Børnenes Katedral – En dialogisk proces har taget sin begyndelse…

Smukke toner rammer som det første mine ører, da jeg træder ind i kirkens rum. En cellist har taget plads i en solstribe foran altertrappen, hvorfra hun med sine langsomme strøg sørger for at skabe et lydtæppe, der både varmer og beroliger. I lydtæppet indvæves den herligste pludren fra babyer og deres forældre, der alle har taget plads på kirkens bænke, for at deltage til en babygudstjeneste i Maria Kirken på Vesterbro i København.

Selv finder jeg en ledig plads på en bænk. Ikke som deltager med en baby på skødet, men som nysgerrig observant.
Med en baggrund som antropolog, er jeg nemlig blevet ansat i Religionspædagogisk Udvalg/Københavns Stift i forbindelse med udviklingen af projektet ’Børnenes Katedral’

Min største og vigtigste opgave herunder er at gå i dialog med stiftets kirker omkring deres arbejde med børn. Som en del af min research tilbage i efteråret, bevægede jeg mig således rundt og lod mig bevæge af arrangementer til børn i forskellige kirker.

Fokus på arbejdet med børn i stiftets kirker
På baggrund af min research er jeg nu i fuld gang med at tage kontakt til stiftets kirker og skal gennem samtaleinterview med de ansatte, der arbejder med tilbud til børn, være med til at sikre, at udviklingen af Børnenes Katedral bliver en proces båret frem af dialog. Som tiden er lige nu, er Teams blevet min vej frem i et lukket landskab, men jeg håber inderligt på at kunne komme rundt fysisk i en nær fremtid.

For ved at få et grundigt indblik i kirkernes egne oplevelser, erfaringer, udfordringer og ønsker for fremtidens arbejde med børn og samtidig få talt frem, hvilken støtte og sparing, der lokalt kunne være brug for, er målet, at Børnenes Katedral bliver hele stiftets katedral; En relevant, inspirerende og stærk samarbejdspartner.

For det kræver samarbejde, hvis man som organisation og ikke bare lokal kirke vil arbejde for samt sende et tydeligt signal om, at man tager den store opgave, det er, at lave kirke til børn seriøst. Kun ved at turde at dele sine succeser eller række ud, hvis man famler, kan der sikres en progressiv og styrket bevægelse i den bevidsthed, som jeg har oplevet at møde, når jeg har været ude; En bevidsthed der arbejder for at skabe rum for børn, hvor de blandt andet skal opleve, at de ikke er under forberedelse, og hvor de (og deres voksne) kan blive mødt præcis som de er.

Et omfavnende budskab
Tilbage i Maria Kirken mærker jeg denne bevidsthed meget tydeligt, da gudstjenestens formidling i både lyd og ord er imødekommende, dynamisk og frem for alt dialogisk. Jeg får således en rørende oplevelse gennem musikken, sangen, de smås nysgerrige blikke og den kærlige kontakt, der er babyer og forældre imellem. Men også gennem det omfavnende budskab præst Lise Rasmussen vælger at give forældrene med, inden de forlader kirken. Hun læser et citat op fra Olga Ravns ’Mit arbejde’ og formår herigennem at italesætte, at det uperfekte, og de til tider tabubelagte følelser, der momentvis kan tage bolig i os forældre er og bliver menneskelige og ej forkerte.

Jeg går således til opgaven med stor nysgerrighed, og glæder mig meget til fortsat at skulle møde en masse dygtige og kreative mennesker, der på hver deres måde søger at sprede et omfavnende budskab.