Barnet vokser, og troen følger med.
I løbet af barnets liv vil samtalen om tro og gudsbillede ændre sig, i takt med at barnet udvikler sig og stiller nye spørgsmål. Her kan du læse om, hvor barnet befinder sig i sin udvikling, om hvilke guds- og trosforestillinger, der følger deraf, og om hvilken rolle Jesus spiller for barnet på dette alderstrin.
Den eksistentielle grundkonflikt for denne aldersgruppe er nærhed-afstand, og den største trussel er angsten for at blive forladt. Når man fx leger borte-tit lege med denne aldersgruppe, er det derfor ikke kun en leg, men en måde at (lære at) omgås et grundlæggende eksistensvilkår på; at vi hører sammen, at vi kan komme væk fra hinanden og forenes igen. Dén trosfortælling og dét gudsbillede,
som kan formidles til denne aldersgruppe, er tro som tillid – og Gud som den trygge base og den sikre havn. Gud som trøster og beskytter. De mindste børn skal fortælles og synges ind i en historie, hvor Gud passer på os, ligesom mor og far (og barnets øvrige voksne). Barnet er, ligesom Jesus-barnet, Guds barn.