Julie, Jakob og bjerget

I byen Kapernaum boede der en dreng og pige. Drengen hed Jakob, og pigen hed Julie. Jakob var 7 år gammel. Det var Julie også. Jakob og Julie legede altid sammen.

De legede mange forskellige lege. Den ene dag fægtede de med træsværd. Den anden dag klatrede de i træer. Og den tredje dag sad de ved brønden, kiggede på mennesker og talte med hinanden.

*

Jakobs far var fisker. Han havde en båd og fiskede hver dag nede ved søen. Julies far var soldat. Han havde et sværd og holdt vagt i byen.

Jakobs familie var jøder. De havde altid boet i byen. Julies familie var romere. De var flyttet til byen for et par år siden.

Jakob og Julie var bedste venner. Men deres familier kunne ikke lide hinanden. For romere kunne ikke lide jøder, og jøder kunne ikke lide romere.

*

En dag fandt de to familier ud af, at børnene legede sammen.
– Du må ikke lege med Julie, sagde Jakobs far.
– Hvorfor ikke? spurgte Jakob.
– Fordi hun er romer!

– Du må ikke lege med Jakob, sagde Julies far.
– Hvorfor ikke? spurgte Julie.
– Fordi han er jøde!

Jakob blev ked af det.
Det gjorde Julie også.
De kunne ikke forstå, at de ikke måtte lege sammen.

*

Næste morgen mødte børnene hinanden ved brønden. De skulle begge to hente vand. Jakobs far var ude at fiske. Julies far gik rundt med sit sværd og holdt vagt.

– Min far siger, at vi ikke må lege sammen, sagde Jakob. – Han er dum.
– Min far er også dum, sagde Julie. – Han siger det samme som din far.

De to børn så på hinanden. Så kiggede de sig omkring. Der var ingen voksne i nærheden.

– Vil du med hen til klatretræet? spurgte Jakob.
– Ja, sagde Julie.

Jakob og Julie lod krukkerne stå ved brønden og løb hen til klatretræet.

*

De to venner klatrede op i træet.

– Det er ondt, at vi ikke må lege sammen, sagde Julie.
– Ja, sagde Jakob. – De voksne forstår ikke, hvor gode venner vi er.
– Hvad skal du være, når du bliver voksen? spurgte Julie.
– Min far siger, at jeg skal være fisker, sukkede Jakob. – Men det vil jeg ikke.

– Min far siger, at jeg skal giftes med en soldat, sagde Julie. – Men det gider jeg altså ikke.

– Hvad nu hvis jeg bliver soldat? spurgte Jakob. – Ville du så gifte dig med mig?

– Ja, selvfølgelig, sagde Julie. – Vil du gerne være soldat?
– Næ, sagde Jakob. – Jeg vil være bjergbestiger.

*

– Bjergbestiger? sagde Julie. – Kan man være det?

– Det kan man vel godt, sagde Jakob. – Hvis man er god til at klatre og ikke har højdeskræk.

– Men er det et arbejde? spurgte Julie. – Min far får penge fra Rom. Og din far fanger fisk i søen. Men hvordan kan man leve af at klatre op på et bjerg?

– Det ved jeg ikke, svarede Jakob. – Måske er der en skattekiste på toppen? Eller også møder man Gud oppe på bjerget? Hvis man møder Gud, så bliver man profet eller præst – og det er i hvert fald et arbejde.

*

– Hvorfor skulle man møde Gud oppe på bjerget? sagde Julie. Jeg troede, at Gud boede i et hus eller i et tempel.

– Det er rigtig nok, sagde Jakob. – Men jeg har også hørt, at Gud nogle gange viser sig andre steder. Og det kunne da godt være oppe på et bjerg.

– Der ligger et bjerg lige uden for byen, sagde Julie. – Har du været oppe på toppen af det?

– Nej, sagde Jakob. – Men det kunne jeg godt tænke mig.
– Skal vi gå derud? spurgte Julie.
– Det kan vi godt, sagde Jakob.

*

Julie og Jakob gik ud af byen. De begyndte at gå op ad bjerget.
Nogle steder var det så stejlt, at de var nødt til at klatre.

– Det er sjovt, grinede Jakob.
– Ja, sagde Julie. – Men det er også hårdt.
– Og varmt! prustede Jakob. – Solen skinner stærkt i dag.
– Vi skulle have taget noget vand med fra brønden, stønnede Julie.
– Tja, sagde Jakob. – Men det er svært at klatre med en krukke på hovedet.

*

Efter to timer orkede Julie og Jakob ikke at klatre højere op. De fandt en kilde, som de kunne drikke vand fra. Da de havde slukket tørsten, hvilede de sig i skyggen af nogle buske. De var så trætte, at de faldt i søvn, selvom det var midt på dagen.

Da de vågnede igen, var det blevet eftermiddag. De satte sig op og blev meget overraskede. Der var en masse voksne oppe på bjerget.

– Hvad laver alle de mennesker her? gabte Jakob.

– Det ved jeg ikke, hviskede Julie. – Men se! De kigger alle sammen op ad bjerget.

*

Jakob og Julie kunne ikke se, hvad de voksne kiggede på. Men de kunne høre en stemme, der talte. Det var en skøn stemme. Den var dejlig at lytte til. Og det, den sagde, lød både mærkeligt og smukt.

I er verdens lys, sagde stemmen.

Jakob og Julie smilede til hinanden.

Stemmen talte om godt og ondt. Hvad man skulle gøre, og hvad man ikke skulle gøre.

– Hvem er det, der taler? hviskede Julie.
– Jeg ved det ikke, hviskede Jakob. Måske er det Gud?

*

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, sagde stemmen.

Jakob kiggede på Julie og spærrede øjnene op.

– Det er da helt skørt, sagde Jakob. – Man kan da ikke elske sine fjender!

– Men tænk engang, hvis man kunne, sagde Julie. – Det er let nok at være god mod sine venner, mod dem, der også er gode mod én selv. Det svære er at være god mod dem, som man synes er onde.

– Tænk, hvis jøder elskede romere og romere elskede jøder, sagde Jakob.

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem, sagde stemmen.

*

– Jakob! Julie!

De vendte sig om med et sæt.
Det var deres fædre! Jakob og Julie havde ikke opdaget dem.
De havde åbenbart også stået i menneskemængden og lyttet til stemmen, der talte om godt og ondt.

De to fædre så meget sure ud.

– Jeg har sagt, at du ikke må lege med den romerske pige, sagde Jakobs far.
– Du ved godt, at du ikke må lege med den jødiske dreng, sagde Julies far.

*

– Men vi er venner, sagde Julie og Jakob i kor.

De to fædre kiggede først på børnene og så på hinanden.

– Vores familier er ikke venner, sagde Julies far.
– Nej, sagde Jakobs far. – Vi er fjender. Romerne har besat vores land.

– Hørte I ikke, hvad ham oppe på bjerget sagde? spurgte Julie.
– Han sagde, at man skal elske sine fjender, tilføjede Jakob.
– Kunne I ikke bare prøve? Så kunne vi to nemlig blive ved med at lege sammen…

*

Inden de to fædre nåede at svare, sagde stemmen oppe fra bjerget:

Nu skal I lære at bede til Gud:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden,
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vores skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.

Da stemmen var færdig med at tale, gik de mange mennesker ned fra bjerget igen. Alle gik og talte om det, han havde sagt. Jakob og Julie gik med hinanden i hånden. De smilede.

Bag ved gik deres fædre. De holdt ikke hinanden i hånden. Men de smilede også.

Selvom de var fjender, var de glade for, at deres børn var venner.

*

Om aftenen lå Jakob og Julie i hver sin seng i hvert sit hus.

Ingen af dem sov endnu. De kiggede begge to ud på stjernehimlen.

– Hvor er jeg glad for, at Jakob er min ven, tænkte Julie.
– Jeg glæder mig til at lege med Julie i morgen, tænkte Jakob.

Den nat drømte de to børn den samme drøm. De drømte om en verden, hvor ingen var fjender, og alle var venner med hinanden.

Fortællingen er skrevet til børn i alderen 6-9 år og er inspireret af Matthæusevangeliet kap. 5-7.