(JEG)
Kære Gud,
Her sender jeg min bøn afsted
om tro og håb og kærlighed
Jeg HÅBER, at du findes og du følger mig
især hvis nu det sker, jeg går den gale vej
Jeg TROR på, du’ min ven og godt vil passe på
de mennesker jeg elsker – oppe fra det blå
Og allermest så ønsker jeg du ved,
at det jeg allerbedst kan li’, er knus og kram og KÆRLIGHED
AMEN
(VI)
Kære Gud,
Her sender vi en bøn afsted
om tro og håb og kærlighed
Vi HÅBER, at du findes og du følger med
især hvis nu det sker, vi kommer galt afsted
Vi TROR, du er en ven der godt vil passe på
de mennesker vi elsker – oppe fra det blå
Og allermest så ønsker vi du ved,
at det vi allerbedst kan li’, er knus og kram og KÆRLIGHED
AMEN
Tema: Tro
Bønnen om TRO for de 6-9-årige er som ved de 3-6-årige også bygget op omkring det udbredte kristne budskab om TRO og HÅB og KÆRLIGHED. Det der bl.a. optager børn i denne aldersgruppe, er foruden dem selv så relationen til både venner og familie. De bliver bange for at miste nogen der er tæt på dem og derfor er de ofte optagede af, at der ikke må ske noget med både dem selv og deres nærmeste. Det tager bønnen derfor alvorligt og prøver at imødekomme samtidig med at understrege det vigtige i, at vi er i live her og nu og at over alt andet hæver kærligheden sig som den mest betydningsfulde kraft. Børn i denne alder er måske ikke altid så interesserede i intimitet og nærhed (som de måske var, da de var yngre) men ikke desto mindre har de stadig meget brug for at mærke den, hvilket bønnen minder dem om (om end de krymper sig ved tanken).
Også her er den skrevet i både jeg og du-form så den kan siges for sig selv eller siges højt af en præst eller anden formidler.