Hvad kan børnene?

Hvor er de – personligt og som gruppe

Inddelingen 6-9 år er ikke en særlig optimal deling, når det drejer sig om musik. Derfor handler dette afsnit om 6-8 årige. Børnene på 9 år kan du læse om i afsnittet for 9- 12 år. Hvis man har en ren drengegruppe på 9 år, kan afsnittet her dog være det, der rammer bedst.

Der er selvfølgelig stor spredning på børnenes kunnen også i denne aldersgruppe og kønnene imellem. I skolernes 0. klasse, er der god plads til leg, og der er stadig masser af ’loppe’-tendenser. De 8-årige kan læse lette tekster og har efterhånden på godt og ondt tillært sig at skulle sidde stille og lytte. Fælles er stor fantasi, kreativitet og en evne til lynhurtigt at tilegne sig nye færdigheder.

Den højre hjernehalvdel er mest udviklet. Den venstre hjernehalvdel, der meget forenklet sagt kan det der med at sidde stille og lære ting, halter stadig bagud. Det er mest udtalt hos de yngste i gruppen, men gælder hele aldersgruppen (og i øvrigt rigtig mange voksne!). Så hvis noget skal huskes og forstås, skal det optimalt set OPLEVES rumligt, musisk og kreativt via den højre hjernehalvdel. Derfor skal stoffet formidles ved at få kroppen og sanserne i spil. Hvis børnene for eksempel kan holde en rigtig sten i hånden, som man først kan undersøge og synge om i sangen/salmen ’At holde en sten i hånden’, er man allerede kommet langt i sin formidling – sværere er det ikke.

Fælles for aldersgruppen er et ekstremt åbent og nysgerrigt sind, hvor alt kan leges ind, og hvor fantasi og iderigdom er så levende, at voksne slet ikke kan følge med. Hvis der opstår uro, er det ofte et udtryk for, at tempoet skal sættes op, ikke ned. Når man keder sig, skal man jo finde på noget at underholde sig selv med – og måske også sidemanden.

En god lavpraktisk ting at huske er, at der kan opstå et enormt organisatorisk kaos, hvis man beder børnene om at stille sig i en cirkel eller på linje. En 6-årig har meget svært ved at overskue en cirkel og holde formationen for eksempel i en dans i rundkreds.

Prøv at lægge en ’magisk’ hulahopring i midten af kredsen, som børnene så går rundt om – det virker.

Hvor er de – musikalsk og sangligt?

De mindste børn har svært ved at koordinere hænder og fødder – selv helt enkle rytmeklap kan være svært at sætte sammen med sang. De er optaget af lette klap med en makker (som lette remser, man klapper til). At sætte fodtrin, håndklap og sang sammen er stadig for svært – også for de store, men enkle ’rytme-efterklap’, hvor den voksne klapper for, og børnene svarer som ekko, er rigtig sjovt at lege med. Det kan for eksempel lægges ind imellem to vers eller to gennemsyngninger som et lille mellemspil.

2-stemmighed er en stor udfordring og ikke noget, man hurtigt kan arbejde med i en gudstjeneste. Hvis forældre er med, eller det måske eksempel er en stor gruppe, er det naturligvis muligt – også kanons er oplagte.

Stemmerne er stadig høje og lyse, men omfanget er nu udvidet til en oktav (cirka fra c – c1). Stemmerne er ikke lige så ’stærke’ som hos voksne, så pas på med at presse dem til yderligheder. Barnestemmen er naturligt mere luftig end hos en voksen, og det skal den være.

Jeg oplever ofte at stå med to yderligheder i arbejdet med at få børn til at synge til en gudstjeneste:

Den ene yderlighed er råbekoret, hvor børnene af ren begejstring (eller i et forsøg på at blive hørt eller efterligne de voksne) brøler med af karsken bælg. Ikke særlig hensigtsmæssigt eller godt, hvis børnene går hæse hjem fra en gudstjeneste. Den anden yderlighed er det, jeg kalder ’den hemmelige sang’, hvor børnene slet ikke synger, eller i bedste fald kun mimer lidt, mens de træder sig selv over tæerne.

Kunsten at finde balancen mellem de to er svær, men igen er det kroppen, der skal i gang for at få en sund stemmefunktion – og det passer jo rigtig godt med vores formidling i øvrigt.

Hvis børnene ikke synger, så send dem måske afsted på et ’flyvende tæppe’, hvor de skal forsøge at holde balancen, mens de synger. Måske kommer der en fugl forbi, som de skal dukke sig for, inden næste gennemsyngning, måske skal de dreje rundt og komme op at stå på først det ene og så det andet ben. Bare GØR DET, og lad børnene spejle dine bevægelser.

Det samme kan afhjælpe råbekoret, men måske skal der også skal synges, som om I var fine prinsesser og prinser.

Eller tag en imaginær tone imellem dine hænder, og lad som om du kaster den højt op i luften samtidigt med, at du med stemmen illustrerer tonens glidende bevægelse opad og nedad igen. Lad til slut børnene fange tonen i et samtidigt klap, som du styrer.

Pas på, at børnene ikke lægger hovederne tilbage eller har skuldrene oppe under ørerne, når de synger. Mens du viser det, siger du til børnene: tag lige en tot hår ovenpå hovedet og sæt fast i loftet med en klat tyggegummi, så jeres nakker bliver laaange.

Få børnene til at rulle med skuldrene og tage dem op til ørene og sænke dem igen. De kan evt. lægge hænderne på ydersiden af skuldrene, så de ikke ’smutter op’ igen. Eller sig: Syng som om I har en lille kanin på hver skulder.

Og træk vejret! Vejrtrækningen er det fundament, en sund stemme hviler på, så tal om at trække vejret helt ned i maven, som om du ’puster en stor ballon op nede i maven’ eller skal ’trække vejret helt ned i tæerne’.

Og husk altid, at der skal være plads og pauser til at kunne nå at trække vejret i en sang.

Det vigtigste er, at du selv har en god kropsholdning og synger så godt og sundt, som du kan, for børnene kopierer ukritisk.

Litteraturliste:

Knudsen, Ann E.: Udvikling af barnets hjerne 0-18 år, Artikel til tænketanken (2008)

Lyhne, Jørgen og Nielsen, Anna Marie Langhoff: Udviklingsbilleder, Barnets udviklingfra 0-10 år, Dansk Psykologisk Forlag (2017)

Oberborbeck, Ingrid: Stemmen danser – kroppen synger, Folkeskolens Musiklærerforening (2001)

Peschcke-Køedt, Manner og Seidenfaden, Kirsten Juul: Lige i øret synger i kor, Dansk Sang (2017)

STOR TAK til Kirsten Nielsen, docent ved Syddansk Musikkonservatorium, for sparring, erfaringsdeling og hjælp til at få stillet helt skarpt i tekster og eksempler!