Hver måned udvælger tidligere sognepræst og medlem af Børn i kirken udvalget, Lisbet Kjær Müller et relationsord inspireret af månedens meditation fra bogen “Slap af i kirken” . Bogen er skrevet af sognepræst Annette Molin Brautsch.
I juni måned hedder meditationen “Frugten” og relationsordet er #HÅB.
Læs mere om ideen bag Relationsordene og den Teologiske eftertanke her
Læs mere om bogen “Slap af i kirken” og hvordan du kan bruge børnemeditationerne i dit arbejde her
Reflektion over meditationen “Frugten”
I meditationen om frugten skal barnet forestille sig at være en gren på et vintræ. Det er i sig selv et relationsbillede, og der er fremtid i det. Der er vækst, der er håb.
Barnet får i løbet af meditationen noget at tænke over:
- at bære frugt, som er tung og hvor der er nok til alle.
- at hænge sammen med Gud, ”du er Guds barn og gren på hans træ”.
- at Gud hjælper dig med at bære.
- at frugten nogle gange rådner eller bliver dårlig.
- at når du er en gren på kærlighedens træ, på Guds vintræ, får du kræfter til at bære gode frugter og skære de dårlige fra, når de kommer
Lyt til meditationen her.
I meditationen skabes et rum for tro som tænkning.
Der er billeder nok at tænke over og tale om. Børnene får lov til at bruge deres fantasi, de får lov til bare at lade tankerne vandre og føle og mærke. De er frie, legende, kreative. De skal ikke noget bestemt, de kan tale frit og åbent. Det er ikke en bunden opgave, de skal løse ved at gå målrettet efter et bestemt resultat.
De er Guds børn, frie til at tænke, føle, spørge. Godt og ondt. Gud hjælper dig med at bære.
Slap af i kirken
I kirken skaber vi et rum, hvor børnene får lov til at slappe af. De skal ikke noget bestemt, de er ikke bundet af en bestemt regneopgave, som de skal løse. Men det betyder ikke, at de ikke bruger deres hjerner. Vores menneskehjerne arbejder også, når vi ikke foretager os noget bestemt, men bare kigger ud ad vinduet og lader tankerne vandre. Men den bliver ikke træt, fordi den ikke er tvunget til noget, den skal, men frit kan udfolde sig og se nye muligheder, hvilket både kan gøre én bange og glad. Men mest glad. Som i billedet af, at du er en fin lille gren med tunge vindrueklaser, og at vintræet er godt. Det er lavet af kærlighed og fuldt af saft.
Tænk med hjertet
Børnene får fyldt relationsbilleder ind i krop og sind. Hjertet bliver fyldt af gode følelser, som skaber en bevidsthed om at være elsket altid, allerede. Samtidig dannes en bevidsthed om, at det også gælder den anden, som ligger lige ved siden af. Og endelig for det tredje, er det muligt at få en fælles bevidsthed om, at Guds kærlighed gælder alle, men at man selvfølgelig er fri.
Den gode relation er livgivende, og vi ved hvor vigtig den er for barnets mentale sundhed. Vi kan godt kalde det at tænke med hjertet.
Tidligere blogs og relationsord
Læs mere om relationsordet #TILLID her
Læs om relationsordet #FRYGT her
Læs om relationsordet #MEDFØLELSE her
Læs mere om relationsordet #GODHED her
Læs mere om relationsordet #TÅLMODIGHED her