Ideer til hvordan man praktisk arbejder med musikken
At lave gudstjeneste og aktiviteter for denne aldersgruppe handler om leg og kreativitet. Hvis man husker at sætte sine egne ambitioner efter børnenes kunnen, vil børnene gerne lege med. Så skru ned for ordene og op for sanseindtrykkene. Varier mellem aktiviteter, så der veksles mellem fokus og ro, kropslig leg og konkrete ting at røre, se på, lytte til, smage eller lugte til.
Medejerskab
Medejerskab i kunstsammenhæng handler om at lade publikum være medbestemmende og medskabende for derigennem at opleve en tilknytning til værket – at blive en del af værket. Det er meget oppe i tiden inden for alle kunstarter – og i samfundet i det hele taget.
Når det handler om musik og børn, dækker begrebet typisk over, at børnene skaber musikken selv med hjælp og anvisninger fra musikere. Det kan også være, at børnene er med, når musikerne skriver musikken, og har indflydelse på, hvordan lydbilledet skal være.
Ideen om at lade børn være medskabende kan vi bruge i det små ved at lade børnene selv opfinde fagter og bevægelser til salmer og sange. Det kan sagtens gøres i en gudstjeneste med ganske få guidelines.
Det er med til at styrke børnenes kreativitet og selvtillid og kan i gudstjenestesammenhæng bruges som en hel prædiken i sig selv.
Læs mere og lad dig inspirere her.
Sange med fagter
Det har virkelig gjort sit indtog i folkekirken at sætte fagter og bevægelser til salmer til børn.
Men hvorfor egentlig?
Fordi mennesker (også de små af slagsen) lærer og husker med hele kroppen.
Jo flere sanseindtryk man bruger, jo dybere aftryk sætter det i personen, du henvender dig til.
Hvis du sætter fagter og bevægelse til salmerne, inddrager du kroppen og sanserne som hjælpemiddel i læringen.
For børn op til ca. 8 år er det desuden et vigtigt redskab for at de kan lære teksten udenad uden større problemer.
Der er simpelthen flere veje til at huske, at det netop er en SOL, der stiger op, hvis man har tegnet den med hænderne, snakket om farven, måske taget et par imaginære solbriller på og lige lukket øjnene og mærket varmen fra den. Det er en simpel teknik til at koble hukommelsen til flere elementer (sådan memorerer professionelle sangere i øvrigt også lange partiturer). Jo flere sanser man kan inddrage, jo bedre lagrer salmen sig hos børnene – præcist som hos voksne.
Det er en let måde at lære at huske en salme på hurtigt især for børn, der endnu ikke kan læse.
Se et eksempel til aldersgruppen her og her.
Gymnastik for engle, æsler og andet godt
Til en børnegudstjeneste eller en rytmiktime kan det være en god ide at starte med lidt kropslig opvarmning og få sat krop på stemmerne, der skal bruges. I en børnegudstjeneste kan det også være et godt intermezzo, inden man går i gang med en fortælling, et emne eller et forløb.
Hvis emnet er engle, kan det være, at de lige skal ’varmes op’. For engle skal altså liiige i gang, inden de kan flyve. De skal op på tæerne og ned i knæene, baske med vingerne, dreje rundt og måske have pudset glorien. Og hvem ved, en dag er det måske præsten, der ikke rigtig møder vågen op og lige skal strække sine arme, gabe højt osv.? Bjørnegymnastik kan findes i Sigurd Sangbogen, Sigurd Barrett, 2005, DR. Den kan i øvrigt også laves af æsler, hyrder eller Josef, inden han skal trække afsted med Maria. Eller hvad med påske-, pinse- eller julegymnastik? Denne idé er så god, at jeg ville ønske, at jeg selv kunne tage æren for den, men den er venligst lånt af Henrik Palsmar, organist i Johannes Døbers Kirke.
Ekkosang
En let og god måde at inddrage både børn og deres voksne på er gennem ekko-sange. En forsanger synger, og alle andre gentager den linje, der lige er blevet sunget.
For eksempel kan ’Mester Jakob’ bruges som ekkosang, hvis du selv synger hver anden linje og lader børnene gentage linjen:
DIG: Mester Jakob BØRN: Mester Jakob. DIG: Sover du? BØRN: Sover du? Osv.
Det er en god måde undgå at bruge tid på at lære tekster og melodier. Børnene er som små papegøjer, og det er sjovt at skulle synge efter. Der er flere færdige ekko-sange skrevet til kirkebrug, men det er bestemt muligt at digte selv (få titlen på et par eksempler her).
En anden mulighed er at bruge ’Tornerose var et vakkert barn’, ’Skorstensfejeren gik en tur’ eller Hjulene på bussen’.
De er ikke ’rigtige’ ekkosange, men lader i stedet børnene gentage tekstlinjer, således at samme effekt opnås – man kan springe indstudering og gentagne repetitioner over. Begge eksempler er lette at lave sin egen tekst til. Det behøver ikke at være stor kunst – se det hellere som en medinddragende måde at få fortalt en historie på.
Instruering ved hjælp af billeder
Inddrag det visuelle ved at lade børnene tegne billeder til en salme.
Tegn selv simple billeder og hold dem op eller læg dem på gulvet, mens du indstuderer og synger sammen med børnene. De mindste børn kan have glæde af et billede med alle detaljerne på, som peges på undervejs. De større børn kan godt lide et billede til hver linje. Billederne kan lægges op på gulvet i rækkefølge. Eller hov, nu kan jeg altså ikke huske, hvordan de skal ligge! Kan I hjælpe mig?
Laminer dine egne billeder til salmen, og giv dem til børnene, så de selv kan sætte dem sammen med snor eller clips. Efter en børnegudstjeneste kan man måske lave en workshop, hvor børnene selv illustrerer salmen, laminerer egne billeder og samler dem til en bog. Tænk at kunne give børnene deres helt egen salmebog med hjem!
Brug hele rummet
Man kan danse til salmerne, som man gør i en kædedans, eller vandre rundt i kirken, mens man synger. Det giver et afbræk i undervisningen eller et forløb i en gudstjeneste. Akustikken i kirken kan åbne op for både øjne og ører, og udforskning af rummet er et godt element at have med.
Giv børnene små elektriske fyrfadslys, og lad dem selv bære lyset ud i kirkerummet, mens I synger ’Lysets Engel går med glans’. Lidt som et Lucia-optog, hvor børnene går stille og roligt efter hinanden med lys i hænderne. Køb måske nogle hvide vinger, som børnene kan få på, og sæt som en afslutning lysene samlet på en trappe, ved døbefonten eller evt. i en lysglobus, hvis der er en i kirken.
Vinger til børn kan findes på nettet til en billig penge. De kan bruges i utallige sammenhænge, og børnene elsker dem! Alternativt er det i gang med hvidt pap og bukseelastik.
Man kan også lege en leg, hvor børnene flyver ud som små fugle til ’Nu vågne alle Guds fugle små’. Se eksemplet her.
Litteraturliste:
Holgersen, Sven-Erik: Mening og Deltagelse. Iagttagelse af 1-5 årige børns deltagelse i musikundervisning, Ph.d.-afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitet (2002)
Knudsen, Ann E.: Udvikling af barnets hjerne 0-18 år, Artikel til tænketanken (2008)
Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udvikling fra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)
Nielsen, Kirsten og Marstal, Inge og Nygaard, Lone: Musikalsk Legestue, Edition Wilhelm Hansen A/S (1988)
STOR TAK til Kirsten Nielsen, docent ved Syddansk Musikkonservatorium, for sparring, erfaringsdeling og hjælp til at få stillet helt skarpt i tekster og eksempler!