Opmærksomhed og hukommelse:
– Barnet kan efterhånden koncentrere sig og være aktivt lyttende i de fleste gruppesituationer. Det husker og skriver enkelte ord. Det kender og beskriver sin omverden. Når det bliver 7-8 år, kan det koncentrere sig i mindst 15-30 min. ved en ikke selvvalgt aktivitet (og nærmest uendeligt ved selvvalgt). De 9-årige vil kunne fastholde opmærksomheden i udførelsen af en finmotorisk aktivitet.
Sprog, kommunikative og sociale kompetencer:
– Barnet begynder at forstå metaforer (fx “Gal som et tordenvejr”) og kan forklare videre til andre, hvad det selv har fået fortalt.
– Barnet kan tage hensyn til hinandens behov, og det placerer sig i passende afstand i en samtale med andre og bevarer øjenkontakten.
– Barnet henter hjælp, når nogen er kommet til skade og medvirker aktivt i løsningen af konflikt med andre. Empatien begynder at indfinde sig: barnet på 9 år kan give en oprigtig undskyldning og kan acceptere, at ens egne venner også kan være venner med andre, og kan sige tillykke, når der sker noget godt for dem.
– Det fortæller vittigheder og holder af at få andre til at grine.
– Frygten for ikke at kunne klare sig selv opstår som en trussel for denne aldersgruppe. Barnet bruger energi på at finde sin plads i fællesskabet og får samtidig en øget fornemmelse for egen identitet og er i fuld gang med at udvikle selvbillede og selvforståelse.
– I denne periode bliver barnet mere optaget af viden og færdigheder. Det får en mere nøgtern interesse for faktuelle ting. Det suger viden til sig – spørger og spørger. Fantasien spiller dog stadig en stor rolle. På samme måde forholder det sig mere kritisk til omverdenen – og til sig selv. Hvis der opstår konflikter, kan det selv komme med løsningsforslag.
– Det er ligeledes tydeligt i legene, at barnets perspektiver forandres. Nu er det gerne regellege, som det er optaget af. Det holder af at følge reglerne (uden undtagelser) og selv finde på regler for fællesskabet.
– Barnet udvikler moral og empati og får fornemmelse for normer og kultur. Det kan skabe konflikter, når regler ubetinget skal overholdes, og her kan der være brug for en voksen som mægler. Venskaber handler nu ikke alene om, hvem man leger godt med, men om selve relationen, tillid og fælles interesser.
– “Børn mellem 6 og 9 år udviser stor forskellighed i forhold til de lege og aktiviteter, de er optaget af. Der er ikke bare stor forskel på drenge og pigers aktiviteter, men også store kulturelle forskelle inden for gruppen, som handler om, hvor i landet og i hvilken familie barnet vokser op, og dermed hvilke muligheder, miljøet stiller til rådighed for barnet” (Lyhne og Nielsen).
I kirken:
Nu giver det rigtig god mening at genopdage en disciplin, som i århundreder har været lagt på is i kirkerummet: samtalen. En samtale-prædiken er en svær, men utroligt givende disciplin. Det kræver overordentlig megen forberedelse, når samtalen skal være ægte, for vi har en pointe, en konklusion, vi skal nå frem til. Men det er vigtigt, at der er mulighed for at stille spørgsmål og få et ærligt svar, også selvom det nogle gange stiller forkynderen i vanskelige situationer:
En beretning fra det virkelige liv i kirken: Præsten fortæller lignelsen om det fortabte får for minikonfirmanderne. En af dem afbryder: “Hvorfor kan hyrden ikke bare sætte sin kone til at passe de 99 får?” Præsten svarer hurtigt: “Det er fordi, hyrden er ikke gift!” Da de hører, at hyrden faktisk fandt det fortabte får og bar det hjem på skulderen, spørger en anden: “Men hvad så, hvis fåret sked på ham?” – og præsten svarer: “Det var han da ligeglad med, for han var så glad for at have fundet det.” Hvortil den første minikonfirmand udbryder: “Så kan jeg da godt forstå, at der ikke er nogen, der gider at være gift med den hyrde!”
Husk at fylde mange gode historier i børnenes rygsække: “Mennesket består af de historier, det har hørt” (Jan Kjærstad). I disciplinen bibelfortællinger kan man lære meget af Gunda Jørgensen ( se litteraturlisten). Og husk at lytte: der kan vokse megen god forkyndelse ud af barnets fortælling om den “korskvæstede” Jesus eller lignelsen om den barmhjertige indianer … eller beretningen om de to børn, der diskuterede Guds almagt: “Kan Gud se alt?” spurgte den ene. “Nej, for der er alt for mange skyer”, sagde den anden, hvortil den første svarede: “Det gør da ikke noget, for Gud har da selvfølgelig en fjernbetjening!”
Men aktiviteterne er lige så vigtige: bevægelsessange og lege, skattejagter, sanglege og konkurrencer (hvor alle vinder).
Og igen: hav hele tiden dagens pointe in mente. Det er vigtigt, hvad barnet kan fortælle andre om oplevelsen i kirken. Man bør altid med én sætning kunne genfortælle, hvad der er på spil i dag – og sætningen må gerne gentages så ofte, at alle kan huske den, evt. i visuel form (en stor plakat på kirkens væg / et powerpoint-billede på kirkevæggen – og meget gerne i form af en tegning).
Kilder:
- Alfvén, Malin og Kristina Hofsten: Kan selv! Vil selv!, Frydenlund (2011)
- Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udvikling fra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)
- Tordrup, Rikke Yde: Udviklende Øjeblikke, Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde, Akademisk Forlag (2015)
- Ana Maria Rizzuto: The Birth of the Living God, University of Chicago Press (1981)
- Gunda Jørgensen: Her under himlen, Hovedland (1986) Gunda Jørgensen: Askelysningen, Anis (1989) Gunda Jørgensen: Kristtjørn, Anis (1992) Gunda Jørgensen: Paradisporten, Anis (1997)
