Det med dyr og det med Gud

Jævnfør min selfie har jeg som ph.d.-studerende i nutidige danske børnebibler efterhånden et par hyldemeter med børnebibler på kontoret.

Et hurtigt kig henover hylderne afslører et særegent fællestræk på tværs af de ellers yderst forskellige værker. Alle forsider er prydede af tegninger af dyr. Man finder en del forskellige udgaver af arken med dyrepar, der er Jesus på æslet, der er barnet i krybben med staldens beboere, der er Adam og Eva på et kattedyr. Selv Ida Jessen og Hanne Bartholins kunstneriske og grafiske Bibelhistorier har en forside med dyr fra skabelsen. Der synes at være enighed om en markedsføringsstrategi, der dikterer, at børn elsker dyr, og dyr sælger.

Det vrimler med dyr i Biblen

Når man så åbner alle disse børnebibler vrimler det også med alverdens fauna. Historier, hvor dyr indgår, er i høj grad repræsenterede i børnebiblernes selektive kanon. Noas ark, Jonas i hvalfisken og Daniel i løvekulen er næsten altid på listen over fortællinger. Og hvis børnebiblerne indeholder en genfortælling, hvor dyr ikke umiddelbart spiller en hovedrolle, kan de let integreres i tekst og illustration. En skibsmus er fx med på stormen på søen, og en kanin leder forvirret efter Jesus i graven.

Dyr spiller således en relativt stor rolle i bibelformidlingen til børn i dag. Og misforstå mig ikke, jeg forstår det så ganske udmærket. Vi voksne vil gerne formidle de vigtige grundfortællinger til børn, og bibelfortællingerne kan være ganske utilgængelige og fremmede i deres oprindelige form, så hvis et dyr eller to hjælper på tilgængeligheden og markedsføringsværdien, så er det absolut et nyttigt og virkningsfuldt greb.

Hvorfor alle de dyr i bibelhistorien?

Min opfordring er dog, at man som genfortæller eller oplæser overvejer prioriteringen. Jeg foreslår, at man spørger sig selv, inden man genfortæller Noas ark eller Jonas i hvalfisken: ”Hvad er den vigtigste årsag til, at børnene skal høre netop denne historie?” Er det, fordi det er hyggeligt med dyrene? Fordi man kan lave nogle sjove aktiviteter bagefter? Fordi fortællingen er fantastisk, spændende og dramatisk? Eller er det, fordi netop denne bibelhistorie har et gudsbillede og et menneskesyn, som jeg kan stå inde for, og som jeg brænder for at give videre til min målgruppe?

Alle disse hensyn er yderst legitime og væsentlige at overveje. Jeg vil blot mene, at den sidstnævnte grund skal være den mest tungtvejende. Alt det dramatiske, de sjove aktiviteter og de hyggelige detaljer skal nok komme. Der er så mange kreative sjæle i det danske kirkemiljø, så jeg er fuld af fortrøstning omkring, at man nok skal kunne gøre alle fortællinger sjove, interessante og fængslende med eller uden dyr.

Så næste gang der skal vælges bibelhistorie til andagten, spaghetti-gudstjenesten eller godnat-læsningen, så prøv at lægge alle de andre hensyn til side for en lille stund, overvej gudsbilledet og menneskesynet, og tilføj så derefter alle de dyr og sjove detaljer, som fortællingen kan trække.