Indledning
Afsnittet om musik og bevægelse handler om, hvordan man kan arbejde med salmer og musik i børne- og familiegudstjenester, til rytmik eller legestue, til minikonfirmand osv. Lad dig inspirere af materialet her, prøv det af og find så med tiden din egen vej og måde at gå til stoffet på. Hvis det er meget fremmed og nyt for dig, kan det være godt at læne sig slavisk op ad eksemplerne. Med erfaring og tryghed kommer evnen til og nysgerrigheden efter at eksperimentere, gå egne veje og finde sin personlige undervisningsstil. Hvis du er erfaren underviser, kan du måske få nogle nye ideer og finde lidt inspiration til samarbejdet med præsterne i kirken.
Prøv altid at se dine oplevelser med børnene som erfaringer, ikke fiaskoer. Hvis noget ikke fungerede, er du en erfaring klogere til næste gang. Hvis du tør gå ind i det, ligger der størst læringspotentiale i det, der ikke går som planlagt – måske endda i det, der går helt skævt. Husk, at det allervigtigste som underviser er at være til stede. Hvis du er nærværende sammen med børnene, er du mere end halvvejs i mål med at blive en fantastisk formidler. Resten er redskaber, som kan tilegnes gennem viden, øvelse og erfaring, så der opbygges et håndværk. Nogle af de redskaber kan du læse om herunder i afsnittene: Hvad kan børnene?, Hvordan gør man så? og Eksempler?