”Børn i kirken Stiftkursus 2022” – en anbefaling!
I 2022 afholder FUV et lokalt religionspædagogisk stiftskursus i alle landets stifter med fokus på børn, kirke og dåbsoplæring. Onsdag d. 9. februar var vi så heldige I Fyens Stift at have besøg af musikformidler Anne-Katrine Odgaard og religionspædagogisk konsulent (Kbh) Annette Molin Brautsch fra ”Børn i Kirken”. De gav dels et supergodt og givende indblik i projektet ”Børn i kirken”, med introduktion til brug af hjemmesiden, og dels en masse gode tips og ideer til, hvordan vi som kirke bliver bedre til at lave kvalitetsfyldte børnegudstjenester med blik for målgruppen og deres forældre.

God inspiration og konkrete ideer med hjem
Som deltager gik man glad og inspireret derfra – med masser af konkrete ideer, ny viden og ikke mindst lyst til så hurtigt som muligt at komme i gang med at planlægge nye børnegudstjenester 😊
Børnene er vores fremtid, om vi så ofte siger – og det gælder også i kirken. Derfor er det afgørende vigtigt at vi bruger tid og kræfter på at møde børn og unge i øjenhøjde, og gennemtænke hvordan det vigtige budskab som kirken formidler, også bliver forkyndt og formidlet til kommende generationer. Her tilbyder ”Børn i Kirken” et helt unikt materiale med fortællinger, bønner, lækkert grafisk materiale og en indsigt i de forskellige aldersgrupper særkende og forhold til tro og eksistens. Derudover også gode og gennemarbejdede bud på, hvordan det skal implementeres i den måde, vi udformer vores forkyndelse for børn på.
Så hold endelig øje med kalenderen og slå til, hvis du får muligheden for at høre deres oplæg nu, hvor de kommer rundt til landets stifter for at give inspiration og redskaber til arbejdet med børn i kirken – det kan stærk anbefales!
Se datoer her: FUV Stiftskursus 2022 (konfirmandcenter.dk)