Grundkonflikt: Nærhed - afstand
Opmærksomhed og hukommelse:
Hos de helt små handler det om det helt nære. Omkring 2 års-alderen vil barnet kunne fastholde opmærksomheden i 5-7 min. sammen med andre. De kan finde ting, der ikke kan ses, og de gentager gerne ord – de kommer i tanke om ting – eller leder efter dem. Omkring 3 års-alderen forstår barnet døgnets rytme og begynder at se sammenhængen mellem fx et flag og “hurra”. I løbet af årene vil barnet kunne udpege flere og flere legemsdele.
Kommunikative og sociale kompetencer:
– Barnet går i disse år fra at kunne bruge ganske få ord aktivt til at kunne mestre sproget fuldt forståeligt. Det kan i 3 års-alderen forstå begreber som “om lidt”, “i morgen”, “ingen” og “mange”.
– Går fra at kunne skelne mellem “sig selv” og spejlbilledet (15-18 mdr.) og reagere på navns nævnelse, til at kunne forstå sociale normer som at sige “tak” og “værsgo”. De udvikler et tydeligt kropssprog og udtrykker mange følelser (begejstring, tristhed, flovhed, tilfredshed).
– Omkring 3 års-alderen vil barnet langsomt kunne begynde at samarbejde og være villig til at dele fx legetøj. Barnet opdager sig selv, og at der findes “andre”. Barnet undersøger og kategoriserer verden. Udtrykker dette blandt andet ved hjælp af sproget. Siger “hund”, “bil”, “bold”.
– Barnet imiterer andre og gentager ord. Dvs. at non-verbal formidling med fordel kan benyttes: musik med fagter og få ord og sætninger, lege, undersøgelser, bevægelser med forskellige konkrete elementer.
– I denne alder imiterer og søger de med stor interesse andres lege, leger synkron-lege og parallel-lege; omkring 2 års-alderen leger børnene rollelege, der afspejler hverdagen (madlavning, lege læge, passe baby). Ligeledes er forskrække-lege og tumle-lege ofte et hit. Ved 3 års-alderen vil barnet fx gerne bygge hule – og lege ved siden af andre inde i hulen.
I kirken:
Det giver ikke mening at kommunikere via sproget alene. Men det giver mening at inddrage børnene, og allerbedst hvis det sker enkeltvis vha. tørklæder, bolde osv., ligesom man kan benytte sig af musik og fagter (enkle “ekko-sange”, hvor en forsanger synger én linje, som gentages af alle).
Det er vigtigt at benytte sig af “kirke-effekterne” som præstekjolen (tage den på, mens børnene ser det), klokkeringning, orgelspil. Det er også vigtigt at inddrage barnets nærmeste (forældre, bedsteforældre) både fysisk og i forkyndelsen, dels for at skabe tryghed (barnet må aldrig opleve utryghed i kirken!), dels for at fortællingen kan fortsætte, når barnet kommer hjem. Det vil være en god hjælp at inddrage en hånddukke, helst som et tilbagevendende, fast element (i kirken møder barnet både præsten og dukken Oskar). Men det er vigtigt hele tiden at holde fokus på kirkens grundbudskab: Gud er vores mor og far, og han elsker os altid – og at have i baghovedet, hvad familien kan tale videre om, når de kommer hjem, gerne i form af en lille huskeseddel: “Vi har i dag talt om, at Gud leder efter alle, der bliver væk, fordi han ikke vil undvære en eneste af os” – med genoptryk af lignelsen om den tabte mønt (Luk 15,8-10).
Kilder:
- Alfvén, Malin og Kristina Hofsten: Kan selv! Vil selv!, Frydenlund (2011)
- Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udvikling fra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)
- Tordrup, Rikke Yde: Udviklende Øjeblikke, Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde, Akademisk Forlag (2015)
- Ana Maria Rizzuto: The Birth of the Living God, University of Chicago Press (1981)
- Gunda Jørgensen: Her under himlen, Hovedland (1986) Gunda Jørgensen: Askelysningen, Anis (1989) Gunda Jørgensen: Kristtjørn, Anis (1992) Gunda Jørgensen: Paradisporten, Anis (1997)
