Præster er vant til at lytte sig ind på mennesker – både i det direkte møde og i planlægningen af gudstjenester med forskellige målgrupper i tankerne. På samme måde kræver et besøg i kirken af en skoleklasse en lytten-sig-ind-på, hvilken faglig sammenhæng besøget indgår i. Det gælder, uanset om det er et besøg i skoletjenestesammenhæng eller et besøg, en lokal lærer har taget initiativ til. Samt en lytten-sig-ind-på, hvad det vil sige at være i skolens rum, for ved et klassebesøg flyttes dette rum for en stund over i kirken, idet undervisningen fortsat sker på det grundlag, der er folkeskolens.
Formidling kontra forkyndelse
Hvad det konkret vil sige at være kirke i skolens rum, kan der erfaringsmæssigt opstå spørgsmål om – ofte formuleret som et spørgsmål om formidling kontra forkyndelse.
Meningen med et kirkebesøg er ikke, at præsten (organisten, kirke-og kulturmedarbejderen etc.) skal agere lærer – bare en særlig uddannet af slagsen. Det er netop kirken som kirke, præsten som præst, klassen kommer for at møde. Så præsten forventes at tale frit ind i sammenhængen om, hvad vedkommende tænker, ved og tror – på egne vegne. Men i bevidstheden om, at i skolens optik er de forskellige opfattelser, der sikkert er repræsenteret i klassen, ligeværdige, skønt kristendommen af historiske og kulturelle årsager naturligvis indtager en kvantitativ særstilling også i skolens undervisning.
Brug aldrig ”vi” ved et skolebesøg
Et meget håndgribeligt pejlemærke er derfor at undgå formuleringer med et inkluderende ”vi”, der forudsætter, at alle vi, der er til stede her, er døbte, går i kirke, synger salmer etc.. Det samme gælder indøvelse i bøn og ritualer. Derved adskiller skole-kirke-forløb sig afgørende fra (mini-)konfirmand-forberedelse, hvor det netop er en vigtig opgave for kirken at give børn og unge en indlevelse i tro og ritualer, da de måske ikke får mulighed for dette hjemmefra.
At tale engageret om og ud fra sit eget standpunkt er ikke det samme som at forkynde og at gå ud fra, at tilhørerne deler synspunktet eller helst skal komme til det. Man kan naturligvis aldrig forudsige, hvad der kommer ud af samtale og samvær mellem mennesker, og i alle samtaler af betydning påvirker vi hinanden. Men hensigten i skole-kirke-sammenhæng er aldrig at påvirke eleverne i en bestemt retning eller til at blive en del af kirkens ”vi”. Hensigten er at bidrage til at opfylde formålet med undervisningen både i de fag, der indgår i det konkrete forløb og folkeskolens overordnede formål.
Skolen har fokus på de bibelske fortællinger
Og indholdet bør altid være bestemt af, hvad der skal arbejdes med i skolen. Kristendomskundskab er med sin ene ugentlige lektion et meget lille fag i skolen, og der er meget stof, der skal nås. Det er derfor afgørende, at kirkebesøg understøtter det, der i forvejen skal arbejdes med i skolen. I kirken og dermed i præsters bevidsthed fylder liturgi, bønner og ritualer meget. Disse temaer fylder meget lidt i fagbeskrivelserne for faget kristendomskundskab. Her fylder fx bibelske fortællinger væsentligt mere. Besøg af en skoleklasse kan derfor være en kærkommen anledning til at se på kristendommen fra nye vinkler og med andre øjne og måske i samtalen med eleverne få nye perspektiver på det velkendte.
Kirken er medspiller på skolens banehalvdel
Det afgørende er kort sagt, at der tales engageret og respektfuldt på samme tid. At samtalen hviler på forudsætningen: ”Jeg står inde for dette her, men jeg ved og respekterer, at andre – også blandt jer formentligt – mener og tror, noget andet”. Så vi undgår skræmmebilledet: at undervisning i religion fjernes fra det fælles rum – skolen – og gøres til en opgave for de enkelte religioner. Så præsten underviser de kristne børn i kristendom, imamen de muslimske børn i islam, rabbineren de jødiske børn i jødedom o.s.v., fordi man ikke magter eller orker den anstrengelse, det er at tale og agere, så alle kan være tilstede. Opsplitning er en for let og for farlig løsning. I en verden, hvor religionerne skal leve tæt på hinanden og med et stigende antal religiøst betingede konflikter, er det altafgørende at bevare de fælles rum, hvor der udveksles kundskaber og synspunkter om religion og religiøse spørgsmål. Og her er skolens religionsundervisning et unikt forum med kirken som en af mange medspillere – på skolens bane.