Julen er hjernernes fest

Følelserne opstår i hjernen og udspiller sig i kroppen. Og der er nok ikke en eneste beslutning i et menneskes liv, som ikke i høj grad er styret af følelser.
I juleevangeliet siger englen til hyrderne på marken: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”  Og hyrderne skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet i krybben. De fortalte, hvad englen havde sagt, og alle undrede sig, ”men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.” (Luk.2,19)

Maria tænker og tror
I dag hører vi nemt ordene om Maria som udtryk for en moderlig følelse, hun lagrer i sit hjerte. Men da Lukasevangeliet blev skrevet og mange århundreder efter, har man med hjerte ment det, vi i dag forstår ved hjernen. Det er visdom, der lagres.
Det er derfor man i Bibelen 2020 (Den Nye Aftale) oversætter: ”Maria lyttede omhyggeligt til alt, hvad der blev sagt, og bagefter tænkte hun tit over, hvad det betød.”
Er det frækt at oversætte sådan?
I hvert fald er det tæt på den virkelighedsforståelse, som de havde dengang, hvor hjertet ikke kun var sæde for følelserne, men også dér, hvor viljen sad. Den vilje som vi i dag forbinder med hjernen. Tro har med viden at gøre, med erkendelse. Tro er ikke kun en følelse i hjertet, tro opstår i hjernen og udspiller sig i min krop og din krop.
Menneskehjernen er et mirakel. Vi er født med en reptilhjerne, men op gennem barndommen får vi en kærlighedshjerne, når juleevangeliet og alle de andre kærlighedshistorier fyldes på os og bliver en del af vores hukommelse.

Julen 2020
I år er det blevet mere tydeligt, end nogen bryder sig om, at vi er hinandens liv, og at julens glædelige budskab om solidaritet ikke blot er til lyst.
Det er både hjerteligt og fornuftigt at tænke sig om og passe på hinanden – både på dem vi elsker, og dem vi bare tilfældigt møder og for et øjeblik ånder på.
I år bliver en voksen-jul. Ikke noget med ”julen derhjemme, derhjemme hos moder engang” eller ”rør blot ikke ved min gamle jul”. Det er os voksne, der har ansvar for, at børnene får en god og ædru jul –  trods alt.