Meditation- og fordybelsesopgaver – hvorfor?
Vi lever i en tid, der kalder på ro og fordybelse midt i en hektisk hverdag. Dette gælder både børn og voksne. Med meditationerne møder de 9-12 årige et frirum, hvor de kan slappe af og lytte til den kristne historie på en ny måde. Der tales til den enkelte i en personlig, opbyggelig og inkluderende tone. Gudsbilledet er nytestamentligt, så det er den kærlige Gud, som far og hans søn Jesus, børnene møder og bliver bevidste om. De bibelske tekster, som danner grund for meditationerne, kan evt. bruges som udgangspunkt for en efterfølgende samtale om de aktuelle temaer. Undervejs i meditationerne er der indlagt små bevægelser, da børn i højere grad end voksne er fysisk umiddelbare. Kommunikationen foregår dermed samtidig på flere sanseplaner: at røre, lytte, visualisere og slappe af. Der følger tre opgaveforslag med ved hver meditation. Opgaverne har forskellig varighed og de kan bruges eller helt udelades afhængig af tid. Hver især udfolder de let et kreativt og fordybende potentiale hos aldersgruppen.
Brug – hvornår og hvordan?
Fordybelsesmaterialet kan bruges som led ved børnekonfirmand, børnekor, juniorklub eller som et selvstændigt meditativt tilbud til børn og deres voksne i kirkerummet. Meditationerne tager ca. 10 minutter og kan høres på SoundCloud i kirkerummet eller derhjemme. På den måde kan meditationerne følge den enkelte frit via telefonen, hvilket er en væsentlig pointe at vise og fortælle dem.
Lad børnene lægge sig på en kirkebænk eller en madras på gulvet i kirken.
Indgyd en stemning af ro og afslapning. Sæt den indtalte meditation på lydanlægget eller læs selv frit op.
En meditation tager ca. 10 minutter.
Aktiviteterne – varighed?
Aktivitetsforslagene efterfølgende kan tage mellem 20 minutter og 1 time afhængig af hvor lang tid der er til rådighed. Lad gerne børnene fortælle, hvad de oplevede og hørte under meditationen og lad det være nok eller fortsæt med en eller flere af fordybelsesopgaverne.
Velkommen til meditationen ”Dynen”.
Læg dig godt til rette og mærk at du bliver tung i kroppen.
Dine ben slapper af. Dine fødder holder pause. Din ryg hviler og din nakke og dit hoved har givet slip og slapper af.
Lad dine arme ligge slapt langs kroppen eller læg dine hænder på maven.
Forestil dig at du bliver puttet med en LILLA, dyne omkring dig.
Tag så en dyb indånding og hold vejret lidt og pust ud (ånd ind / pust ud)
Det gør vi lige igen… (ånd ind / pust ud)
Og en gang til… (ånd ind / pust ud)
Det roder oppe i dit hoved.
Indimellem bliver du fyldt af alle mulige tanker.
De kan være mørke og svære at få samling på.
Andre gange kan alle dine tanker være lyse og glade.
Du ved, at der både findes godt og ondt i verden.
Der findes krig, terror og katastrofer.
Mobning og at blive holdt udenfor.
Men der findes også pandekager, familie, bobletyggegummi, venner og solskinsdage!
Der findes både godt og ondt i verden.
Hvorfor er der så meget ondt i verden, når Gud også er i verden?
Måske tænker du, at han burde gribe ind, når noget sker.
Men ting sker – og det underlige er – at Gud er der stadig!
Guds kærlighed fylder alt også når onde ting vil presse sig ind.
Gud elsker dig og passer på dig selv på de dummeste dage.
Han er hos dig med sin kærlighed fra morgen til aften og hele natten.
Om natten, når dynen ligger varmt omkring dig, er det et godt billede på, hvordan Gud passer på dig
– altid også i mørket.
Det var en nat for mange år siden, at Jesus blev taget til fange.
Nogle ville af med ham, ikke høre på ham mere, fordi han blev ved med at sige, at Gud var for alle mennesker.
De ville fange ham og korsfæste ham, dengang i påsken.
Det lyder ondt og det var det også.
Måske mærker du kulden som du ligger der og slapper af lige nu.
Kulden som indimellem kan komme fra mennesker, der ikke vil noget godt.
Du er i en have – Gethsemane Have, hedder den.
Et lidt specielt navn: Get-se-man-ne.
Den ligger langt væk i det land, hvor Jesus boede lige ved byen Jerusalem.
Du kan se ham, Jesus.
Han er bange.
Han ligger på knæ, krummet sammen med foldede hænder og beder.
Hvis du lytter godt efter nu, så kan du høre, at han beder Fadervor.
Når man er allermest bange, så kan man altid bede til Gud – fx Fadervor.
”Fri mig fra det onde”, siger han, ”Pas på mig”, siger han.
Og så sker det. Der høres skridt og der er mange.
I mørket kan du se genspejlingen af noget lys i træerne.
Det er store fakler – det ligner soldater og de larmer også ret meget.
Der er ingen der opdager dig!
Jesus har rejst sig op, det er som om noget er forandret – han er ikke bange mere.
Han har talt med sin far i himlen – og du kan se, at det var godt, for nu lyser han af ro.
Han står og kigger og venter.
Det er som om, at han er blevet pakket ind. Pakket ind i en varm dyne af lys og kærlighed.
Han har talt med sin far i himlen.
Du husker, at Jesus havde disciple, som fulgte ham overalt, men en af dem, Judas, kunne han ikke stole på.
Judas er kommet sammen med alle soldaterne og du ser, at han går direkte hen til Jesus.
Han giver Jesus et kram og kysser Jesus på kinden – det virker forkert.
Judas vender sig om mod soldaterne og viser dem, at de skal tage Jesus til fange.
”Du snyder mig med et kys og et kram!” siger Jesus, og du kan se, at Judas ikke en er ven og du mærker kulden.
Kulden, som kommer, når der sker noget vi ikke kan lide – noget vi bliver bange for.
Men Jesus er helt rolig. Han står i den kærlighed, som Gud styrkede ham med, mens han bad.
Du kan også mærke det – hvordan Gud passer på dig.
Han er det gode i verden.
Gud vil altid fylde verden med godhed og kærlighed, som du og andre kan bruge uendeligt af.
Som en dyne af kærlighed omfavner han dig.
Som en dyne af kærlighed varmer han både dig og dem, som du møder på din vej.
Dem alle sammen: din lærer, kassedamen, den der mobber og din mor…
Jesus skulle korsfæstes og den nat i Gethsemane Have blev han taget til fange.
Men han var ikke alene – Gud var med ham hele vejen.
Som han sad der og bad og var bange blev han indhyllet i kærlighed.
Pakket ind fra top til tå.
Og når Gud er med dig, så kan du klare alt.
Stå op om morgenen, kaste nattens dyne af, spise og tage tøj på.
Men du er puttet som et lille barn i en usynlig kærlighedsdyne uanset hvad du skal, hvem du møder, og hvad dagen bringer.
Du kan mærke dynens varme strømme til dig nu.
Prøv nu at sætte dig op, mens du holder dine øjne lukkede.
Mens du sidder op, så mærk hvordan varmen lægger sig om din ryg, din nakke og dine arme.
Mærk hvordan den siver ned gennem dine ben og varmer dine fødder nede på gulvet.
Varmen fylder også dit bryst og din mave.
Den rammer dit ansigt, dine kinder og din mund.
Alt er godt.
Sig det igen sammen med mig nu: Alt – er – godt.
Du er ikke alene – Gud er med dig alle dage indtil verdens ende.
Du må gerne åbne dine øjne nu, strække dig – det bedste du har lært. Ud til fingerspidserne, kør armene rundt oppe ved skuldrene – gab. Stræk benene, vrik med fødderne, først den ene, så den anden og vip med tæerne.
Og så ryst hele kroppen – du er klar til at gå ud i verden!
Meditationen er baseret på Lukasevangeliet 22:47-53
Jesus i Getsemane og Tilfangetagelsen/Judaskysset
Fordybelsesaktiviteter ”Dynen”
Hvad er en god ven? – 30 minutter
Samtale i en kreds om venskab
Alle sidder med papir og blyant og skal i stilhed notere hvad der spørges om:
Skriv 3 ting, der kendetegner en god ven/veninde.
Skriv 3 ting, der kendetegner en dårlig ven/veninde.
Tal med sidemanden om de ord I hver især har fundet.
Plenum samtale:
Hvad vil det sige at svigte? undskylde? tilgive? Har du prøvet det?
Hvad gør jeg, når jeg ikke er en god ven?
Blomstrende kors – 45 minutter
Et kors symboliserer kristendom og tro.
Syng sammen DDS 241 ”Tag det sorte kors fra graven!/Plant en lilje hvor det stod!/Ved hvert skridt i dødninghaven/blomster spirer for vor fod!”: Grundtvig 1832 og 1846.
Fortæl om salmen og det blomstrende kors.
Vi lever efter opstandelsen, Jesus har overvundet døden.
Vi skal huske at lade livet og troen gro og spire og sætte blomster i alle farver.
Lad alle tegne eller male et kors, der blomstrer og giver håb.
Tegn dit liv – 60 minutter
Hvem er jeg? Hvad er der i mit liv af mennesker og ting jeg bruger tid på?
Hvad savner jeg? Hvad er svært? Hvad drømmer jeg om?
Hvordan ser min tro ud?
A3 papir – lav et mindmap med dig selv i midten og alle de andre ting rundt om.
Det hele danner til sidst et meditativt og filosofisk selvportræt.