
Barnet vokser og troen følger med
I løbet af barnets liv vil samtalen om tro og gudsbillede ændre sig, i takt med at barnet udvikler sig og stiller nye spørgsmål. Herunder kan du læse om aldersgruppen 6-9 årige. Om hvor barnet befinder sig i sin udvikling. Om hvilke guds- og trosforestillinger, der følger deraf, og om hvilken rolle Jesus spiller for barnet på dette alderstrin.
Barnet begynder omkring skolestarts-alderen at tænke mere konkret og operationelt. Barnet bliver mere optaget af viden og færdigheder og har en mere nøgtern interesse for faktuelle ting. De nyerhvervede kognitive evner benyttes også i forhold til barnets tro. Barnet bliver fx optaget af, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Barnet forstår troen konkret og bogstaveligt. På dette alderstrin evner barnet endnu ikke kognitivt at begribe den kompleksitet, der også er at finde i troen, og som barnet siden hen vil få brug for. Barnet bliver i denne alder optaget af, at Gud har en ganske bestemt historie, at kirken har ganske bestemte ritualer osv. Gud er desuden både den, der ’laver reglerne’, OG den, der forsvarer regelbryderen – Gud stiller sig ved siden af den (af fællesskabet) udstødte. Barnet bruger i denne alder energi på at finde sin plads i fællesskabet og får samtidig en øget fornemmelse af egen identitet,
og er i fuld gang med at udvikle selvbillede og selvforståelse. Barnet får endvidere en voksende fornemmelse af, at Gud både er Lovgiver og Forsvarer – og kærlig (uretfærdig) Dommer. Barnet begynder at kunne forholde sig mere kritisk til sin omverden – og til sig selv. Det kan også komme med løsningsforslag, hvis der opstår modsætninger eller konflikter med andre børn. Barnet udvikler i højere grad moral og empati og får en fornemmelse af normer og kultur. Det bliver optaget af fællesskab og samarbejde – hvem det selv er, og hvad dets egen rolle og plads er i det fælles. Barnet møder Jesus som en mand, der fortæller mennesker, hvordan de skal leve sammen og behandle hinanden. Han bekæmper ukærlighed med kærlighed og ser et lys i alle mennesker.