Vælg en salme med mange versioner på YouTube og diverse musikapps (sportify, yousee music, telmore music osv.), for eksempel Se nu stiger solen eller “Du som har tændt millioner af stjerner”.
Del børnene op i små hold, og placer dem, så de ikke kan høre hinanden – det er i hvert fald det optimale. Hvert hold må bruge én mobil/tablet/computer til i fællesskab at søge på salmen og finde forskellige udgaver af den.
Holdene skal komme tilbage med et bud på, hvad de synes er den BEDSTE udgave af salmen. De skal fremlægge versionen for resten af gruppen og sætte ord på, hvad de godt kan lide ved fortolkningen.
Forhåbentlig er der flere versioner, og man kan så stemme om eller tale om, hvilken version hele gruppen bedst kan lide.
Hav evt. et par versioner klar selv, hvis alle grupper har fundet præcis den samme indspilning af salmen.
Tal om udgaverne: hvad ’kan’ de forskellige versioner, hvordan er stemningen, er der udvikling i nummeret, er teksten i centrum. Tal også om, hvad en salme er for dem og hvorfor.
Giv ikke for meget tid til opgaven. Prøv med 5-7 minutter – det burde være mere end rigeligt. De skal ikke nå at nærlytte numrene, men hurtigt finde et bud på en god version, som så tages med tilbage til hele gruppen, tales om og lyttes til sammen med kammeraterne.
En presset tidsramme giver præg af konkurrence, og det er vigtigt ikke at give så lang tid, at det begynder at blive kedeligt. Så en lidt stresset Skyyyynd jer der er kun 2 minutter tilbage melding gør det sjovt, og ofte er børnene langt mere fokuserede, når de ved, at tiden er knap.
Jagten kan udvides til både at være den bedste og værste version af salmen. Det kan give (endnu) mere at tale om og skærpe børnenes måde at lytte på. Og så kan det i øvrigt blive ret sjovt.