Med årene er jeg blevet mere og mere glad for at undervise konfirmander. Det er en opgave, som giver meget igen, og som er blevet en af ugens højdepunkter. Jeg holder af konfirmandernes åbenhed, frimodighed og umiddelbare tro. Samtidig har de jo også en frækhed og en naturlig uro, som jeg ikke ville være foruden; for mig er det netop et sundhedstegn, der viser, at de er sunde og raske teenagere, som tør være sig selv – også i kirken og overfor præsten.
Uanset om man vil det eller ej, så bæres konfirmandernes relation til kirken, kristendommen og troen i høj grad af deres relation til præsten.
Det er et meget stort ansvar, men også en fantastisk mulighed. Min erfaring er, at hvis man oprigtigt viser, at man kan lide de unge, og hvis man tør give ud af sig selv som menneske, så smitter det af. De opdager hurtigt, om man vil dem, og når de mærker den accept, kommer de til at føle sig trygge og hjemme i kirken. En sidegevinst ved denne tryghed er, at de klassiske problemer med f.eks. disciplin og uro i undervisningen omtrent forsvinder af sig selv.æ
Fast runde om ”Det værste og det bedste”
For at jeg for alvor skal kunne lide at undervise konfirmander, er det afgørende, at jeg underviser på en måde, som jeg også selv synes er sjov, meningsfuld og spændende. Min egen begejstring er det, der smitter bedst. Jeg elsker gode historier om både Gud og mennesker – både de store, klassiske fortællinger i Bibelen og de mange små, vigtige historier, som leves lige nu i vores hverdag.
Derfor har vi hver gang en fast runde, hvor vi hver især fortæller om det værste og det bedste, der er sket i den forgangne uge. Tanken med dette ritual er dobbelt: Det skal hjælpe konfirmanderne til at holde fokus på velsignelserne og de gode ting i livet, samtidig med at der skal være et trygt rum, hvor man har lov til at brokke sig og dele det svære med andre. Igennem denne øvelse lærer vi hurtigt hinanden at kende. Vi giver løbende noget af vores egen livshistorie til hinanden, hvilket opbygger et fællesskab på holdet.
Meditation på kirkebænken
Jeg synes også at have erfaret, at vi skal lave forskellige ting i løbet af undervisningen, også ved at bruge kroppen. På den måde fastholdes koncentrationen bedst. Derfor har vi i løbet af undervisningen meditationer med konfirmanderne – i kirkerummet.
Her lægger de sig til rette på hver sin kirkebænk, lukker øjnene og finder ro, mens jeg læser en tekst over et bibelsk tema. Det virker som om, konfirmanderne virkelig godt kan lide disse stunder. I en moderne ungdomskultur præget af et højt tempo, konstante skærme og massive krav fra mange sider, har de brug for et frirum. Kirkerummet kan give netop denne ro.
Kreative processer er et hit
Noget andet, jeg holder meget af, er at udfolde mig kreativt sammen med dem. Derfor prøver jeg at bringe de kreative processer ind i undervisningen. På hvert hold kaster vi os ud i et fælles, kreativt projekt, som visuelt udtrykker nogle af de temaer, vi taler om. Når værkerne er færdige, bliver de udstillet i selve kirkerummet. I den anledning holder vi en rigtig fernisering med børnechampagne i flotte glas, hvor vi går rundt og beundrer hinandens værker. Udstillingen får lov at blive stående i kirken i en længere periode. På den måde kan søndagsmenigheden se, at her faktisk er levende konfirmander, som er en aktiv og berigende del af menigheden
Journaling og Forundringsskabet
Aktuelt arbejder vi i år med ’journaling’ – collage i en notesbog som forhåbentlig bliver helt fuld af billeder.
Som noget helt nyt i år har jeg introduceret det, jeg kalder ‘forundringsskabet’. Det er et lille, fint vitrineskab som står i kirken. Her udstilles en helt almindelig, konkret ting fra dagligdagen. Den dybere tanke med skabet er at lære konfirmanderne at se det store i det små, at løfte perspektivet i hverdagen, skærpe vores nysgerrighed på verden og få øje på Guds storhed og tilstedeværelse midt i det levede liv.
Lige nu ligger der for eksempel et par helt almindelige briller i skabet.
Teksten dertil lyder:
“Hvilke briller ser du verden med?
Når hverdagens pres gør livet sløret, kan det være svært at se tingene klart.
Hvad sker der, hvis du tager troens briller på?
Måske ændres dit perspektiv?
Kan troens briller få dig til at forundres over livet?
Hvilke briller tager du på i dag?”
Mit håb er, at alle de forskellige elementer i undervisningen tilsammen giver konfirmanderne en følelse af, at kirken er et sted, hvor de kan komme præcis, som de er, og finde både plads til glæde, brok, ro og eftertanke. Og at vi sammen går på opdagelse i alt det, der gør troen og livet så forunderligt.
Stine Munk, sognepræst i Vor Frue Kirke, København
forfatter
Stine Munk
Sognepræst i Vor Frue Kirke, København