Fysisk forkyndelse – for de yngste

Børn i alderen 1-3 år kan endnu ikke følge en kronologisk fortælling.

Nogle af dem kan måske sidde stille og lytte, hvis fortælleren eller illustrationerne er gode nok, men de fleste af børnene mister opmærksomheden undervejs, og derudover er det svært at vide, om de bagefter kan huske, hvad fortællingen handlede om.

Når børnene i vuggestuealderen kommer til en børnegudstjeneste, julearrangement eller bare er med til barnedåb i kirken en søndag, tager de altså det med sig fra kirken, som de sanser.

Vi kan tale og synge nok så meget om tryghed, fred og kærlighed, men hvis de oplever et kirkerum, der er iskoldt. Personale med afvisende mimik. Sange i mol eller beklemte forældre, så er det sådan, kirkeoplevelsen lagrer sig i dem, og det bliver det, de forbinder kirken med – ikke ordene fra prædikestolen.

Børn husker med hele kroppen

Børn i denne aldersgruppe oplever og husker med hele kroppen. De lagrer sanseindtryk og stemninger, og derfor skal vi have fortællingerne og ikke mindst kirkens budskaber ind i kroppen på dem. Det kalder vi fysisk forkyndelse.

Det er selvfølgelig svært at styre alle de sanseindtryk, barnet får i kirken, og det skal vi heller ikke. Men vi kan måske øge bevidstheden omkring, hvad vi egentlig kommunikerer.

Her er et par eksempler på, hvordan man kan arbejde bevidst med fysisk forkyndelse, så børnene måske får det budskab med, som vi gerne vil give dem.

• Se på rummet. Hvilken stemning er der? Er der ro? Er er lys? Er vi klar til at tage imod dem?
  Børnene registrerer ikke kun præsten, men også kirketjeneren, sangerne, organisten og hvem der i øvrigt befinder sig i rummet. Tal om, hvad der skal ske og hvilken stemning, I ønsker at skabe for børnene.
  Hvis vi kan gøre deres voksne (forældre eller pædagoger) trygge i forhold til, hvad der skal ske, hvor de skal sidde osv., bliver børnene også mere trygge.
  Derfor er vi nødt til at have rammerne på plads, så de kan træde ind i dem.

Fortællinger om frihed, fællesskab og kærlighed

Når man arbejder med fysisk forkyndelse, kan man i stedet for fortællinger sørge for, at børnene oplever de budskaber, man har til dem.

• Frihed: Hvis barnet skal opleve kirken som et sted, hvor man er fri og kan være den, man er, skal de måske have lov at lege fugle, sprede vingerne ud og ”flyve” rundt i kirkerummet. De mere forsigtige fugle kan få lov at sidde stille imens eller baske lidt omkring.
  På den måde husker barnet kirken som det sted, man kunne flyve frit
• Fællesskab: Barnet på 1-3 år forstår ikke lange forklaringer om fællesskab. Men det kan mærke fællesskabet! Måske skal man holde i hånd i en rundkreds, mens man synger, eller sidde med hinanden i hænderne på kirkebænkene, så barnet fysisk mærker, at det hører sammen med andre og ikke er overladt til sig selv i kirken.
• Kærlighed: Et kram af sin mor og far? Eller af et andet barn? Et lille kys? Eller måske et lille rødt hjerte, som barnet kan få ved indgangen og sidde og kigge på og røre ved undervejs. Så kan barnet tage hjertet med sig hjem i lommen og give det videre til en, det holder af.