Julekalender i kirken?
En julekalender i 24 afsnit? – med lågeåbning, med sang og fortælling?
Det hele videooptaget og lagt ud på kirkens hjemmeside… kan vi det?
Det spurgte vi os selv om i Ringe Kirke et godt stykke tid inden jul, og så gik vi i gang.
Vi fik kirkens personale med på ideen, og resultatet blev 24 små videoer.
En julekalender i 24 afsnit!
Alle dage havde samme skabelon:
Vi begyndte altid i kirken.
Kalenderlyset blev tændt. (Vi havde 24 små kalenderlys, på forhånd var de alle brændt ned til
datoerne i december, fordi alle optagelserne foregik den samme dag.)
Derefter blev ”dagens låge” åbnet. Det var et lille fint gammelt skab, hvor der gemte sig en ting, der
passede til dagens fortælling. Der var f.eks. engle, julepynt, stjerner og julekager.
Så fortalte vi præster på skift om dagens ting. De fleste af dagene var vi i kirken, men vi var også på
kirkegården for at høre om grandækning, i præstens køkken for at bage julekager, eller se
kirketjeneren binde kirkens store adventskrans.
Dagens kalenderafsnit blev afsluttet med en julesang eller julesalme fra et af kirkens tre kor. Kirken
har spirekor fra 1.-3. klasse, juniorkor fra 4.-9. klasse og et pigekor bestående af 20 piger i alderen
13-25 år.
Alle 24 små videoer blev optaget og redigeret af en professionel.
Via kirkens hjemmeside kunne man abonnere på julekalenderen, og få tilsendt et nyt afsnit hver
dag.
Adventsåbent 4 lørdage i december
Skal vi inviterer alle byens børn til julehygge, fortælling om juleevangeliet, og kreativ leg i kirken?
4 lørdage i december?
Da den lokale handelsstandsforening besluttede at slå et slag for julehandlen her i byen de sidste 4
weekender op mod jul, greb vi i kirken ideen. Vi åbnede Ringe Kirke hver lørdag formiddag i
december for børn. Der var et fast program, men børnene kunne komme og gå, som det nu passede
den enkelte familie. Børnene kunne komme alene, mens forældrene ordnede juleindkøbene, eller
hele familien kunne deltage. Langt de fleste valgte at deltage sammen med deres barn/børn.
Skabelonen over formiddagen var:
Vi havde et lille skab med 4 låger. (Bare et simpelt Ikea-skab) Der gemte sig 4 ting fra
Juleevangeliet. Det kunne være en stjerne eller et æsel. Ringe Kirke har et fint krybbespil, og vi
brugte det til at fortælle ud fra.
Og så gik vi i gang med det kreative. Vi havde hver gang en ny aktivitet. Det kunne være perler,
eller ler. Der var hver gang mulighed for at tegne, og børnene kastede sig ud i det med stor lyst. Der
var saftevand og julekager, og der var kaffe til forældrene. Det gav mange gode snakke med både
forældre og børn, når vi sad omkring det store bord med tegninger og perleplader.