Hvad kan børnene?

Hvor er de – personligt og som gruppe?

Dette afsnit handler om børn i vuggestuealderen – altså om børn fra ca. 1 år op til 3 år. Der er et kæmpeskel mellem det 1-årige barn og barnet lige under 3 år. Et barn på 1 år vil ikke kunne gå selv endnu, der er meget lidt sprog (hvis noget) begrænset til ord som mor, bil, mad osv. Et barn på næsten 3 år kan hoppe, løbe og dreje rundt, og deres sprog er ganske veludviklet. Måske halter udtale og egen tale lidt, men barnet kan forstå meget og let tages med på en simpel fortællings-rejse.

Og hvordan forener og formidler man så til hele gruppen?

Børnene går som regel i vuggestue eller dagpleje, og de er derfor vant til spændet mellem de små og store. Hun er bare en baby, hører man tit en af de store sige forklarende (underforstået: og jeg er en stor dreng/pige). Det kan vi drage fordel af, for de store er vant til at have de små med og at skulle tage lidt hensyn. De små er til gengæld vant til at skulle ’hægte sig på’ de store – ligesom man ser hos søskende.

Begge aldersgrupper kræver leg, fantasi, bevægelse og hurtige skift og afveksling imellem aktiviteterne for at fastholde interessen.

Børnene oplever via deres højre hjernehalvdel, altså indtages verden via sanseindtryk, rumlighed, følelser og leg. Den sproglige og organiserende venstre halvdel af hjernen er endnu meget lidt udviklet, og derfor er det så vigtigt at fokusere på sansning – altså konkrete erfaringer og oplevelser.

Kroppen indeholder myriader af legemuligheder: Fingre skal gemmes, navler pilles i og tunger luftes. At gemme sig og blive fundet, når man tæller til 1–2–3 er et sikkert hit.

Det samme gælder at gemme en ting i en kuffert, en pose, under præstekjolen, el.lign.

Hvad har jeg gemt? Hvor er det?  Nu tæller vi til tre (eller synger en sang) for at trylle det frem.

Måske et genert dyr, et fint lys, der skal tændes, et billede eller…

Koncentration

Jo yngre børnene er, desto kortere kan de fastholde deres koncentration. Derfor er det godt med hurtige og mange skift imellem aktiviteterne – optimalt set vekslen mellem stillesiddende og bevægelsesaktiviteter.

Ambitioner om en egentlig fortælling i en gudstjeneste må pakkes ret langt væk, og det kan være en fordel at tænke i emner i stedet. Musik, leg krop og sanser skal inddrages og tilgodeses i gudstjenester og aktiviteter, så de bliver det bærende element – ikke ordene.

Børn har forskellige deltagerstrategier, altså måder at deltage i aktiviteter og lege på. Barnet, der er gået væk fra aktiviteten, er ikke nødvendigvis ’helt væk’. Ofte kan man observere, at barnet finder sine egne bevægelser til sangen/salmen eller simpelthen er gået i gang med at flyve rundt som den fugl, de andre sidder og synger om.

Det er et meget lille ’vindue’ man har, hvor man kan kræve, at børnene sidder stille. Når et barn går væk fra kredsen, kan det være et udtryk for kropslig selvregulering eller en reaktion på overstimulering og behov for en lille pause. Det kan være godt at huske på, når man oplever, at halvdelen af børneflokken er forsvundet – det er ikke nødvendigvis ensbetydende med manglende engagement. En god tommelfingerregel er, at hvis børnene går i gang med en helt anden leg, er det tid at få fornyet samling på tropperne.

Skift aktivitet. Sig for eksempel til forældrene Nu skal vi lave noget andet, så hent lige børnene ind, og sæt jer i en rundkreds. Eller syng det måske til dem?

Fang børnene med en ny klang eller sang. Nye lyde, nye aktiviteter eller rekvisitter skaber nysgerrighed, og hvem ved, måske kommer børnene så helt af sig selv.

Hvad kan de – musikalsk og sangligt?

Først fra 2 års alderen begynder børnene lige så stille at synge med, men i gudstjenestesammenhæng, hvor børnene ikke er i vante rammer, er min erfaring, at det først sker, når børnene er omkring eller over 3 år. Til gengæld hører jeg ofte om, at børnene synger sangene for eller med deres forældre, når de kommer hjem.

Børnenes stemmer er meget lyse og høje, fordi deres stemmebånd er kortere end hos voksne.

Derfor er det vigtigt, at man synger sangene i et lyst toneleje, så børnene kan være med.

Omfanget af børnenes sangstemmer er begrænset. Sangene skal derfor optimalt set ikke have for langt mellem den højeste og laveste tone. Mange børnesange strækker sig kun over fem toner, har hovedsageligt trinvise bevægelser og ikke store spring i melodien. Det passer rigtig godt til børnenes musikalske og sangmæssige kunnen i denne alder. Det kan de traditionelle salmer slet ikke leve op til, og netop derfor er det godt både at have salmer og børnesange med i undervisningen og til børnegudstjenester for aldersgruppen.

Børnene lærer via bevægelser og sanser, og der skal mange gentagelser til, før en sang er lagret og lært. Men det kræver variationer i gentagelsen, hvis børnene skal holdes fanget. Det er ikke nok at synge det samme igen og igen for at lære en sang. Varier dit udtryk, din mimik, og hvis det er muligt, så varier bevægelserne. Eller gør, som jeg engang lærte af Kirsten Nielsen, docent ved Syddansk Musikkonservatorium: Tegn en smiley på et stykke papir og syng sangen glad. Ved næste gentagelse vender smiley’ens mund nedad og er sur eller ked af det. Og hvordan synger man så, når man er sur eller ked af det?

Litteraturliste: 

Holgersen, Sven-Erik: Mening og Deltagelse. Iagttagelse af 1-5 årige børns deltagelse i musikundervisning, Ph.d.-afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitet (2002)

Knudsen, Ann E.: Udvikling af barnets hjerne 0-18 år, Artikel til tænketanken (2008)

Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udvikling fra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)

Nielsen, Kirsten og Marstal, Inge og Nygaard, Lone: Musikalsk Legestue, Edition Wilhelm Hansen A/S (1988)

STOR TAK til Kirsten Nielsen, docent ved Syddansk Musikkonservatorium, for sparring, erfaringsdeling og hjælp til at få stillet helt skarpt i tekster og eksempler!