Meningsfuld nødløsning: Præsten laver babysalmesang

Det startede som en nødløsning. De nybagte forældre i mit tidligere sogn spurgte, om der ikke skulle være babysalmesang i deres egen kirke. Jeg havde nemlig henvist til den nærmeste nabokirke, da jeg som ny ung og kvindelig præst var bange for at ryge i kassen med hyggelig, trøstende, kagebagende, især-til-babyer og børne-præster. Men de var insisterende.

De første par år nøjedes jeg med at kigge forbi til kaffen, når musikpædagogen var færdig med sangen. Forældrene tog venligt imod mig, men med et lettere træt udtryk i øjnene, der afslørede en forventning om, at nu stod den nok på mission som en slags betaling for det ellers gratis musiktilbud i kirken. 

Senere forsøgte jeg at deltage i selve babysalmesangen, men følte mig altid malplaceret, da jeg ikke selv havde et barn med, og jeg åndede derfor lettet op, hver gang der var tvillinger tilmeldt.

Men jeg havde svært ved at se meningen med babysalmesang i kirken, hvis ikke præsten deltog på den ene eller anden måde, da det ellers ikke afveg meget fra den rytmik, som biblioteker og institutioner også tilbød børnefamilier.

I gang med bævende stemme

Det startede som en nødløsning. Sognets kirke-og kulturmedarbejder var stoppet, og det blev overvejet at holde en pause med babysalmesang. Men vel vidende, at det var en af sognets (folkekirkens) største succeser med overfyldte hold og lange ventelister, tilbød jeg selv at sørge for det.

Jeg havde haft gode og dygtige forgængere, så jeg var ikke på bar bund, da jeg tilrettelagde mit første forløb. Men det var stadig med bævende stemme, at jeg kastede mig ud i det. For jeg er på ingen måde en professionel sanger, og det kræver sit at hæve stemmen i en stor katedral-lignende kirke.

Men flere forældre tilkendegav, at det var dejligt at tonelejet ikke var for operaagtigt, men lå et sted, hvor de kunne synge med – og det gør de. Ligesom de bevæger sig i procession og danser rundt i kirkerummet til det babysalmesangsforløb, som jeg tilrettelægger efter årstid, alder, antal deltagere og eventuelle gengangere.

Fra bedeslag til babymos

Gennem de sidste to år, hvor jeg alene har stået for babysalmesangen i sognet, har det udviklet sig til at være babymusikgudstjenester med bedeslag, præludium, næsten kun salmer, læsning/skriftsted, fadervor, velsignelse og postludium.

Under kaffen bliver der stadig snakket om babymos og sovemønstre, men der bliver i høj grad også talt om kirke og kristendom. Én har måske været til en begravelse, en anden spørger nysgerrigt til vielse af homoseksuelle eller til præsten, der ikke tror på evigt liv, og det viser sig, at mange har brug for et sted, hvor de eksistentielle emner, som den nye forældrerolle har skabt, kan blive drøftet – noget der minder om en sjælesørgerisk samtale.

En introduktion til kirken

Babysalmesangen er altså ikke længere kun en mulighed for de nye forældre til at synge og bevæge sig med deres baby eller en introduktion til kirken og dens salmer – det er også en mulighed for at lære kirken, kristendommen og deres præst at kende.

Dét, der startede som en nødløsning, er i dag noget af det mest meningsfulde OG menighedsskabende arbejde i sognet. Den eneste nød, der er tilbage, er, at der ikke er plads nok på holdene – men så er løsningen, at jeg heldigvis stadig kan henvise til de gode nabokirker!