven hvor Ronjas livfulde forårsskrig er som et rungende opstandelsens ”Frygt ikke!”.
Teatret og dramaet som legekammerat til det kristne budskab giver en enorm gevinst i formidlingen, da alle sanser kommer i spil. Den samfundskendte historie skaber en bro ind til det hellige rum og lader børn og voksne få øjnene op for hvor mange steder kristendommens grundbegreber ligger som en rød tråd i verden omkring os.