Engletvillingerne og julestjernen – En julehistorie!

Engletvillingerne og julestjernen – En julehistorie!

De to engle, tvillingerne Ariel og Uriel keder sig lidt i engleskaren og går på æblerov i Paradisets
have, men bliver opdaget af Gud selv… Selvom det lyder af ballade, så ender det hele dog rigtig
godt med skabelsen af stjernebillederne og den store julestjerne.

Læs og lad dig inspirere af denne fine julehistorie af Simon Kangas Larsen, som er præst i Toronto.
Ideen kom, da Simon Kangas Larsen ville gøre den traditionelle julekoncert i Toronto mere
familievenlig. Imellem de musikalske indslag lagde han denne julehistorie ind i 4 dele undervejs.
Og ligeledes brugte han den også til Luciagudstjenesten.
Brug den frit på samme måde, til børnegudstjenesten eller skolejulen og syng julesange
indimellem.

Del 1
Det var ikke en december som det plejede at være. Himlen summede af liv på en
forventningsfuld måde som ingen havde oplevet gør. Noget særligt var i vente.
Engleorkesteret øvede og øvede inde i orkesterskyen: Basuner, trompeter og harper spillede i
takt og englekoret skrålede ”Halleluja” – så taget var ved at flyve af skyerne.
I nabo-skyen øvede engledanserne deres trin, så de kunne bevæge sig yndefuldt og i takt.
Piruettér, kædedans og folkedans. Det var en salighed at se.
Også englebørnene i engleskolen mærkede at der var noget særligt i gærde. Engleskolen blev
støvet af og alle sorte skyer blev pudset hvide, for rygterne sagde, at selveste Vor Herre ville
kigge forbi
Ikke alle englebørn opførte sig som Englebørn. Engle tvillingerne Uriel og Ariel var altid ude på
ballade og løb rundt med en støvsky bag sig – de ville hellere lege end gøre rent og fjerne
englestøv fra hylderne. Eller hive englepigerne i vingerne eller tage engledrengenes glorier og
kaste frisbee med dem.
Det eneste der kunne få dem til at stoppe med at fis og ballade var, hvis de kunne få lov at male
og tegne. Helst på alt muligt andet end englehvidt papir. Sammen kunne de tegne de sjoveste
fantasidyr og flottes regnbuer, der sprang fra sky til sky.
Uriel og Ariel så deres snit til at stikke af fra rengøringen og løb ind og gemte sig i en have med
de saftigst æbler.
”Kom Uriel. Hop op på mine skuldre, så kan vi snuppe et par af æblerne øverst på træet. Det er
der ikke nogen der opdager”, sagde Ariel.
Uriel kravlede op, og hurtigt blev lommerne fyldte. Men bedst som hun skulle nå en på den
øverste gren, lød en dyb røst: ”Hm hmm.”
De to engle vendte sig forskrækket om.
Og der – der stod Vor Herre i egen Guddommelighed og havde fanget engel tvillingerne på fersk
gerning.
”Hm Hmmm”, sagde Han igen. ”Hvad laver I?”
”Øh… ikke, ikke noget…” sagde de i munden på hinanden, mens de forsøgte at gemme æblerne
dybt i lommerne.
”Ikke noget?” spurgte Vor Herre. ”Det var ellers ikke det, jeg synes jeg så. Hvad er det nu jeg har
sagt om at gå at spise af æblerne i haven? ”

”I stedet for at forstyrre at alle andre engel er i gang med de særlige forberedelserne har jeg en
særlig opgave til jer to. Følg mig.”
Uriel og Ariel kiggede på hinanden… og fulgte med Vor Herre.

Del 2
Vor Herre gik forrest med engle tvillingerne Uriel og Ariel efter sig. De gik og gik og gik op ad
himmelstiger og himmeltrapper og himmelbuer og endte oppe under himlens tag.
Forenden af den øverste trappe var en loftslem. Vor Herre åbnede den gik op på taget og
stillede sig, så de to englebasser kunne komme op.
”WOW det er vildt det her”, sagde de to englebasser i munden på hinanden, da de endeligt var
kommet op.
De lænede hovedet tilbage og så millioner af stjerner uanset hvor de kiggede hen.
”Ja – imponerende, ikke? Det tog også en hel dag at skabe solen, månen og stjernerne og sætte
dem på himmelen, så vi kan holde styr på dagene og nætterne,” brummede Vor Herre.
”Men arbejdet er ikke færdigt. For stjernerne kan bruges til at finde vej, og lige nu er de i et
stort kaos af stjernestøv. Det skal I rydde op i”.
De to englebasser gloede først på Gud – og så på hinanden.
”Det, det, det kan vi da ikke” – sagde Ariel.
”Og I skal være færdige inden at soluret og måneuret mødes og det er bliver midnat”, forsatte
vor Herre.
”Det kan vi da ikke nå,” sukkede Uriel.
”Hvordan skal vi gøre det?” spurgte Ariel?
Men Vor Herre var allerede på vej ned at trappen igen mens han brummede på en salmelinje.

Del 3
De to englebasser kiggede forvildet på hinanden.
”Hvordan skal vi nogen sinde nå det her? Der er jo uendeligt mange stjerner.”

Ariel satte sig på en sky og begyndte at gnave i et af æblerne fra lommen!
Imens gik Uriel rundt og sparkede til en stjerne sten og tog en anden op, som hun skulle til at
kaste. Men hov, hvad var det?
”Se, se mine fingre, Ariel. De er fulde af stjernestøv. Man kan tegne med stjerner. Kom og prøv”
”Nøj, hvor sejt. Tænk at tegne med stjernestøv. Jeg vil tegne fra prik til prik mellem stjernerne.”
”Ja – genialt. Det vil jeg også”.
Og så begyndte Ariel og Uriel at tegne på den mørke nattehimmel.
Streg efter streg slog de og langsomt blev himlen levende og fuld af alle mulige væsner.
”Se. Jeg har tegnet en svane. Og her er en fisk. Og en skorpion”, sagde Ariel.
”Og de her to – de ligner hinanden – de er tvillinger”, sagde Uriel. ”Ligesom os!”
”Ja – og her er en bjørn – og her en til. Store bjørn og lille bjørn.
”Og her er en vogn med håndtag og hjul. Og en hund. Og en tyr og en løve.”
”Ja – og se her – det ligner en vandmand og en slange”
Tvillingerne tegnede og tegnede og lo og glemte alt om hvad de egentligt skulle.
Indtil Uriels øje pludseligt så at solen og månen var ved at bytte plads ude i horisonten.
”Ariel! Stop! Se, det er næste midnat og vi er slet, slet ikke færdige.
”Kom, lad os skynde os at feje de stjerner vi ikke har brugt hen under den sky. Så ligner det at vi
har ryddet op.”

Del 4
”Nå, min fine englebørn. Hvordan går det med oprydningen af stjernerne? Er I blevet færdige?”
spurgte Vor Herre, da han kort efter kom tilbage på himlens tag.
”Jo – sådan nogenlunde…” svarede Uriel lidt tøvende.
”eller… ” forsatte Ariel.
”vi kom mest bare til at tegne og glemte fuldstændigt tiden.”
Vor Herre kigger rundt på himlen. Langsomt ser han på det ene stjernebillede efter det andet
og smilet blev større og større på hans ansigt.

”Englebasser! Det er flot det I har skabt – alle verdens skabninger har fundet plads blandt
stjernerne.” siger Han, mens han nikker anerkendende.
”Men hov – hvad det det, der er fejet ind under skyen?”
Han pustede let til skyen, som blæste hen over himlen og frem kom den største, funklende
stjerne, der lyste himlen op.
Den var ikke som månen, der gjorde natten lys. Det var ikke som solen der oplyste dagen. Nej.
Den nye stjerne lyst på sin helt egen måde med en udstråling, der fik de største stjerner til at
blegne.
Vor Herre slog en hjertelig latter op!
”I har jo skabt en ny stjerne med al de stjernestøv i har samlet – og det var lige i rette tid.
”Kom med mig” sagde Vor Herre. ”Der er noget jeg gerne vil vise jer.”
Og på en sky dalede de fra himlens bue og ned mod jorden mens de fulgte stjernenes stråle. Jo
tættere de kom mod jorden jo flere og flere engle fulgte dem. Lydene tog til. Englemusik,
englesang og engledans.
Og der, forenden af stjernen var en stald. Og i stalden en krybbe med et lille barn, svøbt i et
skin.
Engle orkesteret spillede trompetfanfarer og harpestrege og englekoret sang ”Halleluja” og de
sang ”I nat er der født os en frelser” og samtidigt dansede engledanserne folkedans rundt om
stalden. Himmelbuen var fyldt med lys og glæde.
Vor Herre smilede over hele ansigt – og pegede så ud i det fjerne hvor en kamelkaravane
nærmede sig. Karavanen kom tættere på og Tvillingerne så, at der sad fornemme mænd på
kamelerne der sad og pegede op mod tvillingernes stjerne.
”Se,” hviskede Vor Herre til tvillingerne. ”Se, de tre mænd der – de kommer fra Østerland langt,
langt borte. De bruger jeres stjernebilleder til at finde vej og den store lysende stjerne der
peger på drengen i krybben. Det var lige det der skulle ske, for de tre skal nemlig give barnet
gaver og fortælle hele verden om at barnet er født – og at mennesket har fået en ny konge”.
”Hvem – hvem er barnet” sagde Ariel.
”Er det babyen der er en konge?” spurgte Uriel.
”Ja. Barnet er min søn – Jesus. Og det der sker lige nu, er at det bliver jul! Mennesket har ventet
siden solen, månen og stjernerne blev skabt på, at Han skulle komme. Barnet i krybben er det
lys i verden som selv ikke mørket kan gribe.”
Vor Herre rejste sig op og tog en englebasse i hver hånd og de gik nærmere på stalden.

Uriel kiggede op mod himlen:
”Se vores stjerne! Den lyser så kraftigt og flot”
”Ja. Det var den I lavede ved at samle stjernestøvet fra stjernebillederne af alverdens
skabninger”, sagde Vor Herre og forsatte med et stort smil:
”Stjernen peger den hen på den glæde vi fejrer julenat. Og det er derfor mennesker en gang
kommer til at pynte træer og vinduer med flettede julestjerner. For stjerner spreder lys og
glæde. Og med stjerner kan man finde vej til glæden – finde vej til glædens konge Jesus!”
Tvillingerne kiggede på hinanden. Ariel stak hånden i lommen og fandt et af æblerne han havde
snuppet i paradisets have.
”Må vi godt give babyen en gave?” sagde Ariel. ”Det er jo hans fødselsdag – og jul.”
”Ja – gør endeligt det,” smilte Vor Herre, mens juleklokkerne begyndte at ringe i det fjerne.