I byen Jerusalem boede der en pige, som hed Dina.
Dina var otte år gammel. Hun havde en far, men hun havde ikke nogen mor. Dinas mor var død.
*
Dina var meget lille, da hendes mor døde.
Hendes far havde tit fortalt hende, hvad der var sket, men hun kunne ikke selv huske det.
Dina kunne hverken huske, hvordan hendes mor havde set ud, eller hvordan hendes stemme havde lydt.
Dina kunne faktisk kun huske én eneste ting om sin mor.
Og det var hendes duft.
*
Hvordan så hun ud? spurgte Dina.
– Hun var smuk, sagde far.
– Hvordan lød hendes stemme?
– Den var lys og varm.
– Jeg kan kun huske hendes duft, sagde Dina.
– Det kan jeg også, sagde far. – Hun duftede af forår.
Dinas far arbejdede i en stor have. Han var havemand. Det vil sige gartner. Han passede træerne og buskene og blomsterne.
Når far gik på arbejde og morgenen, gik Dina med.
Hun kunne godt lide at hjælpe med arbejdet i haven.
Især om foråret.
Om foråret var der en særlig duft i haven.
Når duften var i luften, blev Dina glad.
Så var det næsten, som om hendes mor levede, selvom hun var død.
*
Den have, som Dina og hendes far arbejdede i, var både en have og en kirkegård. Man kunne gå tur i haven og nyde synet af blomster og træer. Og man kunne købe en gravplads, hvis man var rig. Gravpladserne var bygget som huler.
En fredag om foråret skete der noget. Dina og hendes far var som sædvanlig på arbejde i haven. Det havde været en lang fredag for dem, men nu havde de heldigvis snart fri. Dina var træt i benene. Hun havde stået op i mange timer. Nu glædede hun sig til at komme hjem og hvile sig.
*
Se, far! sagde Dina. – Der kommer nogen! Og de bærer på noget!
Hendes far, der var ved at beskære et af havens mange oliventræer, kiggede op.
– Hvor? sagde han. – Jeg kan ikke se nogen.
– Derhenne, sagde Dina og pegede. – Bag ved pinjetræet.
Ved den nye grav. Kan du se dem? Det er to mænd.
– Ja, sagde hendes far. – Nu kan jeg se dem. Jeg ved godt, hvem det er.
– Hvem er det? spurgte Dina.
– Ham, der går forrest, hedder Josef, sagde hendes far.
– Han er medlem af rådet. En af byens rige mænd.
Han købte gravstedet for en uge siden.
– Hvad hedder den anden? spurgte Dina.
– Han hedder Nikodemus, sagde hendes far.
*
Nikodemus, sagde Dina.
– Det er et sejt navn! Er han troldmand?
– Nej, sagde hendes far. – Men han er en klog mand. Man er også medlem af rådet.
– Hvad laver de? spurgte Dina.
– Det ser ud som om de er ved at begrave nogen, sagde hendes far.
Dina og hendes far gik hen til de to mænd. Og ganske rigtigt!
De var kommet for at begrave en, der var død.
Dina kunne ikke se, hvordan den døde så ud, for kroppen var viklet ind i hvide lagener.
*
Hvad er det for en duft? hviskede Dina.
– Det er den salve, som den døde er smurt ind i, forklarede hendes far.
– Den dufter godt, sagde Dina. – Hvad er den lavet af?
Manden med det mærkelige navn, Nikodemus, kiggede på hande.
– Det er myrra, sagde Nikodemus. – Det er en meget kostbar salve.
Josef og Nikodemus bar den døde ind i graven. Da de havde gjort det, rullede de en stor sten for indgangen. Og så gik de.
– Kom, sagde Dinas far. – Vi skal også hjem nu. Det har været en lang fredag. Vi skal hvile os før festen i morgen.
*
Næste dag var det lørdag.
Der var fest i hele byen. Alle fejrede, at det var påske. det gjorde Dina og hendes far også. Deres nabo havde slagtet et lam, som de skulle spise. Dina og hendes far havde sørget for blomster til bordpynten. Det var en dejlig dag. De spiste og drak og havde det sjovt.
De sang gamle sange og spillede musik. De snakkede, fortalte historier og grinede. Dina legede med nabobørnene og fik lov til at være meget længere oppe, end hun plejede.
*
Næste dag var det søndag. Dina vågnede, da hanen galede. Det var stadig mørkt, og Dina var træt. Hun havde mest lyst til at blive liggende i sengen. Hun kunne høre, at hendes far allerede var stået op. Han gik og ordnede noget nedenunder.
Pludselig lød der et højt brag. Det lød som noget, der væltede.
– Av, av, av, råbte Dinas far.
Dina sprang ud af sengen og skyndte sig nedenunder. Hendes far lå på gulvet og tog sig til benet. Krybben, som husdyrene plejede at spise af, var væltet.
*
Den dumme krybbe, sagde Dinas far.
– Hvad skete der? spurgte Dina.
– Jeg ved det ikke, sagde Dinas far. -Krybben væltede og ramte mit ben. Av, av, av, hvor gør det ondt! Se, det bløder også.
– Far, sagde Dina. – du må ikke dø fra mig. Så er jeg helt alene.
– Bare rolig, sagde hendes far og aede sin datter på håret. – Jeg tror ikke, at jeg dør af det her. Men såret skal vaskes og forbindes. Og så skal benet have lov til at hvile sig. Så jeg kan desværre ikke gå på arbejde i dag. Det er ikke godt.
– Jeg skal nok gå over i haven, sagde Dina. Jeg kan gøre det, du skulle have gjort.
– Kan du finde ud af det? spurgte Dinas far.
– Ja, sagde Dina. – Jeg har set, hvordan du gør.
– Godt, sagde far, – så gør du det. Det vil være en stor hjælp for mig. Tak skal du have.
*
Der var en anderledes duft i haven.
Er det myrra? tænkte Dina, mens hun stod og beskar oliventræerne.
Ja, det duftede af myrra.
Det duftede af den kostbare salve, som den søde var blevet smurt ind i.
Dina tog sig en pause fra arbejdet. Solen var stået op. Hun tørrede sveden af panden og kiggede hen mod det sted, hvor den døde var begravet. Der var en lille smule vind, og det var, som om den anderledes duft kom derovrefra.
Dina gik hen til graven.
*
Da Dina kom nærmere, så hun, at den store sten var rullet til side. Det var mærkeligt! I det samme kom en kvinde ud fra graven. Kvinden så meget trist og forvirret ud.
– Han er væk, sagde kvinden.
– Hvem er du? spurgte Dina.
– Maria, snøftede kvinden.
– Jeg hedder Maria Magdalene.
– Jeg hedder Dina, sagde Dina. – Hvorfor græder du?
– Han var min bedste ven, sagde Maria.
– Og nu ved jeg ikke, hvor de har lagt ham.
– Han lå der i fredags, sagde Dina. – Jeg så det selv.
– Men nu er han der ikke, sagde Maria. – Hvor tror du, at de har lagt ham?
– De lagde ham altså derinde, sagde Dina.
*
Hvor er havemanden? spurgte Maria. – Måske ved han, hvor de har lagt ham.
– Havemanden er min far, sagde Dina.
– Hvor er han? spurgte Maria.
Han er derhjemme, sagde Dina. – Han har slået sit ben.
– Øv sagde Maria. – Så kan han ikke hjælpe os.
– Nej desværre, sagde Dina.
Dina og Maria stod lidt og så på hinanden uden at sige noget.
– Jeg går ind og kigger igen, sagde Maria.
– Jeg venter her imens, sagde Dina.
*
Da Maria kom ud igen, så hun helt anderledes ud i ansigtet.
Det var som om alt det triste og forvirrede var forsvundet.
Maria smilede.
– Lå han derinde? spurgte Dina.
– Nej, sagde Maria. – Men nu har jeg set ham!
– Hvordan kunne du se ham, når han ikke lå derinde? spurgte Dina forbavset.
– Det ved jeg ikke, sagde Maria. – Han ligger ikke derinde.
Han er stået op.
– Stået op? sagde Dina.
-Ja, sagde Maria.
– Det kan man da ikke når man er død, sagde Dina.
– Nej, sagde Maria. – Men jeg så ham. Og mine egne øjne kan da ikke lyve, kan de det?
*
Dina vidste ikke, hvad hun skulle tro.
Hun havde ikke selv set nogen. Men det var tydeligt, at der var sket noget med Maria. Hun var blevet anderledes af at gå ind i graven. det var nærmest en forvandling. Da hun gik ind i graven, var hun ked af det. Da hun kom ud igen, var hun glad.
– Farvel min pige, sagde Maria og gik.
– Stol på Gud, så skal det nok gå.
– Favel, mumlede Dina.
*
I det samme var der en duft i luften.
Det var ikke duften af myrra. Det var den dejligste duft, hun kendte.
Duften af forår. Duften af hendes mor.
– Mor hviskede hun. – Jeg savner dig.
Og selvom duften ikke svarede, så var det som om Dinas mor var sammen med hende i haven.
Det må jeg fortælle far, når jeg kommer hjem, tænkte Dina.
Så satte hun sig på den væltede gravsten, lukkede øjnene og duftede til foråret.
Fortællingen er skrevet til børn i alderen 6-9 år og er inspireret af påskeberetningen, som den er beskrevet i Lukasevangeliet kap. 24, vers 1-12.
