#Sorg

Hver måned udvælger tidligere sognepræst og medlem af Børn i kirken udvalget, Lisbet Kjær Müller et relationsord inspireret af månedens meditation fra bogen “Slap af i kirken” . Bogen er skrevet af sognepræst Annette Molin Brautsch.
I november måned hedder meditationen “Stjernen” og relationsordet er #SORG.
Læs mere om ideen bag Relationsordene og den Teologiske eftertanke her
Læs mere om bogen “Slap af i kirken” og hvordan du kan bruge børnemeditationerne i dit arbejde her
Sådan arbejder sognepræst Karen-Lisbeth Gøricke med relationsord og meditation. Læs mere her

De forskellige kors.
Når jeg går ind i en kirke, vil der altid på et mere eller mindre synligt sted være et kors. Nogle kors er tomme, men de fleste er nok det, vi kalder et krucifiks, hvor Jesus hænger på korset, død, med armene strakt ud som om, han vil omfavne mig.
I nogle perioder af kirkens historie lagde man vægt på, at mennesket identificerede sig med lidelsen, smerten og døden: Jesus’ forvredne krop.
I andre perioder var det vigtigt, at den, der betragtede korset, ”så” korset som et ”livstræ” og følte sejren over døden i krop og sind. 
I kirkerne i Armenien er det ikke den døde Jesus, der er på korset, men korsene står overalt i og uden for kirkerne hugget i sten og udsmykket med blomsterranker, så jeg kan se ”opstandelsens kraft” og føle den i mig.
På den måde skaber Jesus gennem korset en relation til Gud, som både er ubehagelig og god.
Børn ser korset, hvor jeg som voksen godt kan glemme det lidt. Børn kommer ind i kirken, og de ser, spørger og tænker − ingen tvivl om det. Læs om det Armenske kors her

Dannelse handler om børns tænkning.
Ann Elisabeth Knudsen har inspireret mig til denne blog. Hun skriver i sin bog om Børns hjerner (fra 2019), at dannelse handler om børns tænkning og også om deres følelser. At føle og tænke kan vi nok i virkeligheden ikke skille ad.
Det er de voksne, der har ansvaret for, at børn føler sig trygge og tør spørge og slappe af og være børn.
Børnene er ikke bange for at fejle, hvis vi ikke lærer dem det. Børn stiller spørgsmål, som vi voksne måske er holdt op med at tænke over.
Hvor var jeg før jeg blev født? Hvad sker der, når man dør? Hvorfor findes der onde mennesker?

Det behøver ikke være svært.
Det behøver ikke være svært. Vi voksne skal øve os i at spørge med i stedet for at svare. Hjælpe børnene til at tænke alle mulige ting, som de ellers tager for givet, hjælpe dem til at blive bevidste om sig selv, de andre, verden – tage stilling og tænke kritisk.
Børnene skal have lov til at stille spørgsmål og undre sig. Vi skal først og fremmest hjælpe børnene til at undre sig og forundres.

Divergent og konvergent tænkning.
Når vi så er i et kirkerum, skal vi være bevidste om, hvad det giver af muligheder.
Her er et ”helle”, en ro og stilhed, her kan vi slappe af og føle og tænke.
Det er både et ubehageligt rum, hvor jeg mærker smerten, lidelsen og døden, og et glædeligt rum, hvor jeg mærker kærligheden og barmhjertigheden, som forhåbentlig bliver ved at leve i mig, også når jeg går ud af døren.
Større børn lærer at tænke rationelt, de lærer for det meste ”lukket tænkning”, som skal lede frem til at finde ét rigtigt resultat eller ét rigtigt svar på et spørgsmål – kaldet ”konvergent tænkning”.
I kirken er der mulighed for at holde børnenes evne til ”divergent” eller ”kreativ tænkning” åben, fordi der altid er flere svar og endnu flere spørgsmål, end vi  kan svare på.

Tidligere blogs og relationsord
Læs mere om relationsordet #TILLID her
Læs om relationsordet #FRYGT her
Læs om relationsordet #MEDFØLELSE her
Læs mere om relationsordet #GODHED her
Læs mere om relationsordet #TÅLMODIGHED her
Læs mere om relationsordet #HÅB her
Læs mere om relationsordet #TAKNEMMELIGHED her
Læs om relationsordet #KÆRLIGHED her

Læs mere om relationsordet #BARMHJERTIGHED her
Lyt til alle 10 meditationer skrevet og indlæst af Annette Molin Brautsch, præst i Flintholm kirke og religionspædagogisk konsulent i Københavns stift her