På stjernetæpper lyseblå
Hellig 3 kongers spaghettigudstjenesten i januar, eller før jul om man vil, har som fortælling historien om de vise mænd fra Østerland. Her kommer en lille fin stjerneleg til gudstjenesten, som både børn og voksne er glade for.
Når familierne kommer i kirke, vil de blive mødt af et syn, jeg kalder: ”På stjernetæpper lyseblå!” Kirkens midtergang er belagt med blå tekstil og strøet med hundreder af guldstjerner (foldet papir ca. 12×12 cm)
Et sted i rummet hænger den meget store stjerne. Under fortællingen ser de vise mænd stjernen, så børnene ved, hvor den er og er opmærksomme på den.
Legen går ud på, at alle børnene er stjernehimlen, der leder de 3 vise mænd på vej. Alle børn samler en guldstjerne op fra gulvet og holder den højt over hovedet, mens de står på en kirkebænk/stol.
3 voksne bliver overhængt med messehageler og er nu de tre vise mænd. De går rundt blandt de skinnende stjerner og spørger efter den store stjerne. Børnene vil forventeligt være meget ivrige efter både at stråle med deres egen stjerne og henvise til den store.
Når omsider de tre vise har fået tilkendegivelser nok, finder de den store stjerne og afleverer gaver. Her kan man bruge noget af kirkens inventar: Dåbsfad, lysestager (som kan ryge, røgelse, når man puster lyset ud) eller man kan forme tre rigtige julegaver med papir omkring, så gavemotivet bliver koblet.
Som modtager af gaverne kan man bruge statister (Josef, Maria, baby) eller bare lege, at der er nogen der.
Gudstjenesten omkranses selvfølgelig af gode Hellig 3 Kongers-salmer: 749, 104 v4 og 7, 136.
Andreas Christensen, præst i Hellig Kors Kirke, Nørrebro
jeac@km.dk