Grundkonflikt: Autonomi - afhængighed
Opmærksomhed og hukommelse:
Opmærksomheden kan nu fastholdes i en mentalt krævende aktivitet, også når der sker distraherende ting omkring barnet. Det husker fakta om verden – hvad det har set, hørt og oplevet. Mange af dem kan regnemetoder og den lille tabel. De kan læse, forstå og anvende ordsprog (fx “Det er dér, skoen trykker”).
Sprog, kommunikative og sociale kompetencer:
– I 10-12-årsalderen sker der store forandringer (fx kan barnet, som man for nylig nærmest måtte tvinge i bad, nu som 12-årig være svær overhovedet at få ud af badeværelset).
– Optimalt set kan barnet afholde sig fra at sige noget, der udstiller eller sårer andre. Det udviser fleksibilitet og kan selvregulere sig i forhold til miljøet.
– De 10-12-årige begynder at opdage, at livet er mere kompliceret og vanskeligt, end de hidtil har kunnet forestille sig. Den ene dag er de fulde af selvtillid, og den næste er de små og fortabte.
– Selvstændigheden tiltager, men barnet har stadig brug for omsorg og opmuntring. Det kan være overraskende for både barnet og dets omgivelser, hvor sårbart det kan være ind imellem.
– Barnet inddrager i højere grad forholdet til andre i selvbeskrivelsen. Det forstår andre i højere grad og tager mere hensyn til andres hensigter og standpunkter.
– Den abstrakte tænkning udvikles. Barnet er ikke længere bundet af det konkrete, men kan nu i højere grad arbejde med indre forestillinger og overordnede begreber.
– De tætte bånd til forældrene begynder at blive løsnet, og barnet orienterer sig mere mod kammeraterne, der nu også får en opdragende funktion. Hvad der sker i frikvarteret på skolen, får mere og mere betydning for barnets selvforståelse, mens forældrenes og lærernes synspunkter bliver noget, man skal tage afstand fra – præpuberteten er i fuld gang. Derimod kan andre voksne, fx i klubben og kirken, fungere som fortrolige.
– Barnets forhold til lege og aktiviteter flytter sig nu mere fra fællesskab til individualitet: man finder sig en hobby, en interesse, som man selv har valgt (sport, computerspil, spejder osv.), og som man dyrker sammen med jævnaldrende og ligesindede, ikke sammen med forældrene.
I kirken:
Det er vigtigt, at barnet bliver taget alvorligt: empirien fortæller, at man kan lære børn nye ting fra grunden op til 11-årsalderen, derefter kommer “relevansproblematikken” i vejen: “Hvad har det med mig at gøre?” Barnet orienterer sig – ligesom de voksne – mere efter radar end efter et kompas; målet er flydende, ikke givet på forhånd. Lige så vigtigt er det, at barnet får et medejerskab til kirken (jf. konfirmandens bemærkning ved præstens rundvisning: “Øj, vi får lov til at komme backstage!”).
Barnet forventer erfaringsbaseret forkyndelse, der inddrager forkynderen som person. Forkynderen skal turde være fyrtårn, men være yderst bevidst om grænsen mellem at vise vejen og være selve målet. Det handler om at erstatte den stedfortrædende tro med den meddelende tro, uden at dømme (ude); at være inklusiv og ikke eksklusiv, ligesom kirken skal være det.
Kilder:
- Alfvén, Malin og Kristina Hofsten: Kan selv! Vil selv!, Frydenlund (2011)
- Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udvikling fra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)
- Tordrup, Rikke Yde: Udviklende Øjeblikke, Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde, Akademisk Forlag (2015)
- Ana Maria Rizzuto: The Birth of the Living God, University of Chicago Press (1981)
- Gunda Jørgensen: Her under himlen, Hovedland (1986) Gunda Jørgensen: Askelysningen, Anis (1989) Gunda Jørgensen: Kristtjørn, Anis (1992) Gunda Jørgensen: Paradisporten, Anis (1997)
