Kære Gud
Fra din trygge sikre havn
vil vi åbne vores favn,
så de små kan løbe ud
glimtende som stjerneskud
Giv dem styrke og lidt held
til at prøve alting selv
men hvis glæden blir’ til savn
og de længes mod en havn –
så bær dem hjem i trygge arme
hjem til kærlighed og varme
Amen
KommentarerForfatter
Kommentarer
Tema: Tro
Den overordnede tanke med bønner for de mindste er, som nævnt andetsteds, at opfordre den voksne til at bede en bøn for barnet. Præsten eller formidleren kan selv læse bønnen højt eller man kan bede en forælder om at læse højt. Den er oplagt at bruge i en børnegudstjeneste og kan fungere både som en indgangsbøn og en udgangsbøn.
Indholdsmæssigt er der i denne bøn om TRO lagt vægt på, at Gud og troen er den sikre base, vi altid kan vende tilbage til. Den trygge havn som altid vil være der uanset hvad der sker – akkurat som forældrene er der for det lille barn. Og selv hvis forældrene ikke er der, vil Gud altid være der.
Hvis der er tale om et forløb som fx babysalmesang eller anden undervisning med et musisk islæt kan man som underviser, hvis man har en musiker i maven, med fordel forsøge at sætte musik til det lille rim og afslutte undervisningen med bønnen som et lille sangvers.
Er der tale om undervisning af de 2-3-årige børn, kan man evt. opfordre til, at der danses til sangen eller børnene kan få et instrument i hånden, så de kan ’spille’ med på bedste vis.