Relation, dannelse, livsmod og pause!

Tanker om konfirmationsforberedelsen.

Mens jeg gik på pastoralseminariet, fik jeg tit en oplevelse af at vi blev forberedt på, at konfirmationsforberedelse var at sammenligne med skyttegravskrig. Det var det vilde vesten, med hormonelle teenagere, der som en flok grænsepsykotiske tilfælde, kunne finde på hvad som helst.

Det har senere vist sig ikke at være helt rigtigt, men heller ikke helt forkert – og jeg forstår udmærket, hvorfor vi blev forberedt som vi gjorde. I den forstand var der intet nyt fra vestfronten: det kan være meget vanskeligt at få et konfirmationsforløb til at hænge sammen.

Og så alligevel. Måske der er nyt fra vestfronten. Jeg tror i hvert fald at mange af de udfordringer, der kan ligge i et konfirmationsforløb har at gøre med hvad det er man mener, opgaven med forløbet er.

Jeg underviser ikke. Ikke at mine konfirmander ikke skal lære noget, det skal de – men jeg ser i højere grad opgaven som en anden end en undervisningsopgave.

For problemet er for mig at se, ikke at konfirmanderne har en manglende viden om bibelkundskab, kirkehistorie eller teologi i bred forstand.

Problemet er ikke en manglende kirkelig faglighed hos konfirmanderne. Opgaven er derfor heller ikke at hælde teologi ind i hovederne på dem. Problemet er i stedet at de slet ikke har et forhold til kirken.

Og her ligger opgaven: at skabe en relation mellem konfirmanderne og kirken. Flere af konfirmanderne har måske været inde i en kirke en håndfuld gange i deres liv, men aner ellers intet om hvad kirke er, eller hvad det kommer dem ved.

Netop derfor skal man ikke starte med at undervise i alskens bibelfortællinger, eller kirkens forskellige liturgier – i stedet skal der dannes en relation og et fælles fodslag. Dét er opgaven, dét, og intet andet

Denne tryghed kommer ikke af sig selv, og den kan tage lang tid at bygge op. Først da begynder det at give mening, at forsøge at proppe noget ind i hovederne på konfirmanderne.

Jeg baserer grundlæggende denne tilgang til konfirmationsforløbet i to erfaringer. Den ene er, at ingen af dem jeg nogensinde har snakket med om deres konfirmation, kan huske hvad de lavede – men alle kan huske om de kunne lide præsten eller ej.

Denne gennemgående og gentagede oplevelse ser jeg som tydeligt bevis på, at opgaven ikke bunder i konfirmandernes mangel på viden eller faglighed, men i stedet drejer sig om relationsdannelse. 

Den anden erfaring jeg tager udgangspunkt i er, at konfirmanderne, når vi møder dem i 7. klasse, er et sted rent neurologisk og menneskeligt, hvor det er nærmest umuligt at undervise dem.

Deres hjerner er under sådan en grad af ombygning, at reel undervisning er yderst vanskelig at gennemføre – ikke mindst når jeg møder dem kl. 14 om eftermiddagen, ovenpå en lang skoledag.

Pandelapperne er ikke færdigudviklede endnu, synapserne i hjernen skal finjusteres, der skal dannes ny myelin omkring hjernecellerne osv.

Denne naturlige og uundgåelige hjerneudvikling munder ud i nogle konfirmander, der har vanskeligt ved at regulere deres koncentration, deres følelsesliv, deres impulser og overskue konsekvenserne af deres egne handlinger, og som derfor skal gribes og håndteres på anden vis.

Derfor bliver ideen om at en fjortenårig, i den tilstand, på det tidspunkt af dagen vi har dem, skal kunne tilegne sig svært tilgængeligt og fremmed stof, abstrakte fortællinger og gamle salmer på vanskelige melodier, efter at have været i skole hele dagen, også desto mere absurd. Ikke mindst når de dårlig nok ved hvem præsten er, eller hvad vedkommende laver ovre i kirken.

Så ender det med skyttegravskrig, hvor intet kan lade sig gøre, og så er der vitterlig intet nyt fra vestfronten.

Og som sagt, så er der senere hen ingen, der kan huske hvad de lavede mens de gik til konfirmationsforberedelse – det eneste vi dog kan være sikre på at vi efterlader konfirmanderne med, er et minde om hvem vi som præster var, og hvordan vi var overfor dem.

Relationen de får til os, er altafgørende – ikke deres faglige kunnen eller kirkelige formåen. De skal i stedet forstå hvem jeg som præst er, og hvad jeg laver ovre i den der rødkalkede bygning med det spidse tårn.

De skal lære at løfte blikket og se sig selv som en del af et fællesskab, en historie og som en del af Guds fortælling om hvem de er, og hvad de kan. De skal dannes og de skal indgydes livsmod og håb.

De skal få en pause fra skolen, skærmene og fra konstant at skulle præstere – de skal ikke måles eller vejes, men modtages og bekræftes i, at også de hører hjemme i en kirke, der kan rumme alt det største og alt det mindste i et menneskes liv.

Hvis medlemmer af den øvrige menighed endelig kan siges at have oparbejdet en viden om kirken, Bibelen eller salmerne, er det alene fordi de bruger kirken.

Men denne lyst til at deltage, forestiller jeg mig kun kan komme, hvis der først er en relation til kirken og præsten.

Således er jeg nået tilbage til starten af min argumentation. Relationen er udgangspunktet, og endemål for alt andet vi laver.

Min tilgang til, og forståelse af, mine konfirmander er ikke et pessimistisk forsøg på helt at give op, eller på at undervurdere konfirmandernes evner.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan, eller ikke gerne ville proppe dem stopfulde af teologi og andet godt – men det kan jeg ikke, for det er konfirmanderne ikke i stand til at tage imod, sådan som tingene ser ud, når de kommer hos os, og det er også i orden.

I stedet er min tilgang et forsøg på at tage konfirmanderne og deres situation alvorligt, og tilrettelægge programmet efter hvad der rent faktisk giver mening.

Det forsøger jeg at gøre ud fra en tanke om at skulle danne dem som mennesker, mens jeg danner en relation til dem.

Som sagt er udfordringen ikke en manglende faglighed fra konfirmandernes side af. Det er ikke dem, der skal bevise noget over for os – men omvendt os, der skal vise dem, at vi vil dem, sådan som de nu er, og sådan som de kommer til os.

Det er os, der skal komme konfirmanderne i møde, og skabe relationen med og for dem. På samme måde som det i konfirmationen ikke er konfirmanderne, der bekræfter Gud i deres dåbspagt, men omvendt – så er det også os, der skal bekræfte dem i, at de kan have en relation til deres kirke og deres præst, uden først at skulle yde noget bestemt.