Peter Nejsum, præst i Brønshøj Kirke og medforfatter til bogen om børnegudstjenester “Gud flyver forrest”.
I Brønshøj har vi altid børnegudstjeneste 2. påskedag med efterfølgende påskeæggejagt i præstegårdshaven.
I år ved jeg endnu ikke, hvordan den skal forløbe, men sidste år stod ”historien om disciplen med den tunge kuffert” i centrum:

Manden med den tunge kuffert
Jeg annoncerer, at vi i dag har en vigtig gæst. Forklædt som discipel (dvs. med en enkel paryk), kommer jeg så ind i kirken, slæbende på en ekstrem tung kuffert. Den er så tung, at jeg ikke kan løfte, men må slæbe den hen ad gulvet under prust og støn. Jeg kan evt. lade børnene mærke hvor tung den er.
Så åbner jeg kufferten, og tager én efter én forskellige genstande ud, som alle har med Jesus’ lidelseshistorie at gøre: En tornekrone, en purpurkappe, en splint af korset, et stort søm, et billede af en hane, 30 sølvpenge, en englefjer – eller hvad man nu kan finde på. Desuden indeholder den en meget stor sten, og det er den, der gør kufferten så tung.
Jeg genfortæller så historien ud fra de genstande, der er i kufferten, en såkaldt pointeret genfortælling, hvor vægten ligger på to aspekter: Tabet af en god ven og alle de drømme, man havde om fremtiden, det siger næsten sig selv. Og for det andet skammen over at have svigtet, da det gjaldt, hvor alle disciplene undsagde Jesus og stak halen mellem benene.

Stenen rulles fra
Til sidst tages en meget stor sten ud af kufferten – det er den sten, der var rullet bort fra graven. Da historien når til den tomme grav, forstår disciplene slet ikke, hvad det skal gøre godt for. Han begynder slukøret at pakke kufferten igen.
På dette tidspunkt træder en anden medvirkende, en kirketjener eller kirke- kulturmedarbejder frem, evt. forklædt som engel. Han/hun gør disciplen opmærksom på, at han ikke skal pakke stenen ned i kufferten, men lade den ligge. Det er sådan set hele meningen med, at Gud gjorde Jesus levende igen.
”Vil det sige, at jeg ikke længere behøver at slæbe rundt på den sten?!?”, siger disciplen glad og undrende, pakker kufferten færdig med alle de andre ting, lukker den, og kan nu holde den triumferende over hovedet uden nogen problemer. ”Nu er kufferten slet ikke tung længere!”, jubler han.
Fortællingens magt
Historien om disciplen med den tunge kuffert står jo ikke i Bibelen. Alligevel sammenfatter den vigtige træk ved påskens fortællinger, og lægger vægten på erkendelsen af den betydning,opstandelsen har. Den står i gæld til vandringen til Emmaus, som er evangelielæsning til 1. tekstrække.
Det må være evangeliefortællingens indhold, og ikke dens ordlyd,der er centralt i forkyndelsen, og det gælder i øvrigt både for børn og voksne. Derfor tror jeg heller ikke, jeg vil læse en bibeltekst ved børnegudstjenesten.
Prædikenen er også indeholdt i den pointerede genfortælling. Det er efter min mening ikke nødvendigt at føje en efterhængt mini-prædiken til. Fortællingen skulle gerne have forkyndt det, der skal forkyndes. Det sker ved tilhørerens identifikation med hovedpersonen – i øvrigt ligesom Jesus selv ofte prædiker, når han fortæller lignelser.